Du vor Farces allersidste Scene,
Punkt, som al Naturens Herre böd;
Hvert besieler Stöv igien forene,
I sit förste moderlige Skiöd:
Död! den riges Skræk, Tyrannens Svöbe,
Hvad er vel dit Rædsels Bud for mig?
Flygtig Reisens faa Minuter löbe,
Saa er jeg for evig lykkelig.
Ude da fra hver en jordisk Kummer,
Tryg mod hvert usladig Lykkes Slag,
Synker jeg i Nattens stille Slummer,
Vognende engang til bedre Dag.
Kun eet Sted din Braad empfindtlig saarer;
Ah! men der er din Erindring haard:
Blot ved Tanken bange Vemods Taarer
Glindsende i fulde Öie staaer.
Livets Tab er kuns en ringe Skade;
Sielden jeg dets snelle Giæder nöd:
Men Sophie! Dig med Smaa forlade,
Det er bittert meer end tifold Död.