Hvad er vi Adams Börn dog ikke svage,
Vi planer giör og mange skiönne Ting
Os sette for! nu vil vi reent forsage
De Lyfter, som i hine viltre Dage
Os giöre lod saa mangt et kroget Sving.
Fornuften smukt skal ene Töilen tage,
Og Klogskabs Svöbe kiöre saa i Ring
Med hver en syndig Tanke, at den jage
Dem heden skal i fulde fire Spring.
See det er jo ret viselig at mage
Sin Sag: men ak, saa kommer Kiödets Sting;
De gamle Griller liste sig tilbage,
Og stakkels Kiöresvend omsonst maae klage,
De före gruelig ved Næsen ham omkring.
Saa gaaer det tidt, saa er det gaaet mig,
Bodfærdig jeg min Daarlighed bekiender.
Er samme Ting ei Læser hændet dig,
Vel, vi endnu paa fælleds Bane render;
Og inden du dit korte Löb fuldender;
Du slutteligen dine Brödre liig,
Har ogsaa prövet Satans List og Sviig,
Og angerfuld tidt vredet dine Hænder.
Men hvis du er saa reent forbistret klog,
At ingen enten Dievel eller Ludse
Formaaer i mindste Maade dig at pudse,
Saa godt for dig min kiere Ven; og dog
Naar jeg den Sag en Smule eftergrunder,
Jeg gierne dig saamen din kolde Klogskab under.
Men nu til Sagen: Altsaa var engang
En ganske vakker lille Pige.
Fra hvilket Land, og af hvad Stand og Rang,
Det kunde jeg vel ogsaa sagtens sige;
Men for min Læser ei at giöre Tiden lang,
Saa springer jeg glat over alt deslige,
Og melder blot til videre Besked,
At i al Höviskhed Susanne Möen hed.
Nu hændte det uheldigt, vor Heltinde
Tilfældigviis engang i Hænde faaer
En Bog; og strax istedet for at vinde
Sit Garn, hun Blad for Blad den giennemgaaer.
Det var af Helgener af allerförste Skuffe,
Og udaf begge Kiön,
Et langt Register, med en saare skiön
Forklaring om, hvordan man kan forbluffe
Den slemme Gast med Faste, Suk og Bön.
Anseelse sig her i Livet give,
Besögt, beundret, halv tilbedet blive,
Og siden ret i herlig Spas fordrive
Sin Tid i Himlen, Dyds og Kydskheds Lön.
Strax stikker Sannemoer en narrisk Grille;
(Thi hvad har dog ei Fanden at bestille!)
Hun pludselig det sære Indfald faaer,
Til Herrens og sin egen Prriis at ville
En Helgeninde-Rolle ogsaa spille;
Og fölgeligen saare aarle staaer
Af Sengen næste Morgen op, og gaaer
Fra Huus og Hiem; med ingen Afsked tager;
Men medens hele Reden endnu sov,
Og uden först at bede smukt Forlov,
Hun tripper hurtig af til næste Skov,
Og Fromheds söde Frugt alt i Indbildning smager.
Der nemlig vidste hun at sig opholdt,
Adskillige berömte Eremiter;
Hvoraf hun ogsaa en paa Timen hitter,
Et Tref, der hende störste Glæde voldt.
Det var en rynket, graa, bedaget Her Patron,
Bleg, mager, tör; de gule, gustne Kinder,
Et Skieg, man ikke meer ærværdigt finder
Hos beste Buk; kort hele hans Person
Beviste tydelig, at til Kapon
Ham Spægelse for længe siden giorde;
Og Syndsens Braad hos ham ei mere frygtes torde.
Til denne röde Herre târ
Susanne Tilflugt, og for ham bekiender
Det Ærinde, hvorfor hun kommen var:
Hun nemlig af en heftig Længsel brænder,
At blive Helgeninde; og hun har
Hört ofte sige, det sig best lod giöre
Ved Fasten, Beden, Sukken og at före
Et eenligt, strengt, bodfærdigt Liv.
Alt saadant ville hun med Giæde lide,
Ja döie Hede, Kulde, Harme, Qvide,
Og uden Jamren, Knurren eller Kiv
Saa böieiig, saa smidig som et Siv,
Hun skulle alletider mod ham være;
Allene at han ville hende lære,
Hvordan hun kunde best sit Önskke naae,
Og unde hende midlertid den Ære,
At i sin Celle ham tilhaande lidet gaae.
Vor Gamle stivt ved disse Ord besaae,
Det gode Pigebarn fra Top til Taa;
Lidt muntrere de döde Öine bliver,
En Smiil den mörke Mine alt opliver;
Og grumme snart, der havde kunnet staae
(De Glutter slige Griller tidt indgiver;)
En ureen Tanke op i fromme Bryst.
Men lykkelig i denne lille Dyst,
Imellem Hellighed og Kiödets Lyst,
Halvfiersindstyve Aar omsider Seier vinder,
Saa gamle Adam kiönt i Roelighed sig finder.
Og derfor han i Svar til hendes Tale,
Begynder at opbyggelig afmale,
Af Lidelser og Verden lange Hale,
Den haarde Strid, Anfegtelsernes Stöd,
Hvormed han havde selv endnu sin Nöd,
Som dog i Gudsfrygt var saa vel beslaaet.
Man tænkte nok det var et Smörrebröd,
Men Visen snart i anden Tone löd.
See her mit Barn, her ulmer Syndens Glöd;
Og for at ikke blive misforstaaet,
Han lagde Fingeren i Sannes Skiöd,
Hvorved den Stakkel blev en lille Smule röd.
Jeg derfor hende ret oprigtig raader
At vende hiem igien; paa andre Maader
Hun ogsaa Himlen tiene kan.
Thi denne tilforladelig ei baader
Et Pigebarn af hendes Aar og Stand.
Men vil hun endelig ved förste Forsæt blive,
Saa maae hun sig lidt bedre frem begive.
Jeg flere Brödre har i denne Skov,
Maaskee hos en af dem hun faaer Forlov,
At lade sig i Ordenen indskrive.
Vogt bare sit Klenod, at ei bortrive
Det Ulven skal; saa nysseligt et Rov,
Faaer til at löbe strax i Vand dens Tænder.
Saa nödig jeg mit Barn dig fra mig sender,
Men ak! forgieves — dog maaskee — nei tys,
Kom, giv mig bare först et lille Afskeds Kys.
Og viselig han i sin Hytte kröb;
Jeg paa min Ære selv fra saadan Pröve löb.
Thi hvis jeg længe efter Dören ledte,
Jeg frygter saare for der nogen Galskab skedte.
Hun altsaa gaaer, og ikke langt derfra,
Nok en af forbemeldte Herrer finder;
Hos hvem hun haaber dog at faae et Ja,
Og altsaa ikke længe sig besinder;
Men korteligen melder ham sin Agt,
Som alt engang tilforn jeg Læseren har sagt.
Nu denne var af ganske anden Dei;
Bredskuldret, karsk, en Hercules i Legge,
Med muntert Öie, vældig Hagesmekke,
Kort sagt af en Natur saa dröi og sei;
At han et reent fortvivlet Stykke Vei
Paa Ægtestandens Bane kunde vandre;
Hvor dog man seer saamange andre
At puste, svede, tabe Modet strax;
Men han ei var af dette Stymper-Slags.
Rustic var Mandens Navn. Nu, da han hörte
Den lille Sannes chriftelige Bön;
En meget hellig Tanke strax ham rörte,
Saa ved sig selv han saadan Tale förte:
Hvad troer du vel Rustic for herlig Lön
At nyde fremfor andre, for du spæger
Dit Kiöd en Smule? Jo saamange giör
Det samme. Nei beviis du mere tör;
Thi Pidsken, Fasten, er kuns Börne-Streger,
Men med saa lækker Lokke Mad
For Öiet, dog sig bare for at bide
Paa Krogen; og hvor gierne man end gad
Forsöge Musten, heller Törst at lide;
See det er Spas, og den jeg have skal.
Blandt Broderskabets hele store Tal,
Tör ingen da om Prisen med mig stride;
Jeg alleröverst skal paa Listen staae,
Ja Sæde selv engang hos Sanct Robertus faae.
Han altsaa beer Susanna ei forsmaae,
Et venligt Lye i ringe Hytte.
Mod al Slags Vold han hende skal beskytte,
Og hvis hun kun vil före sig til Nytte,
Hans Lærdom og Formaning som sig bör;
Hun vist saa skier som en Madonna döer,
Og lige Sporenstregs til Paradiis skal flytte.
Og ind de gaae. Ak! bie dog Her Rustic,
Hvad giör du der? hulk paa det slemme Prik.
Vor Oldemoer af Slangebraaden fik;
Den skidne Lyst at ville besser machen,
Til Fruen selv og kiere Af kom sved.
Bliv kiönt i Dalen, kravl ei op ad Bakken,
Hvo alt for höit vil krybe falder ned.
Men det forgieves er, han alt bereder
Sin smukke Giest et kierligt Vennemaal.
For hendes Mund det lækkerste udleder,
Og drikker sin Discipelindes Skaal
I klarest Kilde-Saft, — I Vand? — Ja vist, hvad andet!
En Eremit; en ædru Siel, for Vandet
Maae takke Gud. Du tænkte det var Viin;
Nei Læser, kaster man vel Perler saa for Sviin?
Men nu det flux ad Sengetiden lakker;
Rustic er alt saa grumme vims at faae
Et Hvilested tilrettegiort hvorpaa
Susanna södt og blödt indslumme maae;
Der med en Smiil for havte Godhed takker,
Og i en Snup til Sengs sig træt og mödig pakker.
Det samme giör den gode Eremit,
Og lydelig sin Aftenbön oplæser,
Hvorved Susanna sov andægtig ind. — Saavidt
Det meget herligt gik. Men ak! hvor tidt,
Just naar vi gotte os med Dydens Vellugt, blæser
Den Slemme ei i vore arme Næser
En Fuulheds Dunst, der giör os ganske ör;
Og saadan reent forplumrer vores Hierne,
At skiönt man ogsaa ville nok saa gierne
Man dog i Taaget gaaer, og glemmer hvad man bör.
Det netop blev den nye Helgens Skiebne;
Omsonst han stræber sig at væbne
Med Fromheds Harnisk, Penitenses Skiold.
Hans Fiende er for stærk; alt i sin Vold
Han Staklen har, som nok sig vrier, vender,
Men grumme Ild, som ham i Skindet brænder,
Begierlighedens Svovelstikke tænder
I fulde Blus; ei Slukken hielper meer.
Hans giennemglödede Indbildning seer
Kuns lutter underlige Sager.
Et Blik, hvis Kraft hvert Hierte til sig drager;
En Mund, hvis Kys som Guders Nectar smager,
To Bryster, der af Klap og Kryften leer.
Ja sværmer den endnu lidt længer neer,
Hvad treffer den ei der for rare E*ne?
Hvor Vellyst og Henrykkelser omhegne,
Fornöielsernes Tempel allevegne
I Glæders Kreds og Yndigheders Lye;
Man rigtig fristes kan til saadant Land at tye.
Og derfor selv vor Eremit beslutter
En lille Tour at giöre did; slaaer op
Og Haanden under Sannes Dyne smutter,
Hvorved hun vaagner ganske i et Hop,
Og halv forskrækket; til han hende siger,
At nu det var paa Tid at holde Bön.
Hvorpaa hun lydig strax af Sengen stiger,
Og uden Skiört ham forekom saa kiön,
At Særken selv han beder hende kaste;
Thi viid, mit Barn, vi maae os ei formaste,
At holde vores Skyld og Bröde dulgt;
Den sees desuagtet ligefuldt.
Jeg giör det heller aldrig, men fremviser
Min Maddigagtighed mens Sanct Priap jeg priser.
Som sagt, saa giort; og lille Sanna er
For eiegod, for föielig især,
Ved saadan Leilighed at Trætte vække;
Og altsaa falde maae Uskyldighedens Dække,
Men her jeg er i stor Forlegenhed;
Beskedenhed befaler mig at trække
Gardinet for; men Læseren som veed
Historien kuns halv, kan billig fordre
Fuld Efterretning. Altsaa begges Ordre
Saameget mueligt er, jeg fölge vil.
Mit Malerie skal ganske dækkes til,
Men kuns med Flor. Hvis da man Skiulet finder
For tyndt; kuns paa et Raad jeg mig befinder,
Som er at vise begge Parter hen
Til Her Bocaz og see om denne gode Ven,
Ei endnu dybere har dyppet muntre Pen.
Men altsaa til Historien igien;
Desför begyndt, desför er Striden overstanden.
Nu sidde de da begge to paa Knæ,
Paa Gulvet lige over for hinanden;
Hvor Staklen, som tog alt for rene Sanden,
Udstödte ret et hierteligt, ak! væ
Mig arme Synderinde; Just som Fanden,
Der alletider lurer i en Krog
Paa Leiligheden, hendes Öine drog
Fra Loftet ned paa Arve-Syndens Spire.
Vel stammede hun frem endnu tre, fire
Smaa Hierte-Suk, dog dette Syn betog
Saa ganske Gluttens Agtsomhed, at ikke
Hun huskede meer, og da hun saae den nikke,
Naturens Röst trang ind til Marv og Been,
Saa i Uskyldighed hun raabte: sikken en!
Er det en Fugl? Nei svared Eremiten,
Det Satan er, det slemme, fule Skarn;
See hvor han overmodig er, mit Barn,
Men veed hun hvad han mener med sin Stritten?
Saasnart han faaer af Helved mindste Vind,
Han strax balstyrig blîr; thi han derind
Saa grumme nödig vil; han stedse gruer
For velfortiente Straf, og just han skuer
Det lige for sig, der.
— Hvad? Helvede, min Fader, dette her?
Nu det var rigtig Löier. — Ja desværre,
Det alt for sikkert er, men derfor man
Ei heller bedre Handling giöre kan,
End Pokker i sit Fangehul at spærre;
Vil derfor hun som jeg, den stolte Herre,
Skal komme ret paa Timen heslig an.
Man uden megen Möie fatter,
At Glutten villig var til saa andægtigt Værk;
Han vises da til Hekkenfelt med Latter,
Men Knegten, der halstarrig er og stærk,
Staaer haardt imod; dog Tabt tilsidst han giver,
Og ret en artig Tid i Klemme taalig bliver,
Nu, denne Lexe var ei let;
Hvorfor den ikke fuldt oplyste Pige,
Sig billig og beföiet fandt at sige,
Hvorlunde man fuldkommen giorde Ret,
At hugge ned paa Pokker og hans Rige.
Det rigtig er en slem, forvorpen Gast;
For see mig kuns hvad Vold og Overlast,
Han paa sit Slutterie har giort; det fast
Ei meer end billigt var igien at sette
Ham ind deri. — Godt, Her Rustic ei trætte
Med Glutten vil; og altsaa anden Gang
Personen maae forsöge Fængslets Tvang.
Men allerede ikke nær saamange
Ophævelser han giorde meer som först.
Og da Susanna har en grumme Törst,
At snart et Helgeninde-Navn erlange,
Saa alle Dage Satan sine Börst
En halv Snees Gange faaer; til han omsider
Er ganske lattermild og villig Straffen lider.
Men ak! paa denne löierlige Jord,
Bestandighed er blot en Lyd, et Ord,
Og intet meer; vi stedse derom snakker,
Men for Udövelsen enhver lig kiönt betakker.
Rustic var selv ei stærkere deri.
Hans Nidkierhed med hver en Dag aftager;
Saa naar tilforn han Fanden daglig ti
Han engang knapt ham nu i Fængsel jager.
Hvorover Sanna heel vemodig klager,
Og melder i al Höviskhed og Tugt:
Hvorledes det var ingenlunde smukt,
En Christens Hoved-Pligt at saa forsömme.
Men hun maae længe nok udtömme
Al sin Veltalenhed; og höit berömme
Hans förste Uges Nidkierhed; det alt
Forgieves er. Tilsidst forefaldt
Den allerægteskabeligste Scene,
Imellem vores elskelige Par;
(Thi fromme Due selv jo Galde har,)
Og Slutningen paa dette Optrin var,
At Glutten lâr Her Eremit allene;
Gaaer bort, seer suurt, er som en Tydsker vred,
Og mumler ved sig selv om Usselryggedhed.
Imidlertid af alle Kræfter,
Hun tripper af og naaer sit gamle Hiem.
Hvad Velkomst der hun fik, om god, om slem,
Det har jeg aldrig kunnet komme efter.
Det rimeligste er, at Frue Mama
Har slaaet mange Rynker paa Sin Pande;
Har spurgt, hvordan? Hvorfor? Hvorhen? Hvorfra?
Og Satan ingenlunde glemt at bande;
At Sannemoer har grædt en lille Snuus,
Og kort, der ligget har et Pokkers Huus.
Men giorte Ting ei til at ændre staaer;
Man svöber altsaa Öinene i Blaar
Paa Her Papa; og som der var at frygte
For et og andet aabenmundet Rygte.
Men frem for alting, at den Urtegaard,
Som Her Rustic saa ofte havde vandet,
For trivelig og hastig Groening faaer;
Den kloge Moder sig paa Landet
Udseer en Svigersön af bedste Art;
Og nogle Tusind Dalers Medgivt snart
Susanne giör fra Jomfrue til Madamme.
Fra Jomfrue, jo! — nu, nu, det er det samme;
Du gierne Læser, kunde have spart
En slig Anmærkning; er vel det saa rart?
Dig letteligen samme Ting kan ramme.
Den er forbistret stor, Susannes Stamme,
Og endnu et, min Ven: tænk ei at bramme
Af gode Næse, paa en saadan Fart.
Nei viid desværre, selv en Maren Amme,
Er hun lidt snu, dig ganske vist til Skamme
Med al din Klogskab giör. Jeg, for min Part,
Mit Smule Gode ville kiönt annamme,
Med lukte Öine og et Hierte puurt og bart;
Thi Argus selv ei seer i slige Vraaer klart.
Nu Glutter, lad jer Sannes Skiebne lære,
For alleting at ikke Pruder være;
Just efter disse Pokker er en Giek,
Han pudser dem tilsidst ufeilbar væk.
Og jer, I fromme Mödre, maae jeg bede,
Beskriver eders Döttre vel, hvordan
Beelsebub seer ud; thi ellers lede
De stakkels Börn han let bag Lyset kan.
I kiende ham og veed hvad Kneb i Knegten stikker,
At aldrig Kiönnet for hans Lumskerie er sikker.