Jens Baggesen (1764–1826)

                                                                                                              Andersskov, 1813.

          Naar jeg lidt dybt paa det, jeg sidder i —

Jeg sidder nemlig midt i Poesie

Til over Ørerne — min Broder Haagen! grunder,

Der maae dog, troer jeg, stikke noget under

Den Ting, man kalder Sympathie —

Thi neppe havde jeg faaet Nytaarsønsket færdigt

Til min Familie, som lever slet i Kiel,

Og et begyndt til din, som Lykkens Smil

Dog skiænked, Gud skee Lov! et Lod lidt meere værdigt,

Før, i det samme som jeg saae mig om,

Din Tiener mig imøde kom

Med dit,

Hvoraf jeg klarligen kan see, forstaae, og rime,

Dit Hierte slog for mig i een og samme Time

Med Ønskeslag i Sort paa Hvidt,

Som slog for dig i samme Takten mit.

For nu, min gode Ven, i samme Takt at blive,

Jeg i de samme Rim og samme Vers

Paa langs og tvers

Det Ønske, du mig gav, dig vil tilbage give —

Forstaae mig vel, beholdende for mig,

Hvad jeg ei ganske kan giengive dig.

          Den Nytaars-Karpe, jeg dig har at byde

Til Giengield for din Digtersnaps idag,

Lad dig, min Ven, som tørre Jyde,

Paa denne Trillingfestdag ei fortryde!

Bliv ei for flau derved! til Takke tag!

Den være som den vil, i Hippocrenes Kilde

Jeg fiskede den op i Aar;

Gud skiænke dig, hvad jeg mig selv og ønske vilde,

Herneden, ak! men hvad jeg neppe naaer —

Den beste Lax, som Livet har at byde,

En heel Snees Aar saa vever som i Dag,

Den: intet Skridt i Verden at fortryde —

Og hvis — at glemme det i Favnetag!

          Jeg intet veed hertil at lægge —

Kun, som Postscriptum, nok et lille Bid:

          I fordums, som i vores Tid,

Der fandtes inden de Jerusalemske Vægge —

(Jeg kalder Hellig Anders Konge-Hiem

Det danske ny Jerusalem,

Da i en Rad af Aar, saavidt jeg hører,

Det ikke christne Konger meer tilhører,

Men kongelige Jøder ligefrem;

Tilgiv, hvis her jeg tæller dig blandt dem,

For Successionens Skyld — desværre!

Vi er vel alle Konger for vor Herre)

Der fandtes, siger jeg, hvad findes her endnu,

Varmt inden Vægge

En vis Person,

Benævnt den rige Salomon,

Den gyldne Lykkes store Kiæledægge —

Det veed du; men hvad du vel neppe veed,

Derom jeg nu vil give dig Beskeed:

          Mig forestaaer i Aar en gylden Lykke —

Hvo veed, om jeg dog ei til sidst opnaaer,

Hvad du mig ønsket har i dette Stykke?

I Morges tidlig, Kiære, som jeg gaaer,

I Mørke halv endnu, min Gang til anden Gangen,

I min Uskyldighed, paa Trængselens Forlangen —

Om hvilken Gang jeg det kun sige vil,

At Kongen selv maa stundom gaae dertil,

Hvis ei til den, saa til en anden —

En Dør sig aabner — og, med kruset Haar om Panden,

Og kruset Duun paa Hagen, i en Frak,

Med vevert Øie, krum og fiin i Næsen,

Udtræder et belevent artigt Væsen,

Mig bydende, med Smil, en Priis Tobak

Af Eriksens, hvorefter jeg er kræsen —

Og som i Forgemakket der

Min Kræsenhed blev doppelt kiær —

Med Smil — o! hvilket Smil! — som det af Josephs Fader,

Da han i Labans Pebringe *) paa Luur¹

Til Jomfru Rachel giorde Cour —

Men de Kong David egne milde Lader,

Naar foran Arken, i de hellige Parader,

Han dandsede paa Sions Gader —

Og sigende (jeg kunde fælde Graad

Af Glæde): "Herr Justice-Raad!

Et glædeligt Nyt-Aar!" — "Iligemaade!"

Var alt, hvad jeg i største Hast formaaede

At svare den mig huldt lykønskende Person,

Der ingen anden var, imellem disse Vægge,

End høistbemeldte Lykkens Kiæledægge,

Din Eftermand paa Thronen, den Patron,

Som ei blot Slagelses og Slottes Skialde,

Men alle Bønderne her rundt i Egnen kalde

Kong Salomon.

          O! ter beata matutina hora!

Mig hilste Lykken selv! Dens Yndling bød

Mig et lyksaligt Nytaar før min Død!

Guld fik i Mund til mig for første Gang Aurora!

Mindst havde jeg, før Solen brød,

Mig ventet sligt et doppelt Glædesstød;

Jeg trodser nu herefter Fru Pandora.

Bespiist i Aftes af din Kones røde Grød,

Beskiænket af dig selv, beruust af Yndigheder,

"Som den maa være blind, der ei kan see hos Eder",²

Lykønskt af Salomon, misundt af Povl og Peder —

Hvor skulde jeg, med slig en Stierne fød,

Herefter kunde lide Nød

For det, hvorom den hele Verden beder?

Jeg sidder alt, i Tanker, rosenrød,

Pluskiævet — af en maver Digterstengel

Forvandlet til en fuldtudsprungen Engel,

Fuld af Medlidenhed med Næstens Nød —

(Jeg meener Længslen efter Vand og Brød

Paa tørt Papiir) — og dypper ned min Finger

I noget, som du hører nok, der klinger —

Lig salig Lazarus i Abrams Skiød.