Mangel nær, dog drister sig
Hans med Croesus selv at trætte;
Lykkelig og meer end riig
Ved at eie sin Lisette.
Dag og Nat man seer ham gaae
Glad sin Gierning at forrette;
Thi han husker stedse paa,
At han stræber for Lisette.
Er hans Kiole end lidt bar,
Det i Sorg ham ei kan sætte;
Han med Tresser aldrig har
Giort sig elsket af Lisette.
Liden Stue stor nok er,
Staaer end Stokkene vel tætte;
Mon han sidde kan for nær
Hos sin kiærlige Lisette?
Ringe Retter, godt og lidt
Kan hans sultne Mave mætte;
Alt opvækker Appetit,
Som kun laves af Lisette.
Er just Leiet ei saa blødt,
Hvad bekymrer ham vel dette?
Oh! han sover altid sødt
Naar han hviler hos Lisette.
Stolt saatiit han fryder sig
Ved paa Skiød sin Carl at sætte;
Thi han er udtrykkelig
Billedet af hans Lisette.
Nøisom i sin jevne Stand,
Af hans Sind saa let udslette
Hver en Kummers Graane kan
Kuns et Smiil af hans Lisette.
Ja ham ganske Nattens Lyst
Dagens Møie laer forgiette;
Naar han trykker til sit Bryst
Sappholignende Lisette.