Saa tidt, naar ene Pligten kaldte,
Jeg længselsfuld de sene Timer talte,
Til endelig den sidste slog,
Og Musen i sit Tempel Sæde tog:
Da ilede jeg hen at efter Ævne tale
Retskaffenheds og Ærens Sag;
Skiøndt Daarlighed og Laster at afmale
Blev meget tiere mit Fag.
Men begge Slags i Livets Scene findes;
Kun, sidste vi langt mere hyppig see;
Dog noget der for Dyden stedse vindes,
Ved skuffet Ondskab at belee.
Et Bifalds Smiil iblandt af Eder skienkte
Mig livnende Opmuntring og den Tiid
Jeg mig saa fro imøde tænkte,
Da mulig, ved min Øvelse og Fliid,
Jeg mindre Eders Gunst uværdig maatte blive.
Dybt føler jeg min Afmagt vel endnu;
Men veed I komme vil ihu,
Man selv sig Kunsten kan, kun ej Talentet give.
I værdige med Ædelmodighed
Mit ringe Pund i Aften at belønne;
Min hele Siæl den skal paaskiønne,
Til Livets Forhæng falder ned.
T. C. Bruun.
