Hvad var det dog en herlig Sag
Om hele Verden ville kiönt forliges!
Da kunde man i muntert Venne-Lag,
Ret tomme sin Pocal i bedste Mag,
Og gotte sig med hvad i Vexel siges.
Da skulde vi af Svendsken ei bekriges;
Da ei for Kietterie paa Baal og Kag,
Saa höit af Kirkens Kiemper skulle skrige;
Da under Themis Sönners droie Slag,
Ei Skranken skulle frygte Fald og Knag,
Og Trædskhed ei ved Daarens Kiv beriges.
Kort sagt, vor Klode blev igien
Det Paradiis, hvortil den först bestemtes;
Og da först glemmelig Candide giemtes
I skumle Krog blandt Augustiner hen.
Men ak! saa skiön en Dag vil aldrig lyse,
Frem over denne underlige Jord;
Hvor Tvedragts sorte Aander evig snyse
Mod Enighed og Fred, og ofte kyse
Med giftigt Blik, dem selv fra Brödre-Bord.
Ja hvor end aabenbare Vold tör sætte,
Sin frække Næse höit i Skyen op:
Og Kiönnet vil med Magt sin Dyd aftrætte,
For villigt det har sagt til Kiöbet: stop.
Slig Vaande maae den arme Grethe klage
Et sekstenaarigt, vevert Pigebarn:
Hvis haarde Skiebne blev at skulle smage,
I Armen af et ret forvovent Skarn,
Den Kundskabs Frugt, Madamer frit tör plukke.
Men mangen Glut har kommet til at sukke,
Der uforsigtig Lysten raade lod,
För Præsten havde sagt: min Putte, vær saa god.
Her, dette var slet ikke Sagen;
Thi blev og lille Grethe vred.
Personens Skiændsel lægges maae for Dagen,
Jo Lov og Ret i Landet er hun veed.
En bitter Klage fölgelig indgives:
Dog vil hun just ei Fyhren skal aflives,
Som ellers Tugten er for saadan Leg.
Saa haarde er ei mine Landsmændinder:
Vel mueligt man i gamle Dage finder
Exempel paa en saadan gothisk Streg;
Men hine ubarmhiertige Matroner,
Bar ogsaa sorte Hoser og Garnet;
Og vore Sigvardistisk blöde Koner,
Selv Gratierne ligne paa en Plet.
Nok Grethe med sit Sögsmaal kommer,
Ind for den strenge, höit-oplyste Dommer,
Hvor og den slemme Voldsmand möde maae:
Der yttrer ret forargelige Finter,
Hvorlunde selv i hvidest Flesk er Tinter,
Og meer af samme Slags; alt for at faae
Sin Contraparts Beskyldning svækket,
Og Dommeren forlede til at troe,
Naturen havde Jomfrue Grethe giækket,
Og at der var lidt Skyld hos begge to.
Nu sad der og i Gluttens sorte Öie,
En Ild, et Blik, et selv jeg veed ei hvad:
Men rigtig nok, der noget saadant sad,
Som kunde grumme snart ens Tanker böie,
Til Mueligheden om en Smule Tant
Paa Grethes Side, og at Fyhren sagde sandt.
Her Dommer fölgelig som vidste
Af sikker Selverfarenhed, hvor let,
Hvor hurtig Kiödets Lyst sig ind kan liste
I Dydens Tempel, naar ei lukkes tæt:
Og seende desuden den beskyldte,
Just ei i Skiæppen meget fyldte;
En liden, rask, dog spinket, tynd Person,
Men Pigen derimod saa trind som en Melon:
Her Dommeren, jeg siger, som alt dette,
Heel viselig til Eftertanke tog;
Begyndte först Parykken lidt at lette,
Og bladede ærværdig i sin Bog:
Hvorpaa han sig til Klagerinden vendte,
Bejamrende det Vanheld hende hændte,
Og lovede hun sikkert skulle faae
Al den Erstatning Loven byder.
Paa en saa fræk, saa skammelig Forbryder
Exempel ret der statueres maae;
»For, jeg mit Barn, ei andet vil formode,
End Tingen jo fuldkommen rigtig er;
Og at det var slet ikke med det gode.
Krabaten hendes Ære kom for nær.
Thi det var slemt; jeg vil det bedste haabe:
Men om hun havde strax begyndt at raabe,
Og sprættet kiækt og givet ham et Puf;
Sligt gaaer dog ei saa ganske i en Ruf:
Saa havde vist Personen lidt betuttet,
Sin Pibe ind igien i Sækken putteret.
Hvad mener hun mit Barn? Siig hun kuns frem:
Men Hovedsagen selv for Guds Skyld ikke glem.«
Nei rigtig skal jeg ikke, svared’ Grethe,
Her Dommer kan forlade sig derpaa,
At Tingen just i alle Maader skete,
Som det i Klagen staaer: men da jeg saae,
Hvor grummelig han puffede og sledte,
Saa giorde det mig ondt, og af Blödhiertighed,
Jeg bukked’ mig kanskee en lille Smule ned.
Vel, mine Herrer, bör man ikke prise
Med Billighed et saa oprigtigt Noer?
Man nu omstunder neppe mig skal vise,
Slig Aabenhiertighed paa vores Jord.
Dog derfor man af Grethes Tale,
Ei maae Anledning tage at afmale
Det hele smukke eiegode Kiön,
Som om det var til Daarlighed forfaldet:
Saa hvad der Vold urigtigt bliver kaldet,
Er blot en höist instændig föiet Bön.
Kuns slemme Skarn kan saadant tænke,
Der slutte fra hvad selv de giöre kan;
Men de skal og til Straf i Mörkheds Lænke,
Smukt svæde hos den sorte Bussemand.
Og saa skal hver, som Kiönnets Priis forringer,
Hver Juvenal, hver mörk, indbildsk Pedant:
Der blot af Hævn sin Klaffer-Snak frembringer,
For han sig i sin Regning pudset fandt.
Man huske blot hiin Rommer-Martyrinde,
Hun ene dæmper al utidig Grin;
Lucretia der kydske Blod lod rinde,
For Satan plagede Tarquin.
Vel fandt, at forbenævnte smukke Frue,
Sin Iver drev, mig synes noget vidt;
Hun længe nok med Kniven kunde true,
Men stikke til for Alvor, det var lidt
Formasteligt: dog det var Hedning-Kroppe,
Der vankede i Syndens Blindhed om;
De hörte saa ei hiemme hisset oppe,
Men ned i Tartarus blandt andre Uro kom.
Een Ting jeg derfor maae endnu anmærke:
Hvis Glutter, I, som Gud forbyde, faldt
Blandt Rövere, der blev Jer alt for stærke,
Saa reent om Ærens Rosen-Knop det gjaldt;
Da naar endog vanhellig Haand den plukked’
Med Vold og Magt, i yndigst Blomstring af;
Og notabene I Jer selv ei bukked’,
Men kiempede mod Overlasten brav:
Saa maae I derfor ikke reent forsage,
Og trædende i Rommerindens Spoer,
Af Ærgrelse forkorte unge Dage.
Thi skiönt igien den aldrig mere groer,
Man dog igiennem Livet slipper;
Ja tit endog saa temmelig beqvem;
Men dersom selv man Traaden overklipper,
Optaer Frue Atropos den Ting forbistret slemt.