Forleden som i fulde himmelsk Ynde,
Og just med samme aabne Smiil, vi saae
Det ædle, hulde Hierte her forkynde,
MATHILDA hist i Rosen-Skygger laae:
For længst ukiendt med hver en jordisk Kummer;
Skiönt selv i Elysæisk Slummer,
Fremglimtede endnu hiint ömme Vemods Blik,
Hvormed hun fra sit Land og alle Glæder gik: —
Kom Eva, Verdens förste Pige
Forbi; stod stille; saae sin skiönne Datter an,
Og tænkende paa förste Pröve-Stand,
Fornam endnu et sagte Suk opstige,
Skiönt smeltet strax i salig Vellyd hen.
Ja, sagde hun, og langsom vendte
Sit Öie bort, man eens os begge To miskiendte;
Din Siel var aldrig Falskheds Ven;
Og min sig ingentid af Hovmod lod henrive;
Alt hvad jeg önskte var at blive
Ved nye Indtagenhed min Elskte mere kiær;
Hans Liv endnu en större Södhed give
Og giöre mig hans Eie værd.