See hvor snelt hensvinde Livets Dage;
Uformærkt dets korte Maal vi naae;
Ungdoms Aar vi har kuns faa tillage:
Blot eet Skridt, vi paa dens Hælding
Maatte disse dog saa stille flyde
Hen i Jevnheds fredelige Roe!
Varig Lyst jeg veed vi ei kan nyde,
Sorger skal ved Glædens Side groe.
Gid vi bare maae tilsammen vandre
Med fornøiet Sind ad Banen hen;
Og i huld Tilfredshed med hverandre
Ofte skue denne Dag igien!
Dag, som har udgiort min bedste Lykke;
Dag, hvorpaa Eliza mig blev fød!
Ingen Skiæbne skal dens Værd nedtrykke;
Evig dens Erindring er mig sød.
Hastig angret Svaghed Du tilgive:
Den dog aldrig Hiertets Brøde er.
Læs deri, om Du mig ei skal blive
Til min allersidste Time kiær:
Ja, blandt alle Jordeliges Piger
Kunde jeg end atter vælge mig:
Straf, mig Himmel, om jeg usandt siger!
Ene jeg, Eliza! kaared’ Dig.