Erindring,
en Sang.
en Sang.
Kom, Erindring om de tabte Dage!
Med dit Veemod selv du trøster mig;
Giennem Graad jeg seer tilbage:
O! jeg var saa lykkelig.
Skiønt og klart, som Engles Himmel, smiled
Jordens Bedste, vugget i min Arm;
Sødt paa hendes Barm jeg hviled’:
Elskovs Tempel var den Barm.
Tæt til min var hendes Læbe føiet;
Tungt af Fryd opsteeg vort Aandedræt;
Overvættes Lyst af Øiet
Rulled’ Taarer ned saa let.
Skyldfri Skiemt, som Gud, der var tilstede,
Naadig skued’, af vort Øie loe;
Al vor Tale var kun Glæde,
Al vor Tavshed, Hiertets Ro.
Nu hun hviler i en Andens Arme;
Ak! mon hun er lykkelig derved?
Gid hun er! — og al min Harme
Skal jeg taalig synke ned.
Reen, o Pige! var vor Elskovs Lue,
Og naar jeg af Graven reiser mig,
Dristig skal jeg derfor skue
I forklaret Aasyn dig.