Man elske kuns, og flux man sindriig er;
Den Kierlighed har rare Egenskaber.
Sandt mangen Mund og Næse derved taber,
Men den for alt dog ene Prisen bær.
Dens Ild saa tidt en dösig Siel opliver,
Dens underrige Kraft saa ofte giver
Selv Dosmeragtighed Forstand.
Kort sagt, ved dens Indflydelse man kan
De löierligste Ting paafinde.
Den aldrig kom i Pudserie til kort;
Og skiönt Cupido skyder kuns i Blinde,
Han gierne dog med beste Priis gaaer bort.
Derfor, godt folk paa eget beste skiönner;
Det paa min Ære rigtig Möien lönner
At give denne muntre Giest Logis.
Han redelig betaler Leien i
God gangbar Myndt, af Lyst og Leeg, og Löier,
Og andet saadant Snurrepiberie.
Om stundum og en Smule Fyhren stöier,
Saa siden han igien desmeer fornöier,
Og staaer sin Vert i Prövens Time bi,
Jeg Tusind af hans Puds har hört fortælle,
Blandt andre om en Bödkers Ægtefælle;
Et vakkert, ungt, belevent Stykke Folk.
Igiennemæltet heel af Ild og Ynde;
Hvis blotte Smiil kom Tanken til at synde,
Hvis Öiekast var fyrigt Hiertes Tolk.
En Feil allene havde lille Fikke,
Hun var saa from, saa eiegod, at ikke
Hun nogen nei at sige var istand.
Det var ei hendes Skyld; Naturen över
Slig Spas iblandt. Den tidt for Löier pröver,
Hvorvidt dens rige Danne-Evne gaaer;
Og sære Væs’ner da til Dagens Lys opstaaer,
Nu saadan, som jeg forbemeldte Mutter
I alle Dele skildret har;
Man meget let, og saare rigtig slutter,
At Konen næsten aldrig ledig var.
Men mellem andre smukke Giester,
Som troeligen besögte Fikkes Huus,
Drak to især der alle Dage Duus,
Og kappedes ret om at blive Mester.
Den ene var den lille Elskovs Gud;
Ham vil jeg kierligst troe vi alle kiende.
Den anden ikke slet saa kiönt seer ud,
Dog lyde halve Adams Börn hans Bud,
Og Altre i hvert Clima for ham brænde.
Kort sagt, det var Her Hanreiskab;
Et Navn, der lidt uartigt klinger,
Men jeg omfonst har længe bidt min Finger,
Man Sproget saa just ikke altid tvinger;
Og et saa vigtigt Ords aldeles Tab,
Hver Patriot med Rette maatte græmme.
Vi og lidt Godt jo have maae her hiemme;
Men Hanreiskab ihvadsomhelst et Sprog,
Paa egentligste Plads er aldrig i en Bog.
Det traf engang, en ung Student forklarte
For Fikkemoer, et vist Experiment,
Og da Personen ingen Möie sparte,
Var Tingen næsten lykkelig fuldendt.
De var just ved, just lige ved — nu veed
Min Læser selv formodentlig Besked.
Da Manden kom uventendes tilbage
Fra Kroen hiem, ret lige netop som — —
Man altsaa let kan giette naar han kom.
At der ved slig en Leilighed blev Klage,
At Fanden Ordre fik Mads Purk at tage,
Behöver jeg vel ei at melde om.
En Job jo selv ved saadant maatte bande,
Saavidt kan ei Taalmodigheden gaae;
Lidt Bitterhed vil sommetid sig blande
Deri, thi Muus jo Madroe have maae.
Imidlertid de arme Stakler vare
I stor Betryk. Hvor Pokker skal han hen?
See der er Mads; for alting værer snare,
— Ja vist; —- og altsaa maae den fine Ven,
Vips, under Bryggerkarret smutte,
Der sidder han jo baade varmt og tæt.
Mads triner ind; — nu veed du hvad min Putte?
I Dag jeg ret har pudset Smeden næt.
Han med mig Kiöb om Karret ville slutte,
Og tænkte ret at faae det for en Slik;
Men Mads er ingen Nar, han lâr ei prutte
Sig noget af, jeg sidste Skilling fik.
See her er Gryn; fem hele slette Daler.
Nu raabte Fikke, hvad jeg giör og taler,
Saa er du dog en Dumrian, en Praler,
At gaae mig hen og selge saadant Kar
For lumpne tyve Mark; nei viid du Nar,
Jeg fem Rigsdaler derfor faaet har.
See det er rene ti Mark jeg dig gavner,
Han henne er det selv at eftersee.
Jo men! naar du engang Sophia favner,
Du sikkert dig skal bare for at lee.
Monsieuren kiönt afsted til Kroen trasker;
Jeg Stakkel hiemme, træller, flæber, jasker,
Og nænner knap mig selv at spife mæt.
Jo bie du kuns; har jeg mig hidtil plaget,
Har jeg til nu ei mindste Glæde smaget,
Saa troe mig kuns, du skal din fulde Ret
Herefter skee. Jeg ogsaa ganske let
Mig Sagen tage skal; bliv saa en Tigger,
En Kieltring som din hele kiönne Æt.
Jeg blæs deraf, hvad bryder mig vel det?
Alligevel jeg saa i Snavset ligger;
Min Skiebne allerede er saa slet,
At for en værre jeg er næsten sikker.
Men du mig snare til Kirkegaarden skikker,
Thi af sligt Hunde-Liv jeg længst er kied og træt.
Den arme Mads bag Öret sig maae pille;
— Nu, vær dog ei saa grumme vred Moerlille,
Det skete i Enfoldighed.
Jeg gierne jo, du seer, vil tie stille,
Og tilstaae, at du bedre veed Besked.
Kom nu kuns ud Monsieur, og lad mig skrabe Ham
Karret reent; det friskt og dygtigt er,
Og mellem Brödre vel sin Skilling værd.
Han ikke skal ved Kiöbmandskabet tabe,
For Styrken jeg i alle Maader svær;
Og hvis han Tvivl om fulde Tæthed bær,
Jeg strax det skal med Vand til Bredden fylde;
Hvis da hun lækker allermindste Taar,
Saa vil jeg ham med Hud og Haar forgylde,
Jeg nok min Dont saa godt som en forstaaer.
Her Urian af Karret altsaa gaaer;
Hans Plads igien den glade Bödker tager.
Med Lys i Haand hver Stave efterseer,
I hver en Fuge, skraber, kratter, rager,
Men medens Mads saa lumskt i Skiegget leer,
Han drömmer mindst om hvad foruden skeer;
Thi midlertid han saa indhyllet sidder,
Og dygtig ved sit Kradse-Arbeid slider,
Faaer de ommeldte tvende Guder Lyst,
Ham endnu en Befögelse at giöre.
Opmuntret ved saa gode Venners Röst,
Det unge Par fornam i varme Bryft
En Drist, saa herlig Ledighed at före
Til Nytte, og at vove nok en Dyst.
De altsaa med fornyet Mod begynde
Discoursen, hvor den för uheldig slap.
Enhver for sig i dette Fag var skrap;
Og som de lige fermt sig begge skynde,
Saa gaaer det saare lysteligt om Kap.
Dig tydeligt min Læser at fortælle,
Methoden og det Ceremonielle,
Ved dette sære Ridder-Spil,
Jeg haaber du mig gunstig skienke vil.
Skiönt just saa grant jeg Sagen ei beretter,
Man Meningen formodentlig dog gietter,
Nok jeg min Sats beviist tilfulde har;
At Kierlighed paa Puds opfindersk stedse var.
Elskværdige Fikker! o Glutter betænker,
Hvad ypperlig Gave Naturen dog skienker,
Naar den jer tildeler Prefence d’esprit.
Ved den vore Lænker I fastere binde;
Vi deri ny Ynde, I Sikkerhed finde,
Den staaer jer i Prövelsens Öieblik bi.
Anvender den blot til at Hierter indtage;
Dens Magt jer betrygge lyksalige Dage,
Henglidende Banen saa roelig som mildt.
Men maae I os arme dog endelig pudse,
Saa hytter jer, ikke ved Bagsmek ad studse,
Men narrer os, kiere, for alleting snildt.
Og eder, höistærede tallöse Venner,
Som Publicum af sin Godgiörenhed tiener,
Og hielper med christelig Kierlighed smukt;
Lad saadan Tienstfærdighed ikke fortryde.
I derved de roeligste Dage kan nyde,
Og höste af andres Besværlighed Frugt.
Kuns slemme, vanartige Mennesker snakker
Om kronende Horn og höitkneisende Takker;
Jeg mangen fuldstændig Actæon har kiendt,
Hvis Navn maatte herligt i Ordenen skinne,
Men aldrig hans Pande med ringeste Finne,
Langt mindre med slige Zirater var skiendt,
For alleting lader jer ikke henrive
Saavidt, at I pröve jer Sorg at fordrive,
Ved Strikke, ved Rotte-Krud, Peblinge-Söe,
En Hanrei maae leve i Velstand og Ære
Til hundred’ Aars Alder; men huske I kiere?
At bare een eneste Gang man kan döe.
Maae jeg mig, höistærede Herrer, formaste,
At give et Raad, som er ei at forkaste?
Da fölger Naturens velmenende Röst:
Saa smaa Ting I aldrig maae lægge paa Hierte,
Forglemmer hos Bacchus jer indbildte Smerte,
Men henter hos Venus en virkelig Tröft.