Jeg ikke kan de mörke Siele lide,
Der med ukierligt Öiekast,
See Alting stedse fra den sorte Side,
Og Verden troe en Bolig blot for Last,
Vist nok der har en hoben slemme Streger,
Saa lumskeligen listet sig derind;
Fornuften længe nok i Östen peger,
Men Lidenskaben gaaer for fulde Vind
I Vest, og törner snart paa Skiær og Klipper,
Hvor Seileren elendig strande maae;
Ja hvis den end uskadt fra Faren slipper,
Sin Undergang den dog for Öine saae.
Men uden al Barmhjertighed at nægte,
Der ingen Dyd er mere til;
Det er for kiækt for Lucifer at fægte,
Og give ham aldeles vunden Spil.
Man finder endnu mangt et ædelt Hierte,
Som varmt for alle milde Dyder slaaer;
Der blöder ved Medbrödres bange Smerte,
Og ömhedsfuldt forsöder Armods Kaar.
Der gives endnu redelige Venner,
Som et saa stolt, saa herligt Navn fortiener;
Ja Lykken mig endog saa gunstig var,
At i min ringe Kreds jeg selv dem truffet har.
Thi væk med Klynkerie; jeg hader
De evigvarende Jeremiader:
En Heraclit giör kuns en dum Figur.
Hans Kamerat det giorde lidet bedre;
Phantaster begge, som hos gamle Fædre
Har lagt sig kiönt for mange Aar til Luur.
Vi andre som endnu i Verden spanker,
Lad os af slige Narrestreger lee;
Og tage mod hvad Godt i Livet vanker,
Saa roeligt og fornöiet som kan skee.
Ja naar os en af hine Herrer kieder
Med alt for from, ynkværdig Pølsesnak
Og proppet fuld af hellig Iver sveder,
Ved Tanken om det slemme Ögle-Pak,
Som denne fulde Verden indbefatter;
Saa lad os kierlig bare os for Latter,
Men medens han med Satan er i Færd
Erindre os med Lyst et Træk som dette her.
En Handelsmand, som ved sin Fliid og Möie,
Var kravlet nær til Velstands Spidse op,
Fik pludselig en Taage for sit Öie,
Der voldte ham et hæsligt baglends Hop.
Med andre Ord, den vennehulde Lykke,
Der hidindtil saa naadig til ham saae,
Begyndte nu at faae sin gamle Nykke,
Og tage ret det sure Ansigt paa.
Det syntes just som om hun havde svoret
Den arme Mand sin Undergang;
Snart var en Fond, snart var et Skib forloren
Og for at ikke giöre Tiden lang;
En ægte hollandsk Bankerot fuldendte
Tragedien, hvis sidste Seene blev,
Hun Rettensmidler lod piano hente,
Som allermindste Stumpe selv beskrev.
Der var den stakkels Svend i knibe;
Et Middel han allene til kan gribe,
Og dette er at pröve paa hvorvidt
Hans Creditorers Godhed strækker
Om mueligt ei den Tanke noget svækker
Erindringen om Tabet de har lidt:
At Skylden ei var hans; at Vanheld, ikke
Uredelighed, Trækker eller Kneb
Var Aarsag i han maatte paa sig stikke,
Da grumme nödig han til saadan Redning greb.
Som tænkt, saa giort; hvorpaa han henter
For Lyset frem de bedste Dokumenter,
Der vise Sagen ikke er saa slem:
Saa naar man bare Tiid ham ville give,
Hver Doit betalt dem skulle blive
Og det saa vist som to og tre er fem.
Nu, Herre Gud, vi Usselrygge lover
Iblandt en Ting, ei altid bliver holdt;
Langt fra jeg slige Kattespaser hover,
Men ofte Nöd lidt Glemsomhed har voldt.
Dog her var ganske ingen Musereder;
Hvert Ord var meent og kom fra Hiertens Grund:
Thi skiönnes og derpaa, og man ham beder
Kuns uforfagt at aagre med sit Pund.
Han Hielp ei mangle skal; og saa fremdeles, —
Saa Manden alt begynder at faae Haab,
Hans Saar med Tiden mueligt kunde heles,
Og Himlen ei var döv ved Stövers Raab.
Uheldigviis en gammel sei Philister
En Fordring paa tre tusind’Daler har;
Og denne Knast er saa forgiftig bitter,
At ganske ingen Grunde han antåer.
Men uden christen Kierlighed laêr putte
Den arme Mand i Stadens Slutterie;
Og bander paa, at för han laêr sig prutte
En Skilling af, han skulle för deri
Hans hele Levetid ham fode:
Saa sparer han sig dog om ikke meer,
Den Ærgrelse paa Gaden ham at möde,
Og hindrer ham at snyde fleer.
Staalhiertede Krabat! fy, lad dig röre,
Og Staklen skiænk sin Friehed kiönt igien, —
Men hertil har Personen intet Öre,
Lad, siger han, kuns Herren sidde hen;
Og saa han maae. — Imidlertid begræder
Familien utröstelig sin Nöd;
Og vel bekiendt tilforn med Livets Glæder,
Nu dobbelt föler Lykkens Dolkestöd.
Alt prøvet er for Knasten at formilde,
Men det er bare Ord at spilde:
Han svoret har, og hans Samvittighed
Er alt for kiælen til han bryde tör sin Eed,
Dog Haabets Gnist med Livet först udslukkes,
Hvor svag endog den ulmer i vort Bryst.
Hvad om endnu engang for Svenden bukkes?
Den Muelighed er sagtens værd en Dyst:
Saa tænker Fangens ædle Sön, og kaster
Sig ydmygst for den haarde Rykkers Fod;
Hvis Medynk han med al den Ild antaster,
Der giennemvarmer fyrig Ungdoms Blod.
Og under Bönnen svulmer bange Hierte,
Og Ömheds Taare glindser paa hans Kind;
Og Öiet skildrer talende den Smerte,
Hvis Qval omspænder fromme sönligt Sind.
Om Friehed blot han for sin Fader beder,
Om intet meer; Med Himlens Hielp de kan
Endnu forvinde Lykkens Grusomheder,
Og see sig sat igien i bedre Stand.
„Oh maatte De dog röres! alt skal blive
Betalt til sidste Skierv; og for at give
Dem endnu mere Sikkerhed, tillad
Jeg maae min Faders Plads i Fængslet tage;
Kuns han i Roe maae ende sine Dage,
Saa gaaer jeg selv endog i Döden glad.«
Nu Gamle, laêr Du endnu Dig ei böie,
Er endnu iisnet Bryst for Medynk lukt?
Du vakler alt; saa skynd Dig kuns at föie
Den ædle Ynglings Bön og tröst ham smukt.
Det giör han og, ham kierlig Haanden byder
Og trykkende ham ömt til hulde Barm,
Bevæget flux i disse Ord udbryder:
Kom hid, min Sön, flyv i en Venne-Arm.
Alt er forglemt; Din Mine, Udtryk röber
Et Hierte man for ingen Rigdom kiöber;
Jeg har en Datter; Du er hende værd.
Vi strax vil gaae at faae Din Faders Minde;
En anden Du i mig skal stedse finde,
Fra dette Öieblik jeg selv Din Skyldner er.
See det er eet Beviis, at Verden ikke
Saa reent forvorpen er som nogle troe;
Og at der, skiönt en Slump i Skarnet stikke,
Dog ogsaa skiönne Folk paa Jorden boe.
Vist nok, de fordums ærkefromme Siele
Er nu omstunder grumme rare Syn,
Kuns faa som jo for Mammons Alter knæle,
Og Lønnet er: nok Dyd, men först og fremmest Gryn.
Ja længe selv för han af Skallen krøb:
At nyde er saa södt; det alle gider,
Den Attraae hænger i vort Svøb.
Men veed man at den Haand, der dannede vor Klode,
Og böd os smaa Personer den beboe,
Afmaalte selv hvert Onde og hvert Gode,
Og Giften ved Qvinqvinas Fod lod groe:
Saa kommer det ei Skabningen at spørge,
Almægtige, hvi giorde du det saa?
Det bedste er at lade Himlen sörge,
Vi sikkert paa dens Forsyn stole maae.
Ja naar jeg seer Naturens Herligheder,
Dens Majestæt, dens Rigdom, Ynde, Pragt,
Taknemmeligt mit Hierte ham tilbeder,
Som gav i arme Dødeliges Magt,
At nyde i Uskyldighed de Glæder,
Der smigre her tildeelte jordisk Sands,
Indtil man ind til hine bedre træder,
Der følge Uforgængeligheds Krands.
Den Venner lad os see engang at vinde;
Men midlertid vi pusle her omkring,
Hvis og vi skulle mellemstunder finde,
At Verden var en snurrig Ting:
Vi ligefuldt dog søge vil at slide
Vor korte Tiid i stille, jævne Mag;
Og ubekymret hen ad Banen glide,
Ei önske, frygte Livets sidste Dag.
Ja naar en suur, fortræden, vranten Klynke
Med skimlede Sentencer om sig slaaer;
Saa trække vi paa Skuldrene og ynker
Den arme Mand, hvis Siel saadan i Taaget gaaer.