Mig, Muse, Du i Kröllen atter rykker!
Mig, som har villet holde Liv og Siæl,
Paa ævig at forsage Rime-Nykker
Og give alle ni en Hæl.
Nei, een Gang kan enhver sig lade pudse,
Sligt mangen klog Person er hændt;
Men tiere ved samme Buk at studse,
Det giör fordoblet Svie vel fortient.
Du havde selv desuden skiönne Ære
Af sidste narriske Spilop;
Og netop skulde jeg den Stakkel være
Af hele Klodens Ord-Omflytter Trop,
Der atter maatte Cathechismen nyde,
Fordi blandt mine jevne Vers,
Du stundom ind af Skiælmerie lod flyde
Et muntert Sving, en enkel flygtig Skiærs.
Jeg bad Dig dog saa mindelig indblæse
Mig slige pæne Söndags Ord:
At Fiinhed ei slog Rynker paa sin Næse,
Og Dyden skreg paa Vold og Mord,
Men smiilte ved de Puds der skee paa denne Jord.
Nu rigtig nok man ikke Dig tillagde
En Skyld, Du heller ingensteds har havt.
(Thi hvad hiin Herrens Amtsforvalter sagde:
„Om saadan Smuds paa sin Indbildnings Kraft,
„At ikke for tre hele Dage
„Han kunde faae den tvættet af igien;”
Det kan man per Hyperbolen nok tage,
Og sætte blandt hans egne Phraser hen.
Al Verden veed de vare sære
Saavel i Luften som paa Prent;
Mig ville Skiæbnens Gunst især beskiære
Men saadan midlertid at lokke
Et sælle Skrog ud paa den glatte Iis
For siden blandt Zeloters bidske Flokke
At gives Ubarmhiertighed til Priis:
Var nok min kiære Mameselle,
At skeie lidt fra Ærlighedens Vei;
Som mindst det faaer mig til paa Knapperne at tælle,
För atter jeg bestiger den Gallei.
Men, svarer Du, det var den viltre Lune
Jeg traf Dig den Gang i;
Nu vil Du ganske ærbar indbasune
Mig skiært uskyldigt Ganterie.
Desuden er det stygge Mulm forsvunden,
Som dækkede hver Udsigt fordum til;
Alt længe er den blide Soel oprunden
Der klarere hver Morgen straale vil.
Bortviftet som en Avn fra Höiheds Trappe,
Fra usurperte Værdighed,
Vi Nemesis laae hiin at snappe
Og hvirvle i sit eget Intet ned.
Uynket, glemt i dunkle Steder,
Med knap een sulten Hykler til sin Giæst,
Hentærer nu forladt af Livets bedste Glæder,
Uærefulde Dages sidste Rest,
Den Mand, som engang Flöyels Skamlen næst,
Uddeelte stolt Camænens Tempels Sæder;
Skiönt aldrig ham Naturen större Hæder
Tiltænkte, end at kiende vel en Hest.
Ei heller skal Din Dyrker mere frygte
Den anden dybe Viisdoms Aand;
Der Gratierne nödte til at flygte
Bortkyste ved Theologiens Baand;
Der kold for alt det Skiönne tænkte
Geniets Værk kuns usselt, jordiskt Snavs;
Men derimod sin dyre Naade skiænkte
Enhver andægtigfæset Claus.
Der egentlig kort sagt, for Fibelbræt og Ferle
Var her i Verden sat;
I Spiret en uægte Perle,
Hvis Glands befandtes grueligen mat.
Thi blev den og i Tidens Fylde
Bortrykket fra upasselige Sted;
Og pakket hen paa Smaatings Hylde
Til Sku, og for at fylde Pladsen med.
Fra dette, Dig og hele Staten
Saa vigtige saa blide Öieblik,
Om til er andet Hiörne Vinden gik;
Strax hiin fordærvelige Skik,
Som ingen anden uden Satan
Opfandt, og man fra Frankerige fik:
At uforhört, udömt, fribaaren Mand behandle,
Udsætte ham for Jammer, Spot og Spee
Og Lovens vise, milde Bud forvandle
Til Despotismens Lettre de cachet:
Den blev tilligemed dens Stifter
Veldædig væk fra Kongeborgen viist;
Og först, som aldrig skee! naar Stammen skifter
Det Mildheds Præg, hvorfor den er blandt Fyrster priist,
Til mörke Blik, til Haardheds Mine,
Vil Hof-Insecten vove at fremtrine
Paa ny med sligt vanærende Project,
Og föle selv en Gang til Straf dets tunge Vægt.
Vel an da! den er god at lokke,
Som gierne hopper villig efter selv;
Men hvis Du i min Hat laêr nogen rokke
Den allermindste Fiær saa for Dit Rygte skiælv:
Far da skal hele Jorderige
Gienlyde af, hvad Du er for en Möe.
Ja maae fra Bredden af St. Jörgens Söe,
Min Siel i ond Humeur til Lethes Land nedstige;
Saa skal jeg först Dit Lov Najaden sige
Og derpaa signe Dig og döe.
Dog tusind Mile væk med saadan Tanke,
En bedre Tiid jeg fro i Möde seer;
Der ingen fleer Omvendelser vil vanke;
Folk nu af slige Maskerader leer.
Ja ville Du, af alle Store
Min eneste Velgiörere, som lod
Saa villig fordum mig Din Omhues Virkning spore,
Da hulderiig min Talsmand Du fremstod:
Som tidlig lærte Muserne at kiende,
Og varm for hver en ædel Kunst,
Fandt Glæde selv i at tilvende
Dens Dyrkere Höiagtelse og Gunst:
Som elsket af Din unge Fyrste
Fortiener Hans Fortrolighed
Ved ikke efter farlig Magt at törfte,
Den Pyndt hvorfra saa tit Ærgierrigheden gled.
Men skiöndt paa hver Naturens, Lykkens Gave
Paa alt hvad Stövets Sön kan smigre, riig,
Er stedse dog mod Höie, Lave
I Vennesalighed Dig selv bestandig liig:
O BYLOW! vilde Du kuns unde
Min ringe Bog et flygtigt Bifalds Smiil;
Da muelig jeg endnu med Tiden kunde
Forglemme Svien af den Piil,
Der vinget med Forfærdelse, og dyppet
I mere end Lernæisk Hydras Blod,
Har hvinet i mit Bryst, og længe dryppet
Sin Ædder ned i Hiertets sidste Rod,
Kom slig en Dag, da ville Strængen lyde
Af freydig Glædes Klang;
Og Skiönsomhed besiælet skulle yde
Camænen og dens ædle Ven en Sang.
Imidlertid jeg hermed vover
At gribe længe hvilte Pen;
Saa hvo min Indgang nogenledes hover,
Og ikke Piecen alt har haanlig kastet hen:
Skal næst Salutems Hilsen, samt tilbörlig
Indsvöbning i Hans Mæcenatskabs Gunst,
Erfare strax paa Stand udförlig
Et nyt Beviis paa hiin Belurers Kunst,
Imod hvis Argelist hver Korsen er omsonst.
Man ville da behagentlig anmærke,
Der levede i sidste Kriig,
Paa Grændserne at hine ærke
Naturens Börn, som lidt ukristelig
Slaaer uden Varsko, ei allene Folk paa Panden;
Men er saa reent igaaede med Fanden,
At Mennesket de Hud og Haar,
I allersandeste Bemærkelse afslaaer.
Kort, nær de heslige Mohakker,
Der levede, som sagt, blandt andre Engelsmænd,
En Qvæker, hvis Afholdenhed og Skakker,
Velsignedes saa flux, at fra en Prakker,
Blev denne Herrens fromme Svend,
För endnu Tredve Aar var omme,
Men var dog saadan Mammons Træl,
At heller end sin skiönne Drivt opgive,
For andensteds i Tryghed at afskrive
Saa smaat paa gammel Synde-Giæld,
Han voved för i sligt et Nabolaug at blive
Og see sig ædt en Dag ihiel.
Man uden min Anmærkning fatter
Hvorlidet Verden havde derved tabt.
Men Tingen var, Personens Datter
Var himmelsk skiön og ret til Löier skabt.
Hvordan en saadan Ryfter kunde
Forfærdige saa lokkende et Noer;
Det faaer I selv, godt Folk udgrunde,
Naturen er endog i Griller stor.
Men lade slig en Glut scalpere
Var meer end bestialskt; Man aldrig saa skamfere
Bör noget Pigebarn. Ja metaphoriskviis
At spise dem reent op, det kan passere,
Den Synd de stundom selv gier ikke Riis,
Nok denne nydelige Unge
Blev ikke plantet her omsonst;
For var jeg end saa stærk i Tunge,
Som nogle af dem Mahomed laêr siunge
Her oven paa blandt Sphærers Dunst;
Saa fik jeg endda nödig al min Kunst
For ret tilgavns at udtrompete
Hvad gruelige Skrupler hun forvoldt.
Samt til Afguderie hvorlunde hun forledte
Hver Stakkels Adamit, og stolt
Den hele Skare ved et Nik i Ave holdt.
Blandt disse hierteskudte Ganter
Var en især, som skreeg gudsjammerligen au.
En Fyhr, der ikke tog paa nogen Ting med Vanter
Men lige vever, venlig, gau,
Var ret som af Naturen formet
Til Göglerie med Verdens Gente-Slags;
Ja havde grumme gierne strax
I förste Hede hver en yndig Dyd bestormet;
Naar ikke sine Fölelse
Af Ömmelighed, Nag, af — kort den Orden
Der spores dog i visse Ting paa Jorden,
Lod selv i samme Öieblik et: Ve
Dig, om Du tör! i indre Kroge lyde;
Vips, var han en ydmygelig Kujon,
Der ingen Tiid sin Næse skulle byde
Til videre end krumme sin Person;
Smaasnakke, fiase, Grazierne yde
Sin Hyldelse og ved et kiælent Tryk sig fryde
Meer siæleglad end ved en Billion.
I övrigt havde fordum slagtet
Som Ærens Sön, Medskabninger af Pligts
Men skiønt for ædel til at see sit Land foragtet
Og underdanigst taale sligt;
Saa kunde han dog ei en Skrupel dæmpe,
Imellem Brödres Ret og svorne Tro;
Thi tog han, for sig efter den at lempe,
Sin Afsked og begav sig hen i Ro.
Men pyt! nei, der stod andet skrevet
I Skiæbnens Spændebog om stakkels Höveds mand,
Der neppe Georges Fane qvit var blevet,
För alt han var paa nye i Feldten drevet,
Og under Amors hværvet an.
Ja ikke nok, ham havde Huldskab svoret,
Saa löselig som ellers Skik og Brug:
At tiene nemlig tro i Koret
Og elske fort ved Ledighed i Smug;
Men saa aldeles sig med Liv og Siel forpligtet
For ævig til at lystre hvert hans Nik,
At för han veg fra Ordren mindste Prik,
Han heller sine Synder havde bigtet,
Pistolen spendt og givet sidste Hik.
Og dette var nu ene for at vinde
Den lille væne Qvækerinde;
Men enten Amor sig ei ret af Sagen tog,
Hvad eller Indfald, Fordom, Sæder,
Fatalitet, ja Herren veed hvad Slæder
I Veien kom; nok Tingen drog
Ugudelig i Langdrag. Snak, Billetter,
Suk, Taarer, hierteborende Sonnetter,
Fortvivlelsens Melankolie,
Kort, hele Kiærligheds Artillerie,
Fik ikke mindste Hul paa dette Demants Hierte:
Ja naar han først sig qvækerere lod,
Saa kunde dog til Nöd hvad han begiærte
Maaskee gaae an, og man ei ganske stod imod.
Til da, al Verdens Kongeriger,
Med samt dens Herlighed og Prunk,
Et Stövgran ei i hendes Öine siger;
Hun bliver ubarmhiertig som en Tiger,
Og kold som en Charteuser-Munk.
Eija! hvad skal Kaptainen giöre?
Var det endda til Tyrk, det lod sig höre;
Naar Drue-Posten man undtaér,
Og ændrer, pudser lidt paa Alcoranens Lære,
Saa synes mig saa paa min Ære
Den Mahomed var ikke reent en Nar.
Men dannes om fra Officeer til Qvæker,
Paatage Fromheds Maskerade-Dragt;
Troe alt det Vaas en indblæst Skræder præker,
Ja aabenbar med Galskab giöre Pakt
Mod sund Fornuft og fulde Sandser,
Det er dog ogsaa grumme tungt;
Skiöndt ellers begge tit til Daarekisten danser
Naar Elskovs Hede naaer den rette Svede-Punkt.
Imidlertid hvor höi en Gang end Staklen
I Wertherskhedens Griller gik,
Fik selv ved Sindets allerstörste Vaklen
Dog Redelighed immer sidste Stik.
Men under saadan ævig Keglen
Imellem Hiertets Ja og Hiernens Nei,
Naturen beed sig taus i Neglen;
Lyst, Fyrighed, hver Glæde gik sin Vei.
Ja endelig Personligheden
Saa ganske kom til kort, at giörde ikke Freden
Snart Ende paa fordærvelige Kiv,
Var fordums raske Kriger blevet
Et vandrende Skelet, og havde levet
Sig ud saa jevnt af usselige Liv.
Nu er det rigtigt nok, saa reent gedigen Kummer
Er rar i vor forvorpne Tiid;
Enhver gemeenlig giör sin bedste Fliid,
At forebygge slig en Slummer
Skal ikke mellem Krop og Siel opvække Splid,
Og heller ikke kiære Venner,
Var Verden tient med saadan Elskerie;
For vist nok er der noget södt deri,
Men at det Mennesket jo gienner
Omkring i Krat og Moser fra sin Sti,
Det kan man ikke nægte. Dog er Tingen
Desværre mange Gange skeet;
Og altsaa haaber jeg, godt Folk, at ingen
Min Sandruehed vil heri giöre Beet,
Men troer alt, som om med egne Öine seet.
Til gode Lykke indskiöd Diæv’len
Der vilde Pak en röversk Natte-Færd;
Og strax som Folk, der kiender ingen Vrævlen
I denne Punkt, enhver til Rede er.
Thi giennem Mulm og Mörke lister
Man sig afsted til Trygheds stille Bo:
Hvor Sövnens stærke Valmue-Klister
Forfølger hver en Siæl i söde Roe.
Flux bruser Grumhed frem, dybt Öxen synker
I Ephraimske Pandes Rynker;
Knaparme Mand fik Tiid eet Öie ret at sprae,
For med det andet alt i Paradiis han saae.
Ja hvad der var bedrøveligt, det samme
Traf ogsaa netop hans Madame;
Den fromme Kone vilde endnu stamme
Et Herre Gud! herfrem; men Herre slap kuns ud;
I Öieblikket Morder-Staalet
Flöi til og stoppede hver Hul saa tæt for Maalet,
At hen hun slumrede med — Gud!
Kort sagt, der blev af hele Qvæker-Slægten
I Live kuns det nysselige Noer,
Hvorom jeg for har meldt et Ord.
Al Resten ellers maatte föle Vægten
Af tunge Hug og gaae i Engle-Chor.
Men hvorfor hun just frem for andre
Blev frie for Kiödets Landevei at vandre,
Det Læser, maae Du ikke spørge om.
Der skeer saa mange Ting man ikke kan udvikle;
Saa heller end paa sligt at fikle,
Og over Skrævet-drive Skiæbnens Dom,
Glæd Dig med mig, det arme Barn undkom.
Dog nei desværre! hun slap ikke;
Krabaterne forstod den Ting for vel.
Med fulde Poser de sig nu til Marschen skikke
Og slæbe Glutten med som Træl.
Ja for at maale Grueligheds Skieppe,
Med knuget, skuddet Maade fuld;
De afskalperer först Papa sit Isse-Teppe,
Som Seiers-Tegn at dingle ved hans Guld;
Og derpaa hurtig af de traske,
I skiön Humör, og stolt af Daaden braske;
Opmuntrende hinanden broderlig
Til flere fromme Siele at forraske,
Og nærer sig honnet med Röver-Krig.
Imidlertid var denne Leg ei gaaet
Saa sagte af, at jo man havde faaet
Et Nys derom; thi kan man uden Hexerie
Nok giette hvo der atter maae for Dagen:
Ja ganske ret; men ak! med al hans Jagen,
Saa fandt han dog Tragedien forbi.
At sammenligne her Captainen i sin Fnysen
Med Löve-Tiger-Biörn-Mama,
Som man har listet Rollingerne fra:
Det var at ligne Katte-Nysen
Ei heller er der hertil Stunder;
For vips, i Spidsen af et ringe Tal
Han suser af; og alt i Tanken bunder
Hans Sværd i sidste Kieltrings Bryst; og saa
Befrier han sin himmelske Lucile;
Og saa maaskee hun for ham nok tilsmile
Endnu et venligt Tak, og muelig faae
Et andet Sind; og saa var al hans Qvide
Hensvunden, slettet ud til mindste Spoer;
Og saa han selv ved Junos Side
Lod haant om Styrelsen af hele Verdsens Jord.
Venskabelige Haab, hvor södt du luller
Det nysoprørte Sind i Roe!
Du glimrer kun og alle Smertens Huler
Begynde strax at sammengroe.
Ja vist nok faaer man ofte lange Næser,
Selv sikreste Forventning vil slaae feil;
For just som Vinden gunstigst blæser
Den dreier sig, og man maae stryge Seil.
Dog er der immer noget vundet;
Hver Dulmelse man har i Svien fundet
Er reen Gevinst; og takket være han,
Der Haabets-Traad saa tæt har i vort Væsen tvundet,
At Döden selv den ei udrive kan.
Men tys! der springer Knegtene. Nu troelig
Stalbrödre staa Jer kiække Formand bi;
Saa fare de til Stiærte-Slægtens Bolig
Om ogsaa der mod een er ti.
Uheldigviis var netop dette Faldet;
Thi bie Stymperne ei selv engang til Knaldet
Af förste Flint dem maatte tient
Til tilfældigt Paaskud; men i Hast udregne
Hvormange af dem selv der nok omtrent,
Ved hver en fiendtlig Helsen kunne segne;
Og da nu Facit syntes noget höit,
Saa b öd Forsigtighed dem vende
Betids omkring, og hyp! hyp!, hiem ad rende;
Bekymrende sig ikke for en Doit,
Om hvad hans Dulcinea kunne hænde;
Men ladende ham selv sit Eventyr fuldende.
Hvis ellers det ham ikke faldt for dröit.
Oh stakkels Fyhr! der holder han alene,
Forraadt, forladt, forvirret, ganske ør;
Alt stivner Skrækkens kolde Greb hver Sene,
Selv Haabets sidste Funke döer.
Eet Suk fra svölne Hierte bare brister,
Der klager Himlens Gud sin Nöd;
Mens Öiets Lyn Kujonerne tilhvisker
Forbandelse og tusind Dolkestöd.
Thi flux ved denne Tanke flammer
Hans hele Siel af Raseriets Ild;
Og Blikket mod den anden Sides Jammer,
Giör Luen endnu mere skræksom vild.
Ja endelig saa ganske giennemglöder
Fortvivlelsen det qvalbespændte Bryst,
At döv mod hver Fornuftens Venne-Röst,
Han styrter frem, omkaster, saarer, döder:
Og sidste jammerlige Tröst,
Er kun imens han ædelt blöder,
At giöre sig mod Skiæbnens Knugning stiv,
Og sælge mueligt dyrt sit redningslöse Liv.
Skiönt ogsaa det dens Harme nægter;
For selv Naturen nu ei mere mægter,
Den synker hen i Følelsesløshed. Strax
Gienlyder Seiers-Skrig fra hvert Uhyres Læber;
Og flux afsted man Fangen slæber,
Bestemt til Piinslers grueligste Slags.
Kuns kort, desværre! disse Lænker,
Den Soel, der over ham skal aldrig meer opgaae,
Er ei saa snart forsvundén, för man henter
Ham hen, hvor meer end Helved-Svie venter,
I viltre Kreds den Pæl omringe,
Der blive skal hans Banes sidste Maal:
Mens andre Tilberedelserne bringe
Til Festen ved det martyriske Baal.
Med Spot og Haanen sat han snøres;
Hver Jammers Lyd kuns vækker Hobens Grin:
Forgieves tænker Medynks-Röst at höres:
Blandt Eumenidisk Glædes Hviin.
Ja selv de ellers kielne Glutter Hierter,
Der smelte hen saa let ved vakkre Næstes Smerter,
Forstaae sig imod hans Nöd;
Alt nydende forud de nidske Stöd,
Der skal det ædle Offer sönderslide: —
Saa ganske kan Opdragelsen
Ved Vanens Herredom Naturens Ret bestride,
Og reent omsider qvæle den.
Kuns een imellem hele Hoben
Beskuer dette Syn med Vemods Blik;
Eet Hierte kun ved vilde Glædskabs Raaben
Slaaer Sympathiens ængstelige Pik;
Hvis dette var, man kan nok selv udfinde,
Sær melder jeg, den lille Qvækerinde
Var trukken med til Canibalske Fest. —
Hvi blev Captainen dog af Mulmet hindret
At skiælne hvad ham Döden kunne lindre,
Langt meer end baade Skriftermaal og Præst!
For selv paa Evighedens Bredde,
Saa nær ved det forfærdelige Vink;
Hvor ingen jordisk Magt kan mere redde,
Hvor Haabet selv ei giver mindste Blink:
Endogsaa der Lucile fylder
Hver Tanke, skiönt saa nær han ikke hende veed;
Endogsaa der han ei sin Elskte skylder
For sörgelig Uvillighed:
Men kummerfuld blot over hendes Fare,
Bær Himmelen saa inderlig bevare
Den lidende Uskyldighed; for da.
Hvad Bitterhed den maae ham selv tilmaale,
Han med Hengivenhed vil taale
Og vandre takkende herfra.
Nu, dersom ikke dette er at stikke
Til Næsen i Forlibelse, saa seer
Jeg paa min Ære, ædle Venner, ikke
Hvad nogen kan forlange meer.
Ja vist nok svær man mangen Gang desværre!
Naar först man ret i Feber-Heden er,
Paa Underværker, som vor Herre
Veed bedst, hvorvidt de komme Sandhed nær:
Men her var Pröven strax og ingen Smutten,
Thi havde rigtig nok den arme Fyhr,
Sig hakke ladt bogstavelig for Putten,
Til Frikasse, og uden Prutten
For hendes Frelses Skyld ei funden Prisen dyr.
Ja, men det gode Barn fortiente
Det ogsaa vel; for i hver Aare rendte
Det kyste Blod saaledes i Galop;
At mindste Puls gav mærkelige Hop;
Mens smeltende det fulde Öie vendte
Sig hen imod den ildomspændte Krop.
Flux giennemboret hele Sielen ömmer
Sig ved enhver ham tiltænkt Ve.
Og vældende et Ocean indstrømmer
Af aldrig för erfaret Fölelse;
Ja enten det nu saa blandt Stiernerne var skrevet;
Hvad heller Amor hidtil havde drevet
Sin gamle Spas med disse fromme Börn,
For just dem paa det sidste Nip at krone:
Nok aldrig för gienlöd den förste Jammers-Tone
For snelt hun skyder som en Örn,
Midt ind imellem studsende Barbarer;
Og under ængstelige Skriig
Udsukker som hun vild sin Ven om Halsen farer
Min Edvard! jeg vil döe med dig!
Afmægtigt Önske! snart hun rykkes
Bort fra den glæde-kummerfyldte Barm;
Men tys! — hvad röres? — lyttende man tykkes
Der giöres ved den anden Side Larm.
Ja vist, ja vist, see hist stiger Flammen
Fra Hytterne mod Skyen op;
Ratz! er dér Ende paa den hele Gammen,
Og Fanden taêr den bestialske Trop.
Thi hurtig hun den dyre Fange löser;
Og han for hendes Fod sin Fryd udöser;
Og hun oplöfter ömt sin söde Ven;
Og han i hendes Arme smelter hen;
Og kiælne Ja fra Rosenlæbe dratter;
Og dette ene Öieblik erstatter
Ti tusind Timers Qval; og begge to
Saa dybt i Salighed neddysser;
Saa reent Erindringen om friske Fare tysser,
At inden Gramset selv af Fiende-Klo,
De dog saa tæt, saa langt, saa förlöst kysser
Som om de sad i Elysæisk Ro.
Men kysses kun, der ingen Uven kommer;
Den frygtelige Pröve er forbi.
Hiin Lyd er blot af kiække Landsmænds Trommer,
De feiret har og I er fri;
Op fölger dem, — Den hulde Haand som leder
Sin Skabning snart i Öst og snart i Vest;
Os stundom Ve og stundom Vel bereder,
Alt ligesom Alviished finder bedst:
Har giennem Nattens Mörk usynlig vinket
Dem hen til Redning; ene den har sinket
Udaadiskhedens Öieblik.
Thi takker kiönt Naturens milde Fader,
Der aldrig sine Börn Tilfældet overlader,
Men styrter, reiser Verd’ner ved et Nik.
Det giör de og med fulde Siele,
Og inderligste Rørelse; hvorpaa
De bruge ret for Alvor deres Hielp,
For sær velkomne Reddere at naae,
Der före i Triumf det glade Par tilbage.
Til lutter gyldne Soelskins Dage;
Thi medens Sörgetidens Etiket
Forbyder dem paa Brudevers at tænke,
Giör Glutten dog sin Edvard Tvangens Lænke,
Ved andet smaat Spasmagerie saa let,
At som en Christen sömmer han den bærer
Tre hele lange Uger; men saa tærer
Det og for stærkt paa Mennesket.
Thi hopper man behændig over Resten,
Og faaer en Aftenstund Bud til Præsten,
Der lægger Pauli Mening ud saa net:
At Frue Captainens strax forsager
Hver Stump af gammelt Qvækersk Kiætterie
Og han sig frydelig paatager
Hver Ægtefællens Pligt; Hvormed forbi
Er, ein, zwei, drei, den ganske Ceremonie.
Og saa er hele Eventyret:
For at de siden gik i Kierlighed til Bunds;
Ja ei i sine Aar fik styret
Saa söd en Lyst, begriber man, er kuns
En Følge af hvad alt jeg har forklaret.
Kan dog, naar Hiertets Capital er sparet,
Et usselt Gran af Verdens Muld
Dens Tiornekrat til Rosenlund omtrylle,
Tænk da, hvad Paradiis har maattet dem indhylle,
Der havde hver en Skuffe fuld.
For hvad endog de frosne Siele væve,
Saa er der dog en Tid bestemt til Elskerie;
Man ellers jo kun skulle svæve
Som Skygger om paa Livets skumle Sti;
Hendösende en Kreds af dumme Dage
I glædelös Eensformighed.
Blot Amors Fakkel Mörket kan forjage,
Den lyser selv i Dybets Afgrund ned.
Een Gnist deraf vort Væsens Alt antænder;
Flux Munterhedens Ild i Hiertet brænder;
Strax alt er fuldt; da föles Livets Værd,
Os? denne Bochims Dal den allerbedste er.
Thi vend eengang endnu tilbage
Oh lille Gud! til Din Tilbeders Bryst!
Kom med hver Glæde, med hiin ömme Klage
Der döer paa Læben hen i fælles Lyst!
Kom, som jeg Dig har kiendt i Ungdoms Morgenröde
Da Verdens Seene herlig for mig laae!
Da frie min Siel den sprang imöde
Og Sang og Södhed fyldte hver dens Vraa:
Saa flyver jeg opflammet ved Din Varme
Endnu lykkelig i Elisas Arme;
Ja dog om tusind Kloder faldt,
Dit vennehulde Vink allene lyder,
Og henrykt himmelsendte Vellyst nyder;
For Elskov! Du er meer end Alt.