Sov sagte hen igjennem Nattens Stille,
Min simple Sang! den Hjertets Gjenlyd er;
Lad Hav og Ørk, lad Verdener mig skille
Fra denne elskte Plet, — det bliver her.
Her saae jeg først den blide Huldgudinde;
Her straalte hun i Skjønheds hele Glands:
Hvor salig den, der torde hende binde,
Opmuntret ved et Smil, en Myrte-Krands!
Her hørte jeg for første Gang den Stemme,
Som sødt endnu gjenlyder i mit Bryst. —
Erindring! kan mit Hjerte dig vel glemme?
Nej, aldrig, før det er i Graven tyst.
Kom sagte hen igjennem Nattens Stille,
Min Klage-Sang! du er mig dog saa nær:
Paa Himlens Blaa saamange Stjerner spille,
Jeg arme, ak! min er mig ikke nær.