Een Stemme.
Naturen gav sin første Datter
Et Hierte blødt, og huldt, som Dit,
Der yndte blid uskyldig Latter,
Og smiilte til sin Adam frit,
Hun Kone blev, som Du, og nød
Lyksalighed i Elskovs Skiød:
Chor.
Thi, elskte Veninde!
Sødt Dit Liv hensvinde,
Og længe hyldes i vort Lag
Din Fødselsdag!
I huuslig Fryd ved Mandens Side
Hun Timerne som Øieblik,
Saae med forynget Sind henglide,
Og, tro Naturens milde Skik,
Som Du, blev Moder og med Lyst
En Cherub knysed’ til sit Bryst:
Chor.
Thi, elskte Veninde! &c. &c.
Da voxte endnu Parrets Glæde,
Og Kierlighedens nye Pandt
Befæsted’ med hvert Aar den Kiæde,
Som første Ungdoms Ømhed bandt:
Og hendes, som Dit Øiemed,
Var blot sin Mands Lyksalighed.
Chor.
Thi, elskte Veninde!
Sødt Dit Liv hensvinde,
Og længe hyldes i vort Lag
Din Fødselsdag!
