Bacchus! muntre Glæders Fader,
Vredes ikke paa Din Sön;
Han Lycurg af Hiertet hader,
Men tilgiv, om ei han hylder
Dig paa sande Digter-Viis;
Og med unge Venner fylder
Bægret til Din Guddoms Priis.
Milde Evan! Venus ene
Skyld i tvungne Bröde har;
Hendes Tieneste allene
Viet jeg i Vuggen var.
Dog, skiöndt hendes Lue brænder
Evig i mit Bryst, jeg ei
Din Indflydelse miskiender.
Eller vandrer Nidings Vei;
Ja naar Brödrene Du vinker,
Til Din Fest; naar Druens Blod
Venlig i Krystaller blinker,
Muntrer, hæver Aand og Mod:
Da kan fremmed Lyd forynge
Selv mit Sind; og Du skal see
Mig Din Roes, Din Ære synge,
Lykkelig og glad som de.