Du, hvis stille Straalers Glands udbreder
Lys og Haab i Mulmets tause Nat;
Naar du venlig Vandringsmanden leder,
Giennem vildsom Örkens skumle Krat.
Skarpe Syn hist allerede skimter
Elskte Hiem, hans Önskers Öiemed;
Glæden i hans Blik ved Skinnet glimter,
Freidig giör han sidste lette Fied:
Blide Maane du og mig ledfage,
Sikkert styre du min snille Fod!
Hver en Mörkheds Rædsel du forjage,
Ingen Uven komme mig imod!
Jeg ei agter under Nattens Dække,
At beröve Gnieren sit Guld;
Heller ikke Hyrdens Fold at brække,
Ranende hans Alt i Hiordens Uld,
Ingen fort, udaadisk Drivt mig förer
Fra mit Hiem paa eensom öde Sti;
Guder, I mit Hiertes Önske hörer,
Er det reent, saa staaer mig gunstig bi.
Hvad jeg söker, er min elskte Pige;
Klare Maane, hun er skiön som du;
Muelig hendes Bönner for mig stige
Op fra hulde Bryst i dette Nu,
Bedste Glut! jeg iler; Andes Fielde,
Zaras Ørkner, Orellanas Fart,
Rokke kan mit Mod, men ikke fælde;
Elskovs Vinger sortne Veien snart.
Held mig! giennem hine Skygger hæver
Sig det Sted min Siel imöde flöi:
Du, som det beskyttende omsvæver,
Milde Amor, du mit Önske föi!
Hviil til min tilbedede Anine:
Ventende din Carl ved Egen staaer;
Ingens Roser friskere end mine
Smykke skal din Skottes gyldne Haar,
Lille Gud! hav Tak, jeg Tegnet kiender,
Hisset flagrer alt det hvide Flor;
Snart du til min Barm Anine sender;
Amor, hvor du giör min Lykke stor!
Ha! hun kommer der min Herskerinde,
Yndig, Skovens lette Nymfer liig.
Hulde Maane, du dit Slör ombinde
Sikkrende os mod hver Fiéndes Sviig!
Ömme Glut! o h! synk i disse Arme,
Læn dig til din Carls henrykte Bryst;
Nær ved dig hver prövet jordisk Harme,
Smelter hen i paradisisk Lyst.