Thomas Christopher Bruun (1750–1834)

Alle digte af Thomas Christopher Bruun på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.

A

Alt er saa tyst; den brune Nat indhyller

Anine! deiligste blandt Nordens Piger

At alle Pigebörn har Lyst at pröve

At Tyrken kan ei endnu fordöie

B

Bacchus! muntre Glæders Fader

Betænksomhed er dog en skiönne Ting

Blandt Millioner Daarligheder

Bringer Roser, fletter Krandse

D

Datter af Ungdom, Munterhed

Den lyse, blide Sommer

Der, Brødre! Puns i Bollen er

Der er et Land, saa har jeg hört for sandt

Der gives onde Mennesker, som tale

Det er et gammelt Ord, at hvo der graver

Det ikke er os Dödelige givet

Dit Held blot være ligt Din Ynde

Du elskte Egn, I yndte Steder

Du, hvis stille Straalers Glands udbreder

Du vor Farces allersidste Scene

Du ærkegöglerske Gudinde

E

End sidde vi ved Vennebord

Erfarenhed er dog en herlig Ting

Et Bal er dog ret en herlig Sag

F

Flux, Brødre! bortlister sig atter et Aar

Forleden som i fulde himmelsk Ynde

H

Hvad er vi Adams Börn dog ikke svage

Hvad var det dog en herlig Sag

Hvert Aar, som af Dit Liv hensvinder

Hvor kort dog ei vort svage Syn sig strækker!

Hvor var det skjønt, ifald vi kunde med hverandre

Hör, veed du hvad, min Ven, ifald din Lykke

I

I fine Folk, I Lykkens Kieledægger

Iil! gyldne Soel! fra fierne Egn tilbage

J

Jeg grumme lidt i Straaet veier

Jeg ikke kan de mörke Siele lide

Jeg synger kuns om Elskovs Spög og Löier

Jeg veed en Leeg, og den er ikke slem

Jordkuglen i sin Cirkeldands

K

Kjæreste blandt alle Aarets Dage!

Kommer ædle Venner! lad os nyde

L

Lyksalig du mit Födeland

M

Man elske kuns, og flux man sindriig er

Mangel nær, dog drister sig

Man siger Skoven mange Öine har

Man virkelig med Rette dog bör hædre

Man væver os immer om Fædrenes Tid

Mig, Muse, Du i Kröllen atter rykker!

N

Naturen gav sin første Datter

Nu, Muse, om Du saa behager

Naar Verdens Fyrster oprette Hære

P

Paa en af Vaarens blide Dage

Paa smaa Ting nær, har nu sex tusind Aar

S

See, hvor det gamle Aar hensigner mæt af Dage

See hvor snelt hensvinde Livets Dage

Som efter Dagens Sved og Møje

Sov sagte hen igjennem Nattens Stille

Saa fik det dog omsider Ende!

Saa tidt, naar ene Pligten kaldte

T

Tillad jeg i Eenfoldighed maae tale

V

Ved hvert et Livets Albuestöd at slæbe

Æ

Ædle Venner! Glæden sanker