Paa en af Vaarens blide Dage,
Da Skov og Eng i blomsterklædte Dragt,
Gienlöd af Philomeles söde Klage,
Og al Naturen stod i feirest Pragt:
I yndte Lye, paa Brinken af den lille
Charlottenlundske Höi,
Omgivet af et majestætiskt Stille,
Mens knap en Zephyr over Havet Höi.
Jeg eensom sad; og læste Thomsons rige
Guddommelige Sang;
Til hævet ved dens Aand, jeg fölte slige
Min Siel langt over Sphærers höie Gang;
Med Tak til ham, hvis Godhed satte
Sin Skabning i saa skiön en Kreds, og lod
Naturens uudtömmelige Skatte,
I villig Grøde spire ved hans Fod.
Alt, bröd jeg ud, omkring mig aander Glæde,
Alt föler ömme Drivters milde Lyst;
Hvert Løv, hvert Straae, er giengiældt Elskovs Sæde,
Dens Vink opliver mindste Væsens Bryst.
Kuns mit er koldt; for hvad er Venskabs Varme
Mod Kierlighedens Ild?
Siig længe nok, den föder Sorg og Harme,
At Lidenskabens Ruus er kort og vild:
Ah! men dens Saligheder ingen maler,
De ene föles maae;
Og et Minut, tit rigelig betaler,
Hvad tusind Timers Qval os lod udstaae.
Thi kolde Broder, fölg din Klogskabs Lære;
Bliv lykkelig derved ifald Du kan;
Lad Fordeel, Politik Din Leder være,
Enhver sin Lyst; hvad gaaer mig saadant an?
Men hulde Amor! Du som selv bestemte
Mit Væsens uforanderlige Lov;
Som ene til Din Tieneste mig giemte,
Og spæde Siel Dit milde Bud indgrov:
Har jeg med fyrig Andagt dyrket
Din Guddom; har jeg troe opfyldt mit Kald;
Har jeg af ringe Evne styrket
Dit Herredom mod Stoas Overfald;
Saa hör i Dag Din ivrige Tilbeder:
Skiænk mig en Glut, som giör mig lykkelig!
Med Walthers Aand, med Frohlichs Yndigheder
Da evig, jeg velsigner, hylder dig.
Og langsomt ned mod Jorden fra det Höie,
Sank smægtende det uafvendte Blik;
Da pludselig stod for bestyrzte Öie
I fulde himmelsk Skik,
Den lille vevre Gut; og ved hans Side,
I halv Evaïsk, halv beslöret Dragt,
Tre söde Börn, som selv i Dödens Qvide,
En Helgens Siel paa Griller kunne bragt.
Beskrive dem! nei Venner, slige Piger,
De meer end skildres maae;
Hvor Klopstock höit end Digter-Aanden stiger,
Den aldrig kan Originalen naae.
Nok sagt, den ene var blandt alle blonde Glutter,
Det kiælneste, det nydeligste Noer; —
Og uden Tvivl, man allerede slutter
Sig heraf til Brunettens Sundheds Floer.
Som Morgen-Rosen frisk, i medfödt Ynde,
Ukunstlet, reen Natur
Hun stod; og blotte Smil fik Önsket til at synde,
Et paradisisk Kreatur! —
Tænk Læser, saa igien et Öie, hvori funkler
En Glands, en Straale som fordunkler
Selv Indiens Juveel:
Ravnsorte Haar, der frit i Lokker falder:
En Mund som selv ad Kysset kalder,
Og Liv og Ild i mindste Legems Deel:
Saa veed Du dog omtrent hvorledes,
Idalianerinderne see ud;
Og hvilken herlig Lön den fromme Sön beredes
Af Elskovs milde Gud,
Skielmsk smilende han nöd et Par Minuter,
Den stumme Skræk han havde mig paaført;
Til pegende paa meerbemeldte Glutter:
Vælg, sagde han, Dig een, din Bön er hört.
Forvildet, henrykt, maallös i min Glæde
Fik Tungen neppe stammet frem et Tak;
Men hidsig ud fra Arvesyndens Sæde
En Legion af vilde Lyster brak.
Og midlertid navnlöse Yndigheder
Det skarpe Blik begierlig giennemlöb;
Saa vims omkring i andre Skiönheds Reder,
Indbildningskraften krøb:
At endeligen reent opglödet,
Den aabenbar et Feber-Anstöd fik;
I hvilken Aandens Kamp med Kiödet,
Vid, Overlæg, Fornuften flöiten gik.
Saa efter tusind’ ja — og nei — og denne —
Og hiin, — jo hun fortiener Æblet bedst
Og: ah! men hvilken Tiger kunne nænne,
At nægte det den anden, som staaer næst?
Omtumlet blandt Uvisheds Hvirvelvinde,
Mig Angest selv indskiöd omsider Mod;
Og dette mig igien lod Mælet finde,
Flux laae jeg der henstrakt for Amors Fod.
Og i min Siels Vankundighed fremförte
De allerhiertebrækkendeste Ord;
Og med det samme löselig berørte
Den giængse Galskab paa vor Jord:
At immer fremad Önsket higer;
Og aldrig kan vi sige til det, stop;
Og til hvad Lykkens Höide vi end stiger,
Vi aldrig naae Fornöieligheds Top:
Kort, hvis jeg ikke skulle blive
Langt meer elændig, end jeg var för jeg fik see
De væne Börn, jeg bad han ville give
Mig af særdeles Naade — alle tre.
Personen loe, besaae mig, bed sin Finger
Og svared’: Vel, behold dem, men til Straf;
Hvorpaa han spredte ud de gyldne Vinger,
Og vips! saa foer den lille Herre af.
Tilbedte Unger! skreg jeg, I er mine;
Oh! jeg skal elske Jêr saa ömt;
Og op jeg flöi, vred Foden, og for Pine —
Jeg vaagnede, og fandt jeg havde drömt.
Nu Læser, jeg, formodentlig kan spare
At sige Dig jeg blev forbandet flau;
Desuden ville Du nok svare,
Jeg saare vel fortjente noget Au?
Ja det er alt for sandt; jeg ei besmykke
Min Vanarts Brøde vil;
For sommetid i et og andet Stykke,
Har Lucifer skiönbarligen sit Spil.
Tre Piger! jeg var gal; nei een ad Gangen,
Det er Naturens moderlige Bud;
Men ak! uheldigviis saa mangen
Fra disse Skeier grueligen ud.
Kuns et jeg af Din Gunstighed formoder:
Om ogsaa Du min Daarskab lidt beleer,
Du ynker dog som mindst en falden Broder
Og Varsel, men Forargelse ei seer.
Thi viid, naar Navnet blot man skifter,
Og læser egne narriske Bedrifter,
I hvad Din Strenghed ikke nu tilgier.
Men saa min Ven, Du ei fortryder,
Om ogsaa jeg min Mening yttre tör;
Hvorlunde, som det gamle Ordsprog lyder:
Selv kloge Höns i Nælder stundom giör.