Jeg veed en Leeg, og den er ikke slem;
En Leeg, hvis Lyst sig dagligdags fornyer,
Som man at lære, næsten lige nem
Paa Landet er, og i de store Byer.
Den leges kan, naar være skal.
Ved Midnat eller Hanegal,
Og Skiönhed, Grimhed ligegodt gefalder;
Giet nu engang, hvorledes man den kalder.
Vel leger Ægtemanden tidt den med,
Dog det er Fias, det Elskeren bör være;
Uenighed har aldrig derved Sted,
Og Voldgiftsmænd tilovers ganske ere.
Den munterst gaaer, naar Par og Par
I Eenrum fulde Friehed har,
Og sielden lang da Tiden derved falder;
Giet nu engang, hvorledes man den kalder.
Dog Navnet lidt til Sagen giör,
Kun Legens Nytte maae man vide;
Og at enhver den da vil lide,
Jeg fast en heel Rigsdaler vædde tör.
Den skaber Vid og gîr Forstand,
Er det ei alt hvad fordres kan?
Jeg paa min Ære nu jeg dette skriver,
At lege med i Lyste næsten bliver.
Dog det til siden være maae;
Nu for min Sats, som hör sig at bevise,
Ei större Gaas var til end Jomfrue Lise.
För hun i denne Skole gik. At fnise,
Filere, kniple, fye, for Speilet staae,
Det var det eneste hun kunde;
Men tænke, slutte! nei det ingenlunde
Var Lises Sag; sligt faldt hun aldrig paa;
Kort sagt, det var en pæn udpyntet Dukke.
Thi hörtes tidt Mama paa hende pukke,
Gaae store Pige, dog og faae Forstand,
Hvorledes troer du ellers at du kan
I Brudesengen komme med en Mand,
Saa glemte ei Mama at daglig sige.
Hvor skal hun hen den arme Lise-Pige?
Giv kuns en Smule Tid, det kommer vel.
Hvad man ei veed, man jo endnu kan lære;
Lad hende bare först saa hældig være,
At lidt Veiledning faae, den lille Siel;
Saa skal Mama snart see sin kiere Datter
Saa klog — at hun kan bare sig for Latter.
Nedslagen, modlös Lise gaaer,
Sig hos sin Naboe forespörger,
Om mueligt han sig ikke paa forstaaer,
Hvor den Forstand tilkiöbs man faaer,
Hvis Mangel hun saa ofte over sörger.
Det arme Barn! han svarer da jo men,
Og Spörgerinden meget kierlig viser
Til Pater Benfornito hen;
En Vittigheds eedsoren ægte Ven,
Hvis Klygt den hele vide Verden priser.
Med lettet Hierte siger Staklen Tak
Til denne grumme Skiellemsmesters Snak,
Og iler sig til Klostret at forföie;
Dog stod det hende lidt for Öie,
At for en saadan Bagatel bemöie
Hans Velærværdighed; det var
Maaskee ei kiönt; især da hun ei har
Den Ære hans Person at kiende.
Til Lykke det sig maae saaledes hende,
At Manden selv, til hvem hun sig skal vende,
I Porten hende möder; saa hun tör
Ei længe ved at löbe om og lede.
Undselig da hun sin Forklaring giör
Om hvad det er hun ydmygst har at bede:
Hun nemlig maae en Tosse stedse hedde,
Og daglig dömmes fra Forstand;
Men nu hun veed hans Reverence kan,
Som rigelig forfsnet, uden Skade
Et lille Gran nok hende overlade.
Vel sandt, min Pung ei store Ting formaaer
Men heller ikke meget jeg attraaer,
Og beer De til Betalning ei forsmaaer
En lille Ring, alt hvad jeg har at give,
Og evig skal jeg dem derfor erkiendtlig blive.
Nu Pateren, som sig paa saadan Trant
Fortreffelig forstod, og fandt
En saa forönsket Leilighed at vise
Sin Tiennest-Iver, klapper Lise
Med venlig Haand paa trinde Rosenkind;
Og skiönsom Tak til Himlen sender,
Hvis skiulte Vink gav uerfarne Sind,
Den trösterige Tanke ind,
At just til ham hun heldig sig henvender.
Mit kiere Barn, saa löd hans Svar,
Mama hun dömmer overmaade rigtig,
At Vittighed er saare vigtig
For unge Piger; saa at om jeg pligtig
End ei paa Embeds Vegne var,
Hver Chriftens Nöd og tunge Trang at lindre;
Mon jeg dog kunde giöre mindre
For en saa deilig Glut? nei jeg antâr
Med Glæde mig, i alle Ting min Næste;
Især mit söde Barn, paa hendes Bedste
Af alle Kræfter jeg arbeide skal.
Og omendskiönt i andet Fald
Tit mangen maae en Smule Vid betale,
Hun over min omsonst har ganske at befale.
Fölg mig; os ikke nogen seer;
De andre just i Kirken er og beer,
Og Portneren og jeg hinanden kiende;
Vi Værket i min Celle best fuldende.
Nu er de der, hvad fölger saa vel paa?
Det maae hans Reverence nok forstaae,
Som Glutten kiönt paa Canapeen legger,
Og gîr i Aandens Fyrighed et Kys.
Men, visker halv undselig Lise, tys!
Her Pater, mon for höit det ikke smekker?
Er det vel ellers saa man faaer Forstand?
— Ja vist, mit Barn, det er i alle Land
Saa Skik og Brug; men vi vil ikke nöle.
— Hvordan Her Pater? ogsaa fole!
— Just netop saa; det gaaer ei ellers an;
Lad mig kuns raade. Kort og godt at sige,
Taalmodig er ved alt den arme Pige;
Og som med Lyst han driver fort sin Iid,
Saa spores snart og Virkning af hans Flid,
Da Vittigheden uden megen Hinder,
Skiön indgang hos den glade Lise finder.
Ha! raabte hun med hvad for Ret
Maae en saa herlig Klygtighed ei roses;
Her Pateren endnu en anden Dosis
Ved Haanden har, og ei engang med det
Var Sagen klar, den gode Benfornito
Snart bringer hende nok en Dito,
Men saa en lille Pause kom.
— Nu, hvordan fynes du min Glut om Legen
— Oh herligt ret; jeg finder grumme megen
Fornöielse deri: mon om
Den Vittighed med Tiden maatte svinde
Saadan, at væk tilsidst den ganske gik;
Hvad saa Her Pater? — Nu mit Barn, saa fik
Man andre Midler söge at udfinde.
Nei, raabte Lise, det ei er
Fornödent; jeg nok helst for denne Sinde
Vil holde mig til dette her,
— Som De behager, jeg skal stedse skynde
Mig med forlangte Hielp; men ellers man
Om galt skal være, gierne kan
Jo reent igien fra förste Færd begynde.
Det galt at være, Lise ret maae ynde;
Den lærde Pater altsaa maae
I Klygtighed endnu en Lexe give.
Men derved det for denne Gang skal blive,
Thi nu maae Pigebarnet gaae;
Som giör sin Knix, en venlig Afsked tager,
Betakker sig for Möien, men beklager
At forud ei hun havde tænkt derpaa;
Saa kunde de maaskee havt bedre Stunder.
Nu gaaer hun da paa Veien fort og grunder,
Hvor hun skal sige at hun var.
Hvad! Lise alt saamegen Klogskab har,
At hun en Udflugt kan optænke!
Men er den Leeg dog ikke grumme rar,
Der Vittighed i saadan Hast kan skienke?
O Piger! leger med saasnart I kan,
Alting gik godt. Imidlertid det skeer
En Dag, at een af Lisemoers Veninder,
I dyb Betænkning Glutten finder.
Paa Timen det i Tanken hende rinder,
Som heller ei en Giesling meer,
At noget af det andet var derunder;
Saa sterkt omsonst en Pige aldrig grunder.
Til denne alt omsider reent bekiender;
Og da först faldet var et Ord,
Saa glemte hun ei fuld Besked at give
Om hele Legen, samt at vel beskrive
Hvor rar den var, den Vittighed, hvor stor,
Man maatte reent henrykt derover blive,
Især da Pater Benfornito har
Den ret fortreffelige Vane;
At Lexerne saalænge han gientâr,
Til Meeningen er noksom reen og klar;
Men slig mig nu engang, min beste Ane,
Hvo gav vel dig din Vittighed?
Thi jeg alt længe siden veed,
I hvad for Grad du den besidder.
— Saamen, Mafoeur, den Mand Eraste hedder;
Han gav mig den en Morgenflund,
Og kraftigen derved beviste
Det Ordsprogs Fynd, som Fædrene alt priste
At Morgenstund har Guld i Mund.
Aa hvilken Snak! du spöger, raabte Lise,
Min Broder! jo, den Karl skal giöre Vise,
Som eier selv ei allermindste Gran
Af hvad man kalder Vid og sund Forstand;
Nei, det jeg bedre veed gaeer ikke an.
Det er dog som jeg siger, svarer Ane,
Men du endnu ei Klygtighedens Bane
Har nok betrædt. Snart skal om dette Spil
Du ret fuldstændig oplyst blive.
Spörg kuns Mama, hun med mig sande vil,
At ingen; bedre er end Tosser til,
Os Pigebörn Forstand og Vid at give.
Tænk Venner, hvilken herlig Sag,
Om ogsaa vi slig Kundskabs Kilde kiendte!
Hvo var saa dorsk, han ikke hurtig rendte
At tage sig deraf et vældigt Drag?
Da saae man ei saamange lange Drenge,
Hvis dumme Pander skrækkeligen trænge
Til hvad man kalder Vittighed og Klygt;
Og ganske bar at være det er stygt.
Men disse Ting er ikke hver Mands Gave;
Vel siges der, at somme Folk kan have
Formeget; men mod een af denne Sort,
Der kommer vel to hundrede til kort.
Saameget veed jeg, ja saa paa min Ære,
Ifald en vakker sindrig Lise fik.
Det Indfald, mig lidt Vittighed at lære,
Om ikke jeg med Lyst i Skole gik.
Det hesligt var, om Author tvivle torde,
Hver Landsmand ei det samme ogsaa giorde;
Hvo kiender ei den ædle Videlyst,
Der stedse flammer höit i Nordens Sönners Bryst?