Knud Vidfadmes Svanesang
(Digtet i hans Skibbrud 1807)
(Digtet i hans Skibbrud 1807)
Jeg synker, paa mit knuuste Vrag,
Med sammenfoldte Hænder,
For Jutta, Fredrik, Danmarks Flag,
Og alle danske Frænder.
Modtag, o moderlige Hav!
Mit Støv, og dys min Kummer
I mine Fædres gamle Grav
Dybt i evig Slummer!
Men du, som i din Baldurs Borg
Høit over Hertha throner
Og Lokes Fryd og Odins Sorg
I Nordlyssuusen toner;
Som stiger ned med Lysets Klang
Blandt Skygger af de Døde,
O, Bragur! hør min Afskeds-Sang
I Livets Aftenrøde!
Til dig opgiver jeg min Aand,
Til dig, som gav mig Aande,
Mens Harpen glider af min Haand
I Hiertets sidste Vaande.
Tag huld tilbage, hvad du gav!
Din Havn du den oplukke!
Lad ei paa Verdens vilde Hav
Forgaae dens sidste Sukke!
O! tryk den til din høie Barm,
Hvis og paa Jorden hildet
Af nogen dig uværdig Harm,
Den tidt sig har forvildet!
Du veed, til Himlen stod dens Hu,
Hvor dine Lamper tindre,
Med barnlig Lyst! du veedst det, du,
Som skuede dens Indre!
O! tag den i din Faderfavn!
Erkiend din Søn, du Hulde!
Vis ham Iduna! nævn hans Navn
For Odin og for Skulde!
O! stød ham ei fra Bifrost ned,
Fordi ham Knæet bæver,
Fordi hans Fod med matte Fied
Sig til din Hvelving hæver!
Høit brænder dog i kiælne Bryst
Den rene Livets Flamme,
Der skiænkte Kraft til Odins Lyst
Hvert Skud af Bragurs Stamme.
O! lad den skinne for mit Folk,
Naar den er slukt herneden,
Som mit miskiendte Hiertets Tolk,
I Sang for Evigheden!
Und Gnisten, jeg af Lyset fik,
Naar brustet er mit Øie,
At glimte ned fra Breidablik
Som Straale fra det Høie!
Ræk, Fader! ogsaa mig en Krands! —
Du aabner alt din Himmel!
Jeg blendes i den store Glands
Af dine Sønners Vrimmel.
Som naar i Stuen, mørk og sort,
Mens Barnets Higen gyser,
En Moder trækker Tæppet bort
Og Juulens Pragt oplyser —
Du viiser mig i Mulmet brat
Dit Tempels hele Glæde,
Din Aften, Morgen, Dag, og Nat;
Men, Fader! intet Sæde!
Idunas Æbler gløde rundt
Imøde mine Blikke;
Men Fader! blev mig et forundt?
Mit Æble seer jeg ikke!
Hvorhen jeg stirrer, alt et Navn
Jeg brænde seer derinde;
Dit Tempel alt er uden Savn,
Og sluttet for mit Minde.
De tvende store Lys er tændt,
Som hvert et Skin fordunkle;
Paa dit udstrakte Firmament
I fulde Glands de funkle.
Din Evald giennem Sølverskyer
Med Brudetrin fremiiler,
Og lysmildt, indtil Dagen gryer,
Som Nattens Maane smiler.
Din Øhlenschläger stiger op
Med Brudgomsskridt og Bue,
Og Dalens Skiød og Klippens Top
Er tændt af Solens Lue.
Rundt om, naar begge skiule sig,
Talløse Smaalys tindre —
Hvor er en Plads endnu for mig,
Endogsaa blandt de mindre?
O! sæt mig, har du end en Stol,
Hos ham, der sang om Gerner,
Nær mine Brødres elskte Pol,
Imellem Freyas Stierner!
Der vil jeg smile stille ned,
Af Mængden uopdaget,
Til skiulte Dyders Opholdssted
Og dem, som døe paa Vraget.