Jens Baggesen (1764–1826)

Seline! du skal ene mig behage;

        Jeg evig ene brænde skal for dig;

Mig ingen andens Skiønhed skal indtage;

        Kun dine Smile skal fortrylle mig.

Jeg ingen anden Piges Haand vil trykke;

        Og, om en anden kierlig trykker min,

Skal ingen saadan Zittren mig henrykke,

        Som naar min Finger blot berører din.

Kun dine Kysse, smilende Seline!

        Med Himlens Vellyst fylde skal mit Bryst;

Thi kun i dine blanded Erycine¹

        Sin Nektars uforlignelige Lyst.

Paa dine bløde Hænder kun min Læbe

        Skal i sin kiælne Ruus forvilde sig;

Paa andres skal den aldrig langsom klæbe,

        Naar Moden saadan Hilsen byder mig.

Og hvis paa Foden mig en anden træder,

        Var det end Venus selv, den flytter sig;

Kun du, Seline! tryller Guders Glæder

        I hver Berørelse, som røber dig.

Foruden dig er ingen Stadens Pige

        I mine Øine faver, yndig, skiøn;

O! ingen, ingen i det hele Rige;

        Nei! ingen, ingen i dit hele Kiøn!

Og gid, Tilbedte! gid kun mig allene

        Forundet var din fulde Glands at see!

Gid ingen anden undrende Camene

        Fandt i dig ene Cythereas Tre!

Men ak! der ei behøves Smag, end sige

        Begeistret Øie, for i dine Blik,

At see den Guddom, ingen yndig Pige

        Saa straalende, som du, af Himlen fik;

Selv den der Vand i Bækkens Rislen finder,

        Og aander Luft i Vestenvindens Kys,

Seer dog, at andre Skiønnes Glands du blinder,

        Som Luna Himlens andre mindre Lys.

Gid Blindhed treffe hvert vanhelligt Øie,

        Som hæfter sig, Du hellige! paa dig;

Den Stolthed mindre salige fornøye,

        At føle tusinde misunde sig!

Den Vise nyder glad sin skiulte Glæde,

        Og gienner Vidner fra sin Himmel her;

Den voxer ei derved, at andre græde,

        Som see, men den tør ikke komme nær.

Langt heller vil jeg under fierne Zoner

        Umærket, umisundet slumre trygt

I Lykkens Arm, end mellem Millioner

        Med Glimmer blande den; men og med Frygt.²

Seline! langt fra Byens Sværm og Tummel,

        I stille Skove, langt fra Folkefied,

Endog naar Natten nægted’ mørk og skummel

        Selv Stjerners Blik, at blinke til mig ned;

Dit Smil mig skulde Nattens Mulm opklare;

        Saa tyk er ingen Skye, som den ei brød;

Du ene blev mig en utallig Skare;

        I dit jeg al min Verdens Selskab nød.

Jeg skulde paa dit Skiød fortryllet sidde,

        Og trykke tæt mit Hierte til din Barm;

Og nyde salig i sin hele Vidde

        Min Fryd, mit alt, min Himmel i din Arm.