Kommer ædle Venner! lad os nyde
Kummerlöse Livets korte Frist;
See hvor flygtigt snelle Aar henglide;
Graven, ak! os bier alt for vist.
Hylder Glæden da; omsonst man klynker;
Daaren kun Naturens Gunst forskiöd;
Hisset lure Alderdommens Rynker,
Snart os vinker Rædslers Konge, Död.
Ævig barsk, ham ingen Bönner röre,
Ligegyldig hæver han sin Lee;
Enten saa vi Fastepræken höre,
Eller Holbergs Kandestöber see.
Vælde, Rigdom, Skiönhed, Styrke segner
Uden Forskiel for hans glubske Slag;
Nu en Cræsus, nu en Irus blegner,
Mueligt denne er vor sidste Dag.
Intet kan den fældte Dom forandre,
Uformærkt vor Teen fuldspunden er;
Og hver Stövets Barn maae heden vandre,
Naar kun Parcen Traaden overskiær.
Hytte vi os end for Svenskens Klinger,
Skye vi end forvorpne Kattegat;
Skiönt man os ei fra Levanten bringer
Pest, der taer for grovt paa Verden fat:
Tiden dog saa lumskt vor Helsen tærer;
(Marmor selv jo smuldrer for dens Tand)
Sidste Funke slukkes, strax man bærer
Dig og mig til Mörheds skumle Land.
Venner, ak! da maae vi alt forlade,
Hver en Livets Södhed vi har smagt;
Piger, Bisp, Musik, de malte Blade,
Fire Planker udgiör da vor Pragt.
Flux rovgierrig Arving sig indfinder;
Gridsk ransages jernbeslagne Skriin;
Og til Tröst mod Sorgens Beeskhed rinder
Strömmeviis den gamle rhinske Viin.
Munterhed i hver en Mine smiler;
Glæden skingrer höit i Sorgens Boe.
Medens kiönt den salig Herre hviler,
Glemt; usavnet i sin kolde Roe.
Nei, saa lad os, ædle Venner, nyde,
Kummerlöse Livets korte Frist,
Feire Ungdoms Aar saa flygtig glide,
Afskeds Timen kommer alt for vist.