Blandt Millioner Daarligheder,
Som sværme paa vor löierlige Jord;
Jeg faae den Skam ei kiender en saa stor,
Som naar en gammel gusten Sveder,
En sextenaarig, saftig Pige beder,
At dele i al Höviskhed hans Bord —
Og Seng. Den förste Punct faaer saa at löbe,
Skiönt Piger, det er saare dyrt at kiöbe
En Smule Stads, en Rang, et Kone-Navn;
Og lönne slige Ting vel tusind Glæders Savn?
Men saa den anden! Himmel föde Glutter,
Betænker hvad I vove, för I putter
Jert pæne, fine, silkeblöde Skind,
I Sengen til en rynket Stymper ind.
Den blotte Tanke faaer mig til at gyse;
Hvor maae I arme Börn da ikke fryse,
Der ligge skal en Iisfigur saa nær.
Har vel Naturen skabt jer til at varme,
Ved fyrig Barm, i nydelige Arme,
En livlös Klump, der Dödens Stempel bær?
Vel fandt til Pudslen ved Kong Davids Tær,
En vever, ung Abisag man udsögte.
Men det var og en ganske anden Mand,
Der stundum selv paa gamle Alder spögte;
De Septer Folk desuden giöre kan,
En Hoben ei os smaa Krabater sommer.
For hvad man tit en Fyrste höit berömmer,
Man andre Folk at hænge var istand.
Og altsaa sligt ei til Exempel tiener;
I vide maae uduelige Venner,
Skiönt Riigdom, Embed, Födsel, Rang,
Forældres Griller, Fordeel, Trudsler, Tvang.
Og andet saadant meer, jer mangen Gang
Et ungt, uskyldigt Noer i Garnet gienner;
Saa har dog Skiebnen dyre svoren paa,
I aldrig skal jer Vildt i Roe beholde.
Med laaset Port, med nok saa höie Volde,
I frede om jer Dyrehauge maae;
Men dog I skal til Krybeskytter tolde,
Om end med Argi Syn I passe paa.
Thi vogter eder derfor vel at jage
I alle slige Enemærker, som
Naturens Ret har giort vor Eiendom.
I med den rige Mand i Ungdoms Dage
Har allerede nydt hvad jer tilkom.
Vi vores Smule Gode har tilbage,
Det maae I ei bekymre eder om,
Snart samme bittre Skaal vi selv maae smage;
Med tunge Haand vil Alder snart neddrage
For Lysters Lund urokkelige Bom.
Da Læser du forsilde vil beklage,
Du ikke levet har en Smule fage,
Nu Kiere, vær saa eiegod og from;
Med denne Indgang at til Takke tage,
Den paa Moral er dog ei ganske tom.
Til Giengield jeg dig noget skal fortælle
Om en Person ved Navn Her Qvinzica.
Hvad det var for en Tingest, samt hvorfra
Jeg tænker dig ei synderlig kan skielle.
Nok naar du veed, det var en gammel Knegt,
Der havde ret forskrækkelige Grunker;
Og stolende paa fine gyldne Bunker,
Skiönt saare krum af Alderdommens Vægt,
Indskibede sig, som saamange Giekke
Paa Ægtestandens stormefulde Hav.
Et Farvand, der saa let kan Modet knekke
Paa stoltest Söemand selv; langt meer det skrække
En Stymper maae, som haaber vel at række
Forönskte Havn, men lander i sin Grav.
Nu denne Knast for gal til Bunds at være,
Til Köis med ret en deilig Unge krob.
Saa rask, saa flink, saa kiek i Lyst og Ære,
Som nogen fra Naturens Stabel löb.
En saadan Kone man sig let indbilder,
Umuelig lâr sig spise af med Snak.
Den Gamle vel Förftningen formilder
Sit Lisebarn med Stads, en Ring, en Frak,
Og tusind slige Ting; men det forvilder
Ei Glutten fra sit Maal. Forgieves spilder
Han Penge, Kunst, hun siger mange Tak.
Alt saadant klarer ikke Hoved-Sagen;
Der er en Punkt, en saare vigtig Punkt,
Som lægges bör i fulde Lvs for Dagen,
Men dette falder gamle Fader tungt.
Han*mangler de fornödne Documenter,
Og uden dem man taber sin Proces.
En Maaneds Tid den gode Kone venter
Og lurer alt imellem paa Klöres;
Men da det saa forbistret længe lenter,
Saa kommer det naturligviis tii Kiv
Imeliem Qvinzica og kiere Viv;
Der ikke saa utydelig ham melder,
Hvorlunde hun forfærdeligen helder
Til Læren om Attractio.
Saa tænker han at nyde huuslig Roe,
Han ivrig mane sig efter samme lægge.
Hun allerede Grunden veed; de begge
Ved Dag, ved Qvæl, ved Midnat, Hanegal,
Af Hiertens Grund den ret studere sammen skal.
Den Gamle vred sig svart ved denne Tale,
Bodfærdig föelte han dens hele Fynd.
Piigt byder ham Madammen at husvale;
Samvittigheden raaber det er Synd,
Saa mildrende en Lindting at forhale;
Men Pligt, Samvittighed maae fort befale
De præke kuns for döve Folk omsonst.
Nu hvor ei Magt formaaer, man bruger Kunst;
Og altsaa Qvinzica sin Hustrue svarer:
Det ikke var af Gierrighed han sparer,
Men Andagt og Betænksomhed.
Thi du mit Barn, maae vide blev han ved,
En Söndag saadant var sig at forsynde;
En Mandag det var Ugen at begynde,
I heel uchriftelig Utugt.
Hver Onsdag Dören til for Lysters Brynde
Har Tanken om min salig Kone lukt.
De tvende næst han andre Ting indvender,
Og Löverdag, som hele Ugen ender,
At pille ved en saa vanhellig Frugt,
Man indseer selv var ingenlunde smukt.
Men dette var for Sögnedage,
Ved Felterne det endnu værre gik.
Saa sagde han det altid var hans Skik,
Desbedre for Madonna at behage,
En Maaned for og efter at unddrage
Sig fra al verdslig Göglerie.,
Med Paasken var han ret især fornöiet,
Syv hele Uger da han faae sig frie.
Da var hans Hu til Andagt ene böiet,
Da ene stod hans Fuulhed ham for Öiet,
Kort Fasten var hans gyldne Tid.
Der nævntes da ei sligt og dette hersens;
Men desforuden kiendte han alversens,
Sanct Perer, Pouler, som med megen Flid
Han havde i sin Almanak antegnet.
Og for hver Helgen var et Nul beregnet.
I arme Lises Regning, som
Derved til kort forfærdeligen kom,
Som mindst hun tænkte hundrede at lange:
(I Sandhed det jo var beskedent nok,
Man slipper tidt ei med endnu en Skok;)
Men pyt! kort, Facit blev kuns usle fire Gange.
Nu Læser, jeg dig selv betænke lâr,
Hvad Hiertesorg en Kone vel maae föle;
Der Mod og Lyst at hurtig feie har
Til Ægtestandens Maal, men nu maae nöle
I beste Fart; allene for en Nar,
En Sinke ei tilbörlig Skridt kan holde.
Man kunde faae af Ærgrelse den Kolde,
Thi laae der og et Pokkers Huus.
Han idelig med Almanakken endte;
Hun Almanak og ham til Blogsbierg sendte,
Saa sommetid der nær var vanket Snuus.
Den kiere Lise var en lille Taabe;
Hvi lod hun ikke Krysteren anraabe,
I beste Mag sin hele Helgen-Flok?
Alt hvad af sligt et Skrog hun kunde haabe,
Var dog en saare liden Tröstens Draabe;
Og derimod en beredvillig Skok,
Med fulde Maal den gierne havde rækket,
Ja endnu meer, sagt grumme höflig Tak.
Men Staklen kuns paa Landet var opklækket,
Og fölgelig ei dybt i Kundskab stak.
Imidlertid af gyldne Ungdoms Alder,
Et Aar, betænk, et Aar unyttet randt.
Hvad evig Skade Döden ham ei kalder,
Til roeligt Hiem fra denne Verdens Tant.
Men Skiebnen ikke saa for godt befandt,
Den saare knudret Traae tilsidst Personen spandt.
Thi just en Dag, Frue Qvinzica vil giöre
For Tidsfordriv til Vands en lille Tour;
Men tænkte langt fra ikke at beröre
Det Öieblik, hun meer ei skulle höre
Om Almanak og hellig Siele-Kuur;
Skal Pokker net op en Algirer före
Bag ved et Skier, saa uformærkt paa Luur.
Og dette Skarn med röveriske Labber,
I fulde Fart den bange Lise snapper,
Fortrækkende sig flux derpaa om Bord;
Men midlertid paa Kinden Glutten klapper,
Og siger hende mangt et grundigt Ord.
Nu her jeg maae min Læser underrette,
At Pagamin, (thi saa var Mandens Navn,)
Endskiönt Corsar og under Tyrke Hette,
Var dog en flink Person, og kunde trætte
I Artighed med Folk fra Kiöbenhavn;
Men hvad man fremfor alleting maae sætte,
Han overgik uendelig de nette,
Smaa, pæne Kammerjunkere i Gavn.
Sligt Konens Sorg dog meget kunde lette,
Og da det ikke hialp en Havre-Avn
Mod saadan Overmagt at ville sprette,
Saa tænker jeg, man nok omtrent kan giette,
Der leget blev en Smule Fastelavn.
Hvad Kummers Plet kan Tiden ei aftvætte?
Dens Balsom kan hvert Ar, hvert Spoer udslette;
Og altsaa i sin flinke Rövers Favn,
Hun uformærkt begynder at forgiette
Sit lidte Tab, sin Ægtefælles Savn;
Og finder sine fordums Kaar saa slette,
I Ligning mod et Herre-Liv som dette,
At for sin Appetit tilgavns at mætte,
Hun villig bytter bort Slægt, Venner, Födestavn,
Den Gamle sig imidlertid vil hænge;
Et Pigebarn som Lise ikke længe
Kan hytte sig uskadt i slige Klör.
Han Leidebrev af Pagamin bekommer,
Hvorpaa afsted med svære Lommer,
Bekymret Sind og Panden saare ör,
Han skynder sig om Bord, og ydmygst beder
Sig udlevert fortabte lille Faar;
For Röveren sit Guld paa Bordet breder,
Og midiertid ret som paa Naale staaer,
Her Pagamin ham meget höflig svarer:
At mellem mange andre smukke Varer,
Han stundum havde og af dette Slags.
Forleden Dag hans Mandskab havde reddet
En Dame, som han troede, der fra Stedet
Maaskee det hende var; hun skulle strax
Fremkomme. Og hvis det er deres Kone,
Saa glæder det mig jeg den Lykke har,
Igien at samle et saa yndigt Far,
Og begges ömme Kierlighed at krone;
Men Penge jeg derfor slet ikke târ,
Sligt jo mod Billighed og Ærens Love var.
Den Pagamin er ret en Hiertens Herre;
Tidt gode chriftne Folk er meget værre.
Men Qvinzica ei overvindes vil
I Ædelmodighed; og altsaa byder
Han atter sine gyldne Venner til;
En Musicus jo lever af sit Spil.
Mens Svaret eens bestandigt lyder;
Han alt Betalning nok i deres Glæde nyder.
Nu stundum selv Skarpsigtighed er blind;
Den Gamle ham henrykt om Halsen springer,
Men i det samme triner Lise ind.
Flux Qvinzica paa Længsels snare Vinger,
Dog Staklen snart i Farten noget standser;
Han neppe rigtig troer egne Sandser.
Langt fra at favne ham paa halve Vei,
Tænk Lise lader ganske som hun ei
Ham kiender meer. Og da han kielent spörger:
Hvor er det fat mit Hönsebeen? Du sörger,
Ja, ja, jeg seer det nok; er ikke jeg
Din egen lille Mand? — Saa svarer Fruen nei.
Nu det var ogsaa virkelig en Jammer;
Men er det mueligt? Nei hun bare skammer
Sig ved for andre Folk at lade see,
Den Lue, der i fromme Hierte flammer.
Hvis vi allene var, hun skulle tee
Sig ganske anderledes; vilde falde
Omkring min Hals, sin Qvinzica mig kalde,
Og kysse mig saa godt, faa tidt, saa tæt.
Kuns bare de min Herre vil tillade — —
Ja det forstaaer sig, det var evig Skade,
jeg indseer selv, de har fuldkommen Ret;
Og fort han gaaer*
Der staae de nu allene,
Og Stymperen alt Munden aabnet har;
Da Lise for ham ganske at forstene,
Med iisnet Blik til Ords saaledes târ:
Signor, det hielper ei sig at forstille;
Jeg længe siden kied er af at spille
En Rolle, som ei skikker sig for mig.
At elske Dem, sligt kan De ei forlange;
De hulker nok de usle fire Gange,
Her er jeg ikke mere for Dem bange,
De derfor kuns omsonst: forivrer sig.
Jeg lâr mig ei i Fællen mere fange,
Og altsaa giör de meget klogelig,
En anden taalig Stakkel at oplede,
Med hvem de kan andægtig giennembede
Den helgenfulde Almanak,
Her Pagamin en ganske anden bruger,
Hvori der er slet ingen Faste-Uger;
Jeg fölgelig Dem siger mange Tak
For godt Bekiendtskab. Men hvis De vil lyde
Mit ringe Raad, saa tænk ei paa at byde
Naturen Trods; husk paa alt Kiöd er Höe;
Leg dem Signor, kiönt taaligt til at döe,
De derved Deres Slegt sig vil forbinde;
Hvad mig angaaer, jeg er min Herres Tienerinde,
Der staaer den arme Qvinzica en skiön;
Forvildet stirrer, gloer, gaber,
Han baade Sind og Sands og Mæle taber,
Og höster nu sin Ungdoms Synders Lön.
En Tröst ham Skiebnen midlertid forunder,
Han har Forlov sin Skat at före med;
Men Döden gîr ei Staklen længe Stunder,
Snart maae han fra sin Mammon selv afsted.
Og medens over ham der ringes sammen,
Mens Skolen synger yndeligen Ammen,
Saa giör Her Pagamin Madammen
Af Enke til en saare villig Brud.
De Söefolk, de er nogle grumme Kroppe;
De strande gierne ved det siette Bud.
Derfor saa faa man finder hisset oppe,
Hernere man dem ei undvære kan.
Til Lands, til Vands de er til Alting rede,
Kuns ikke naar der handles om at bede,
Da stiller de lan?t heiler deres Mand;
I övrigt ret en flink og grumme lystig Stand.
Saa kommer nu al Verdens Qvinzicaer,
Og seer jer vel paa denne Mand i Speil;
Bodfærdigen jer Daarlighed bejaer,
Bekiender smukt det er en Pokkers Feil,
At sexten Aar med tredsindstyve parre;
Sligt begge Parter er jo kuns at narre,
Det ufeilbarlig Hocuspocus gîr.
Den ene ei sit Qvantum kan levere,
Den anden raaber immer fort paa mere,
Saa Enden Kiv og Huusbekymring blîr.
Da kommer vist den Dag I vil begræde,
Jer Fod betraade Ægtestandens Vei;
Naar I med væmodsfulde Siel maae qvæde:
Hvad ville vi dog vel paa den Galei?
Men skal I op med Pokkers Magt at age,
Saa værer kiönne föielige Mænd;
Og om I see en törstig Siel at smage
En Frugt, jer Gane kan ei meer behage,
Saa hytter jer for alle Ting for Skiend.
Da skal I selv i kolde Alders Dage,
Ungdommelige Glæder om jer drage,
Og haabefulde Skud see spire fra jer Lænd.