Alt er saa tyst; den brune Nat indhyller
Naturen og dens Scener i sit Slør;
Dog Venus med sin Glands mit Øje tryller,
Og hendes Gnist i Hjertet aldrig døer.
O! skjønneste blandt alle Himlens Stjerner,
Du lyse mig hen til min Elsktes Hjem!
Skjøndt Skiebnen mig fra nydte Glæder fjerner,
Jeg skuer Dig, og tænker, føler dem.
Hun ogsaa, er blandt alle Jordens Piger,
Den vænneste, livsaligste jeg fandt;
Saa lyst endnu det hulde Billed stiger
Frem for min Sjæl, endskjøndt hun selv forsvandt.
Lad, Venus! mig blot hende atter finde,
I hendes Fjed Din Straale lede mig!
Og kunde jeg Anines Hjerte vinde, —
Saa var, saa var jeg evig lykkelig.