Fra den sørgende Stund, da Minona forlod dine Bredde,
Tonende Hyla! din Lunds jublende Sangerske tav;
Saa forstummede Paphos tilforn ved Cyprias Afsked,
Saa forstummer et Løv, Zephir beaander ei meer.
Memnons Billede lig, naar Helios daled’ i Vesten,
Tier i Skyggerne her, savnte Minona! din Skiald.
Selv paa den gladeste Fest, din Byrddag, døer paa hans Læbe
Glædens udbrydende Raab, qvalt i et klagende Suk.
Ak! vi savne Minona, Minona er borte! Minona!
Ekko gientager omsonst hist paa den hylende Bred,
Her i den sukkende Skov, og ak! i mit blødende Hierte.
Kom o tilbage! o! kom hid til dit Paphos igien!
Da skal dit Hyla paa ny begynde de jublende Chore;
Da skal fremnynne dit Navn Buskenes lisplende Løv;
Da skal den memnonske Støtte, din Skiald, oplives og tone
Dagens Gudinde, vor Lyst, Edelstans Elskede, dig.