Paa smaa Ting nær, har nu sex tusind Aar
Vor löierlige Verden staaer;
Og stedse har Naturens Urværk gaaet
Sin egen skiæve Gang. Til dette staaer
Vil Adams Börn de samme altid blive,
En Blanding af Fornuft og Bagatel;
Vil lade sig af Lyders Ström henrive,
Og giöre Sielen tit til Sandsens Træl.
Vi arvet har af kiere Fædre
Deslige Nykker; men det ikke bedre
I deres Tiid de salig Herrer gik:
Hver Dödelig medtaér af Moders Liv sin Skik,
Dog blandt et laa uhyre Tal,
Der gives een de fleste har tilfælles,
Som snart til ondt; og snart til godt kan tælles;
Men evig dog vor Faible blive skal.
Den nemlig Söstrene at elske:
Kun Loths forvorpne Landsmænd sig rebelske
Tör giöre mod Naturens vise Bud;
Men ogsaa sparkes de gesvindt af Verden ud.
Skiöndt nu blandt alle Jorderiges Glæder,
Ei en paa tusind Mile nær
Kan komme den, i Amors gyldne Kiæder
At sankes med den Rölling man har kier;
Saa dog, som alt paa denne Klode
Er Blændeværk og idel Ganterie;
Selv störste her tildeelte Gode,
Er ikke reent for alle Kierrier fri.
Var ikke det, da Venner ville vanke
Den kosteligste Spög paa vores Jord,
Og mangen en forglemte reent hver Tanke
Om Plads ved Patriarkers Bord:
Men i det Hiulspor Tingene nu löbe,
Vi sommetid lidt Harcelering kiöbe
Saa hæslig dyrt i denne Pröve-Stand,
At man er hierteglad vort Liv er kuns et Spand.
Thi passe vi det saa at nytte,
At naar en Dag vi Værelser ombytte,
Og liste os saa jevnt al Kiödets Gang,
Vi ei skal være bange for at flytte,
Men nynne kan en freidig Afskeds-Sang.
Hvad Jer angaaer, I Herrer Rigorister,
Hvis Siel er som Jer Mine bister,
Gaae I hvad Vei Jer Klogskab siger til;
Men midlertid i Stoas Væsen,
I samtlig stikke lige op til Næsen,
Jeg Verdens Börn fortælle noget vil.
Thi vider da i fordums Dage,
Men reent forskrækkelig i Tiden langt tilbage,
För mindste Snuus man kiendte til vor Troe;
At Guderne for Griller at forjage,
Fik ofte Lyst Olympus at forsage,
Og Jorden for en ringe Stund beboe.
I saadan Færd de pleiede at drage
Incognito omkring, og smage
Hver ædel Viin de lod paa Ranken groe,
Naar dennes Kraft begyndte nu at tage
Fornuftens Plads, saa havde man sin Plage,
For ingen Pige da de lod i Roe.
Hvad Under tit de arme Börn var svage—
Og faldt i graadig Ulve-Kloe!
De Skielmer Tingen nok forstod at mage,
Og vidste sig saa listelig at snoe,
At mangen Glut væmodig maatte klage,
Naar de med spilte Puds sig gottede og loe.
Blandt disse lystige Personer
Var Jupiter især skindbarligen befat;
Og være sig Princesser, Huusmænds Koner,
Med Filten Klokker, eller Demants-Kroner,
Kun det var kiönt, vips, havde han dem fat.
Formodentlig Messieurs, I selv erindrer
Adskillige endnu af hans Spilop;
Hvis ei, det paa min Ære ikke hindrer,
Saa stort at giennemblade i Galop
Endnu engang Ovid. Den Mand fortæller
Jer löierlige Pröver paa hans Fund;
Samt hvordan Tordneren langt heller,
Gad trippe om ukiendt i Mark og Lund,
Og pusle med et Noer en liden Stund;
End drikke Thee med Himlens Mamseller,
Og aagre hos Frue Zeus med rige Pund. —-
Oh Mænd! smukt passer egne Ægtefæller,
Og ploier ikke ind paa fremmed Grund;
Sligt gier kuns Klammerie. Hvad skiæler
Jer Næstens Gods? nei ufortröden træller
I egen vide Mark; kort være Hvilens Blund.
Nu, selv en Jobs Taal’modighed kan trættes,
Thi blev tilsidst og Juno reent catholsk;
Og svoer ved Sanct Antonius der sættes
Snart skulle Pind for sligt, og ægte Polsk
Hun ville med den Skurk Cupido danse:
For ene han dog Skyld i alting var.
Men bie Krabat, jeg vist din Fart vil standse,
Om Fingre jeg paa Skaftet ellers har.
Mens Jupiter nu altsaa löber,
Paa Jorden som en Narrifas omkring;
Og snart en Gunst tiltrygler, röver, kiöber,
Alt ligesom han seer sit bedste Sving:
Saa sammenkalder hans Madamme
Udi sin Harm en himmelsk Giæste-Ret;
Fra hvilken Mester Amor uden Skamme
Vil sikkerlig ei slippe væk saa let.
Til Dommer Bacchus blier beskikket;
Og den der raadte Juno det,
Har paa min Troe for Skrömt ei Bifald nikket,
Men meent den arme Synder dygtig fat:
Minerva, Phæbe, Vesta, Ceres,
Kort hver som stærk i Dyd bestaaet var,
Til Medlem af det höie Raad creeres,
Og som Assessor-Plads i Retten taer.
Mens her man Sagen overveier,
Apollo i hver Krog omkring paa Jorden feier,
Beordret at udspeide Skalkens Skiul;
Thi den Staser man ellers pleier
At bruge, er de gode Folk for huul.
Lang Tiid den arme lille Svend sig hytter,
Og smutrende saa nemt fra Bryst til Bryst,
Hvert Öieblik sit Opholds-Sted ombytter,
Og selv af denne Sværmen har sin Lyst.
Men ak! hvad kan for Solens klare Öie
I Længden blive dulgt?
Hvor vims Krabaten er, han dog saa nöie
Paapasset bliver, og saa gesvindt forfulgt:
At en uheldig Dag man pudser
Den flygtige Person, der fare studser
Ved sig at see, forraadt, opnuser der,
Hvor ingen Moders Siel faldt paa at han kom nær.
For just udi en Priorindes Hierte
Var Purken sig henlister i en Krog;
Imedens Pater Pius hende lærte
Et deiligt Suk udaf sin Bönnebog.
Thi notabene, Du som sikker vanker
Paa Verdens Stie, saml nöie dine Tanker;
Pas hvert dit Fied; en ubemærket Steen,
Hvad skeer? vips vender du i Veiret begge Been.
Men nok om det. Cupido da maae traske
Til Himmels med hvor nödig han end vil;
Hvor alle ham. var rede at krabalke,
Og talte ham i myndig Tone til.
Gesvindt han til Cachottet maae fortrække,
Hvor for at krænke ham desmeer;
Han for sig tegnet fandt den hele lange Række
Af Ve og Vok som nede blandt os skeer;
Og som allene ham de vise Mænd tillægge,
Naar de paa Verdens Fuulhed hugge neer.
Hvor saa end Staklen Öiet vender,
Han lutter fæle Billeder kuns seer.
Hist væbner sine morderiske Hænder
Den skumle Jalousie: i vilde Öie brænder
En graadig Ild; alt forud Tanken leer
Af sikkre lumske Hævn: Hist stöder
Med afvendt Blik i piinte Ynglings Bryst
Fortvivlelsen sin Dolk; det ömme Hierte blöder,
Og finder Dvale, Död, men ikke Tröst.
Kort, Falskhed, Meened, Grumhed, vaagne Nætter,
Nag, Kummer, Sukke, Taare, Trætter,
Had, Raserei, Affindighed,
Gift, Piller, Draaber, Fanden og hans Fætter;
Jeg ei engang det halve rigtig veed,
Af alle disse skiönne Malerier,
Hvori han finder saare lidt Behag,
Det bedste er man ikke længe bier,
At tage fat paa en saa vigtig Sag.
Vel bad Mama dem grædende at spare
Det kiære Barn, den lille gode Sön;
Men troe, man glemte Venus ei at svare,
Hun heller maattet tiet med sin Bön.
Der vankede forfærdelige Finter
Om hvordan Paris ei i Retten lad:
Og derpaa faldt et Ord om Pudlet sidste Vinter,
Hvor loierlig Her Mars i Nættet bar sig ad;
Med flere slige Ting hun nödig höre gad.
Den slemme Dag frembröd — Dog förend jeg
fortsætter
Min Tale, er det ei saa galt om jeg beretter,
Hvor bestialsk det saae paa Kloden ud
Saasnart at den var skilt ved Elskovs vakkre Gud.
Strax Vildheds Aand fra fæle Trasisk-Hule,
Kröb frem med alt sit Fölgeskab;
Leeg, Latter, Löier, Munterhed sig skiule,
Og dorske Jord erkiender lidte Tab
Af Livets allerbedste Glæder:
I dösig Ligegyldighed
Den synker hen. Bedaget Klogskab træder
I vindende Omhyggeligheds Sted.
Formalitæt, Skik, Fordel ene knytter
Med træven, isned Haand,
Det faste, da först löselige Baand,
Naar Livet man en Dag mod Död og Friehéd
bytter.
Kort bitterlig Vankundighed
Indtog igien sit fordums Rige;
Og grædende de skiönne Konster Rige,
Uangrede i fordums Mörke ned.
Ja hvad man vist i vore vantro Dage, —
Vil ansee som Papisterie og Tant—
(Endskjöndt jeg bander paa at hvert et Ord er sandt)
Selv Kiönnet tabte Lysten at behage,
Og ikke mere Smag i Stads og Moder fandt.
Tænk da hvor reent Naturens Orden
Forplumret var. Men hvad, om vi forlod nu
Jorden;
(Thi saadan en ei holdt mig et Minut,)
Og fulgte smukt den lille Gut
I Retten paa Olymp. — De stolte Fruer
Med viltre Blik og röde Næser truer
Al Landsens Last og Skam. Hvor vil det gaae
Min vakre Yndlings Gud! jeg saare gruer
At Tingen skal et hæsligt Udfald faae.
Forhöret midlertid begynder,
Hvori han mod Forventning uden Tvang,
Bekienner strax frivillig sine Synder;
Og ramser derpaa op en reent fortvivlet lang
Fortegnelse paa Jorderiges Glutter,
Som udaf Andagten en og anden Gang
I Smug indi hans Tempel smutter,
Og nynner ham en Morgensang.
Eia! hvad fik man her for sære Ting at vide.
Matroner, som af Harm sig kunde bide
I Læben, naar blot Elskov nævnet blev;
Ærværdige Personer, som beskrev
Ret paa en Plet den hede Helved-Gryde,
Hvor Kiödets Lyst en Dag skal evig, evig syde;
Saa mangen selv-betitlet Viis,
Hvis mindste Kunst paa Dören var at feie
Hver Drift, der blot et Haar fra το καλόν tör
skeie,
Og sletted’ stolt til Næstens Svaghed Riis:
Ja selv det lille væne Noer, som fyldte
Just Dagen for de femten Aar;
Og i Uskyldighedens Slöer indhyldte
Sin spæde Dyd, — paa Fyhrens Liste staaet.
Saa kort, fra gyldne Slot til leerbygt Hytte,
Hver Stands, hver Alders Bröst for Dagen kom.
Ægyptiskt Mörke selv ei kan beskytte,
Hans Fakkel lyser hele Verden om.
Nu Raden faldt til höiere Personer;
Og mangen nipper, tugtig Nymfe fik—
Uventet Sted blandt gode Dannekoner,
For störste Part af Jupiters Fabrik.
Fra Trin til Trin han saa fremskrider
Omsider Lucifer skindbarlig Skielmen rider;
Thi snart det hele Firmament,
Han har paa Listen fat og endnu ikke endt.
Naturligviis enhver Gudinde
Begyndte til en Slags Uroelighed at finde:
Hvo veed hvad saadan Purk kan pludre frem?
Den sukkersöde Ceres falmer;
Diane faaer forfærdelige Qvalmer;
Frue Vesta giör et langt udtrukken, Hem!
Og Pallas staaer paa Spring at fare
Krabaten i sin lysegule Tot.
Kort, al den hele pæne Skare
Paa Glæder sad, og ærgred’ sig de vare
Saa dumme at udsætte sig for Spot,
Til Lykke Juno selv en liden Skrupel fölte,
At mueligt har tilsidst den skielmske Knegt,
Kuns saare lidet meer Respect
For hendes Majestæt; og derfor ikke nöite
At raabe: basta for i Dag;
Vi Resten paa en anden Tiid vil höre;
Man imidlertid tilbage Fangen före:
Der meer Oplysning maae i denne Sag:
Ved disse trösterige Ord,
Blev Hiertet paa de gode Damer lettet;
Hver skyndte sig fra grönne Klædes Bord
Til bedre Tidsfordriv ved Toilettet.
Dog maae endnu en föie Stund
Forbryderen i Hullet kukel ure;
Skiöndt ved hvert Blik paa de forvorpne Mure,
Han snyser Hævn og ponier nye Fund.
Omsider Juno viselig betænkte,
Den Ting var ikke værdt at röre meget ved;
Alt blev derfor i Stilhed dysset ned,
Og Amor man igien sin fulde Friehed skiænkte.
Hvorloe han skielmskt, den lille Fyhr!
Og snup! han flöi til Underverdens Egne,
Men kors! hvad spilte han for Streger allevegne.
Plat ingen holdt nu længer paa ham Styr,
Fra den Tiid af han har bestandig övet
Sin Kunst i fleng paa hver en Moders Siel;
Thi har en enkelt een end havt en saadan Pæl
I Kiödet, at hver Piil han ikke blot har dövet,
Men givet Skytten selv en Hæl;
Saa dog for et af disse Marmor Bryster,
En Million Chamade villig slaaer;
Blandt hvilke Autor selv bekiender sig en Kryster,
Der har desværre tit fölt Svien af hans Saar.
Er Læser, du af samme Deig nu ælter,
Saa sukker du ved svage Broders Bröst,
Men har din frosne Siel i Elskov aldrig smeltet,
Saa taer du til dit Sprog, og med en Dommer-Röst,
Mig umedlidende forkynder:
Hvorlunde jeg en Dag skal ristes brav;
Thi angrer jeg bodfærdig mine Synder,
Men takker ham som mig det varme Hierte gav.