Som Venus, Mercurius, Mars og vor Jord,
Saturnus, hans Søn og hans Fader,
om Solen, i stedse lovsyngende Chor,
sig leired’ i evige Rader:
og Kredssangen toner, Planeternes lig.
Chor: Alt Livet laae hyllet i Taushed og Mørke:
„bliv Biskop!” lød Giverens Bud.
Den blev, og op af Nattens kaotiske Ørke
gik Livet i Straaleglands ud.
Vel sidde vi her om det himmelske Bord,
men vi er’ og meer end Planeter;
at føite bestandig om Syd og om Nord,
sig skikker for dem og Kometer.
I hov’dløse Kloder! o løber kun I!
fornuftige Væsner bør sidde, som vi.
Chor: Alt Livet løb surr i Atomernes Rokke:
„Bliv Biskop!” lød Pol og til Pol;
flux samled’ sig Venners fortrolige Flokke,
og stadig sad Hver om sin Sol.
Planeternes Sol er for Pletter ei fri,
vi vore og ikke kan skjule;
men, Pletter mod Pletter, det Fortrin har’ vi:
hins sortne, og vore er’ gule.
O Glands! — Hvo kan male den Lysglimmer ret,
i hvilken den gyldne Orange er Plet?
Chor: Alt Lys var med Skygge saa blandet og hyllet:
„bliv Biskop!” saa Himlen befoel;
da saae Man, o Biskop! i Klarhed fortryllet
med gyldne Pletter din Sol.
Og, Sol! du har dette for Titan forud,
du stedse paa Himlen forbliver;
du, evig usløret af snee eller Slud,
oplyser, opvarmer, opliver;
du aldrig formørkes, du aldrig gaaer ned;
du slukkes engang, men da — slukkes vi med.
Chor: Al Glæde var fordum saa blandet med Plage,
og Sukke blandt Smilene flød:
„bliv Biskop!” saa lød det; da flygted’ hver Klage,
og Jubel til Jubel gjenlød.
Kun halv med afvexlende glimrende Skjær
hin Sol sine Kloder oplyser,
og Mangen om Natten, om Vint’ren Enhver
i Skyggen og Skimmeren fryser.
Vor straalende Biskop er dobbelt os huld:
Hvo mærker vel her til den ringeste Kuld’?
Chor: Derfor var med Venskab omtrent som med Dyden:
det rostes og fryste som den.
„Bliv, Alt gjennemglødende Biskop!” klang Lyden,
og Vennen omarmed’ sin Ven.
Hiin Verden bekikkes snart for og snart bag,
(til saadant sig Natten og skikker);
men vores som nyder den evige Dag,
Hvis bene latentia findes etsteds,
da findes den her i vor rolige Kreds.
Chor: Tilforn var man ingensted fri for Spioner,
selv Melkveien blev en Chaussée;
men, Biskop! du blev — og ti- tolv Orioner
Hver Klode, som dandser i Ætheren om,
i Grunden en Verden skal være.
Hvad nytter dem vel Astronomernes Dom?
De veed dog ei selv, hvad de ere.
Men her, om Centralbollen leiret, Enhver
dybt føler og tydelig veed, hvad han er.
Chor: Man længe sig selv ei ret kjendte, desværre!
Men, Biskop! i dit Monarkie
hver Broder sig følte en slaveløs Herre,
en selvstændig Verden, og fri.
Frie, stadige, vise, varmhjertede, froe,
i blivende Lys, uden Skygge,
vi Verdeners Verd’ner i saligste Roe,
her straale, for Speidere trygge.
Lyd, Kredssang, i jublende Fredsharmoni!
Planeternes Hvirvellyd daane deri!
Chor: O Biskop! o første blandt Solenes Sole
udbred overalt din Magi!
Bryd, Verdners Lænker fra Pole til Pole,
til Alle, som vi, vorder fri!