Kiøbenhavn, d. 4de Jan. 1814.
Min Fanny, hvis for fine Sands
Kun sielden trylles her til Lands,
Fortryllet af den Nytaarsgave,
De hende nys har venlig sendt
Med en elskværdig Compliment,
Befaler mig i Hast at trave
Paa Riimbrevhoppen, uden Frak,
Og uden Hat, endsige meere,
For Dem en Blomsterkost af Tak
I bunden Stiil strax at levere —
Fra hende selv udtrykkelig —
Til Giengiæld for de smaa, men nette
Bidrag til hendes Toilette,
Der ogsaa har fortryllet mig.
Jeg traver altsaa. Her jeg bringer
Paa nysbemeldte lette Vinger
Et Vers, som hedde skal, urost
For Gud, en lille Blomsterkost.
Gid den var smuk, som den er lille!
Gid den var halv saa nysselig
Som Naalepuden, jeg seer spille
Med Roserne, Cytheres lig!
Gid den, som Børsten, kunde give
Tilbage Spor af Smagens Fiil
I reen og glat poleret Stiil!
Kort sagt: Gid jeg i Takkens Iil,
Min Ven, Dem havde kunnet skrive
Til Giengiæld blot min Fannys Smiil!
For Saxen havde De tilbage
Da faaet sendt dens sande Mage:
Jeg meener: Amors egen Piil.