Den lyse, blide Sommer
Med stille Skumring svinder;
Vansmægtig Blomstret daaner
I moderlige Skiöd.
Snart klare Himmel graaner;
Höiröstet Stormen kommer;
Selv Bölgen Frosten binder;
Naturen synes död.
Dog, see dens Herre vinker;
Frem Solen venlig iler;
Iislagte Kiæde brækkes;
Frit rasler Bækken hen,
Forynget Vaaren smiler;
Alt Engens Purpur blinker,
Og Jorderige vækkes
Til Liv og Lyst igien.
Men ak! naar paa vor Nakke
Kuns eengang Sneen falder;
Först eengang Blodet dysses
I dorsk Ufölsomhed:
Da ikke mere kysses;
Omsonst man Amor kalder;
Snart Venner, maae vi pakke
Os mellem Skygger ned.