Jens Baggesen (1764–1826)

Naar Fest-Klokken ringer

        For Vaarens udspringende Knoppe,

Mens flagrende Vinger

        Forlade de vuggende Toppe —

Naar Skovenes Spæde,

Nu voxne, fremtræde

        Paa Jordkirkegulvet, hvor Stammerne staae,

        Som Morgenens Brude klædt paa —¹

Naar Straalernes Fader,

        Velsignelsers Præst i det Høie,

Med Smil da nedlader

        Til Jorden det himmelske Øie —

Naar huldt han bestyrker

Hver Væxt, som ham dyrker —

        Da toner hvert Orgel i Dal og i Skov

        Den evige Kiærligheds Lov.

Trods Høst-Vindens Vinger,

        Trods Tindingsafblomstringens Smerte,

Den Maisang gienklinger

        I Digterens elskende Hierte,

Hvergang ham det Billed,

Som Vaaren fremstilled,

        Fornyes, som Uskylds og Barnligheds Giæst,

        Paa Jomfrubebudelsens Fest.

Men o! naar i Vrimlen

        Af Kiærligheds modnede Druer,

En Perle fra Himlen

        I Rosernes Rose han skuer —

Naar samtliges Dyder

Den Yndigste pryder,

        Saa taber, til Harpens den zittrende Klang,

        Hans Nyn sig i Englenes Sang.