Ved hvert et Livets Albuestöd at slæbe,
Saa mangen gammel from Matrone kan;
Men freidig mod sin Skiebnes Ugunst stræbe,
Dertil er Viisdom selv ei tit i Stand.
Dens Siel er kiæk, som ingen Modgang bukker
Medstyrket Mod han staaer dens tunge Slag;
Skiönt inderlig endog Naturen sukker,
Spaar Minen dog en mere heldig Dag,
Af dette raske Folkefærd Dorinde,
Her Clauses kiere Ægtefælle var;
Der som en fordums ægte Martyrinde
Standhaftig al sin Barsel-Svie bar.
Thi fra den Dag Frue Eva lod sig lyste
At nippe lidt af den forbudne Frugt;
Det sved til Kiönnet, selv til dem som kyste
I al behörig Höviskhed og Tugt,
Men som Lucine uforskammet nölte,
At bringe Tingen i sin rette Gang;
Her Clauses angergivne Hierte fölte
Sin Kones Nöd, og hvad en Jammersang.
Til endelig han reent fortvivlet skriger:
Gud! maatte jeg en god Forlosning see;
Saa svær jeg paa, og straf mig om jeg sviger,
Det aldrig skal i Verden mere skee, —
Oh! söde Mand! afbröd hans Ægtefælle;
Band ikke, sligt heroven er bestemt;
Jeg har desuden hört Mama fortælle
Det anden Gang er ikke halv saa slemt.
Thi kiære Clauser, ei for noget sværger:
Og allermindst saa fristende en Ting;
Jer Afmagt ei Naturens Bud afværger,
Den snoer Jer ved Næsen snart omkring.
Og I, som helst Madamer eller Fruer,
Som böde maae for Oldemoders-Bröst;
Lad Verden see, I ei for Faren gruer,
Men selv en Dag giör Döttre samme Tröst,