Hvor kort dog ei vort svage Syn sig strækker!
Vi löbe tit begiærlig for at naae
Det önskte Maal, hvis Ende os forskrækker,
Og som vi nys saa fro i Möde saae.
Men skiönt os denne Taage leder
Iblandt paa en og anden uret Sti;
Ja uformærkt den skumle Grav bereder,
Som sikre Fod uventet synker i:
Saa har dog Himlen intet bedre givet
Sin Skabning, end just dette tykke Slör,
Der dækker hver en Udsigt over Livet,
Og hæves först naar samme engang döer.
Lad derfor Stövet ei förmaste sig at trætte
Imod Almægtighedens Gud;
Og stolt af ringe Vid, at ville rette
Hans vise ubegribelige Bud.
Den Haand som dannede det hele,
Som Kloderne bestemte Grændser skrev,
Opholder end dets allermindste Dele,
Det faste Orden aldrig rokker blev.
Hvad Forsyns Aand den saadant just bestemmes,
Ei Dødeliges Indsigt grandsker ud;
Nok Tröst for den, som aldrig glemte,
Der ene var en god, en kierlig Gud.
Dog mindste Orm sig under Smerten vaander;
Ufølsomhed kan ikke kaldes Dyd;
Naturen efter samme Lov udaander
Sin Ve i Suk, som i sin Latter Fryd,
Lad længe nok en indbildsk Zeno prale
Af klippefast Standhaftighed;
Lad Seneca med bedste Farver male
En Siel, som ei af Skröbelighed veed:
Hiins Kiækhed ingentid blev sat paa Pröve
Og da den sidste skulle sin udöve,
Han giorde kuns en jammerlig Figur.
Men skal endogsaa Fölelsesløshed være
En saadan philosophisk herlig Ting:
Saa vil en Irokeser Prisen bære,
Der seer ti tusind’ Pinsler rundt omkring
Sin Pæl; og ubekymret skuer
Hvorledes tømmeviis de lumske Luer
Sig nærme hvidende hans kiække Bryst.
Ja medens Trods og Hevn hans Mine truer,
Med stadig, uforandret Röst,
Hans vilde Sang et freidigt Haab udtrykker;
Til hyllet ind i Dödens skumle Skygger,
Han nynker ved den sidste Tone hen,
Vis paa i bedre Land at Fædre see igien.
Vel sandt. Beundring sligt et Syn opvækker;
Vi studsende betvivle hvad vi see;
Men Kummers tause Taar vor Siel tiltrækker,
Og smeltende vi föle Brödres Ve.
Höivise Herrer derfor, som tilrede
Sentenser har ved hvadsomhelst et Fald:
Jeg for Jer egen Skyld vil hermed bede,
At passe hver især sit dyre Kald;
Og ikke spilde Tiden med at læse
Min ringe ubetydelige Bog;
Det sparer mangen Krølle paa Jer Næse,
For her i Verden har nu hver sit Sprog.
Jeg prøvet har dets aanderige Fynd,
Gud frie mig fra det tiere at høre.
Han straffe ei saa haardelig min Synd,
Men ædle Venner, I, som ikke søge
Forargelse og Gift hvor ingen er;
Som rolig Livets korte Dag henspöge,
Og Godhed for enhver Medskabning bær:
Som ikke Folk ved Hals og Haar omvende,
Og for de ei dogmatisere kan,
Dem flux som andre Kieltringer forsende,
Til Graads og Tænders Gnidsels hede Land;
For Eder kuns, jeg disse smaa Ting skriver,
(Smaa, men mig undte Skiebnen ikke meer;)
Dog, hvis en Times Morskab de Jer giver,
Mit Önske jeg som Digter opfyldt seer.
Til Giengield, kiære, værdiger at sige
Et Ord for Autors Hierte, om I hør,
Zeloterne for bestialsk at skrige,
Og troe, det skiönner paa Jer Godhed som det bör.
Men altsaa egentlig til Sagen:
Jeg længe nok har snakket uden om;
Hvis Læser, Du har endnu ikke Smagen
Aldeles tabt, velan, saa med mig kom;
Jeg for Din Möie Dig skal underholde
Med ret et grumme traurigt Eventyr;
Om hvad Fortræd den Elskov kan forvolde,
Samt hvordan tit dens Lyst er uforskammet dyr.
Thi videre da, Eugen og Cephalide,
To eiegode tækkelige Börn:
Hun yndig som Gudinden selv fra Gnide;
Han smuk som Fyren, der kom til at ride
En herlig Sommeraften fik den Grille,
At troe, Naturens rene Mening var,
De hen i Tiden skulle forestille,
Det allerbedst udløgte Ægtepar.
Er nu en saadan Sats tilbörlig klaret,
Saa slutter man sig fort en grumme Vei;
Og mangen kiælen Glut har derved sparet
Sin Elskere en vranten Faders Nei,
Her denne Frygt saa stort dem ikke trængte,
De altsaa ei saa dybt i Skriften gik:
Men Ligemand i Stand og Midler tænkte
De mueligt nok Forældres Minde fik.
Saa efter nogle Snurrepiberier,
Af hvad der hör til Kierlighed;
Og som for Tidens Korthed jeg fortier,
Da selv, godt Folk, jeg troer I dem veed:
Det blev eenstemmigen besluttet,
At næste Dag min gode Hr Eugen,
Forsöge skulle paa hvor ubekymret,
Han kunde staae paa sine Frier-Been.
Som sagt, saa giort; Personen taler
Sin Sag med saadan Fynd, med saadan Ild afmaler
Sin Kierlighed, Henrykkelse sin Trang;
Fortæller om, hvorlunde han skal være
Saa god en Mand, saa lydig Sön; skal bære
Saa villig Ægtemandens Kors og Tvang;
Og flere skiönne Sager: saa omsider
Papa, som ei saa galt Partiet lider,
Med Ægtefælles Biefald smækker til,
Og troer hans Datter som en Dronning leve vil.
Paa Glædens snelle Vinger higer
Den lykkelige Frier til sin Brud.
Gang, Mine, Blik, alt Jaet hende siger,
Endnu for Læben stammer ud
Den Fryd, hvori hans Hierte svømmer.
Beruset, henrykt pludselig han glemmer
I denne Hui Afholdenhedens Bud;
Og megen Drivt i sin Vankundighed fornemmer,
Til strax at hylde Ægteskabets Gud.
Til Lykke Gluttens Dyd var saare vel befæstet;
Ja skiönt Cupido havde hende qvæstet
Paa just det allerföleligste Sted:
Biefaldt hun dog ei slige Ganterier,
Med mindre visse Ceremonier
I al Respect og Ære fulgtes med,
Til da Personen altsaa maatte nöies
Med Kierlighedens Sportler, dem han fik.
Saa rige, at hans Nöd let kunde döies,
Til Gage-Tiden engang selv indgik.
Hvert Öieblik var fuldt, hver Tanke
Saae fro mod jordisk Glædes Fylde hen;
Og inden Tvangens snart nedbrudte Skranke,
Alt forud nöd den Fryd da ville vanke,
Forhöiet just ved Sinkelsen.
I feirest Ungdoms Aar, hvor Sielen skildrer
Sig hver en Livets Scene lys og blid;
Hvor aabne, frie Udsigt Modet kildrer.
Og lover idel Lyst og gylden Tiid,
Vort lykkelige Par allene kiendte,
Til Kierlighedens Sukkergodt;
Og som en blot Chimere heden sendte
Hvert mueligt Vanhelds Billede med Spot.
Naar flygtig svundne Timer kaldte
Da frem den alt for tilig komne Nat;
Og Vægter og Anstændighed fortalte,
Han giorde vel at tage til sin Hat:
Og hun i sidste Blik ham sagde,
Hvad selv Ovid med Ord ei sige kan;
Fortryllet af dets Kraft han sig til Hvile lagde,
Og drömte sig i paradisisk Land:
Hvor blussende paa friske Rosen-Leie,
I Graziernes nydelige Dragt,
Han saae sin Pige skiödeslöst henstrakt,
Tilsmile ham Forlov at eie,
Hver Salighed der stod i hendes Magt.
Ukiendt med nedrig Falskheds Laster,
Skiönt stormende Begierligheders Ran,
Strax al hans hele Siel sig kaster
Dybt i et indbildt Vellyst-Ocean:
Hvor, skiöndt han finder pludselig sin Lykke
Forsvinde med hans Dröm som flygtig Skygge,
Er blot Erindringen dog söd;
Og sikkre Haab om Virkelighed trykker
Hvert Udbrud af den korte Harm, og dysser
Med venlig Haand ham trygt i Sövnens Skiöd:
Til Aftens Morgen-Soel forgylder,
Igien den lyse Verden, og opfylder
Ham vaagnende med Følelser af Tak,
Velsignende den Haand som Mörkets Kiede brak.
Hvorpaa han frisk som Foraars Blomster iler,
Hen til sin elskte Pige, som ham smiler
Et kiælent, omt Velkommen til;
Imidlertid det sorte Öies Spil,
Forraader hvad Beskedenhed ham følger.
Begierlig han Opdagelsen forfølger,
Til giennem Latter, Leg og Lyst,
Skyldløse Timer uformærkt henglide;
Og atter Midnats Slaget Cephalide,
Bortriver fra sin hulde Elskers Bryst.
Oh! Læser Du som endnu nyder
Den förste, störste Södhed Livet byder,
Den Længsel, Ild, det Tryllerie — det — kort
Hvorfor jeg gav ved Gud som mindst, en Finger bort:
Nip langsomt til den Nectar Amor rækker;
Töm ei paa engang hele Skaalen ud.
Besiddelsen saa ofte Lysten svækker,
Snart Flöiten er den lille Elskovs Gud.
Og Du, min Ven, som disse Glædskabs Dage
Desværre alt god Nat har sagt:
Kast til fremfarne Tiid et venligt Blik tilbage,
Husk hvad elysisk Vellyst du har smagt;
Saa skal endnu engang Dit Öie spille,
Og Ungdoms Rose gløde i din Kind;
Imedens hver Fornuftens mörke Grille,
Far heden hen sin Vei i Veir og Vind.
Men videre. Vi smaa Kryb under Maanen
Udsatte er for mange sære Ting;
Paa klarest Himmel tit opstaaer en Graanen,
Og Stormen snöer os underlig omkring.
Imidlertid at lutter Soelskin fyldte,
Hver Hiertets Krog paa det forelskte Par,
Som dog kuns Parcen nu og da beskyldte,
For hiin saa seen at spinde Traaden var;
Fandt denne gamle Mamselle
For godt en rynket Mosters Pied at tælle,
Og pludselig sin Söster Klippe bød;
Vips! salig Konen sad paa Abrahamiske Skiöd,
Nu, denne Himmelfreise kunde
Til sin Tiid ikke været utilpas;
Man ikke fromme Siele maae misunde
Den Fryd at faae paa Verdens Jammer Kvas;
Men her det traf forbitret ilde:
Thi arme Fyhr, hvor nödig han end vilde,
Maae hen at Konens Kister eftersee.
For sin Person han gierne havde troet
Paa Skifte-Rettens Ærlighed, og Boet
Sin Medfart paa Guds Forsorg ladet skee
Dog Svigerfader var ei slig en Gante,
Han bedre sig paa Rummelen forstod;
For saadan hen at ranes, salig Tante
Sin dyre Mammon ikke efterlod.
Og altsaa maae Eugen fortrække,
En fire Ugers Tid jo snart forlöb
Han siden smukt til Roe sig kunde lægge,
Man grumme sielden fik den for saa billigt Kiöb
Her er da denne fæle Morgen;
Uvenlig, livlös, ligesom bestemt
Med mörke Blik endnu at dybne Sorgen,
Der skiönt i Barmen giemt,
Saa tydelig dog i hver Mine taler;
Saa klart det svölne Hiertes Tilstand maler.
At Pærlen, der i Öiet samler sig,
Bortviket, förend smeltende den falder,
Selv hos Mama et Medynks Suk opkalder;
Dog alt omsonst. Der er en Alder,
Hvor Fordøiels Lov er uforanderlig
Thi endnu engang Staklen slutter
Med Vemods Smiil sin Piges Haand i sin;
Og mærker; Glut! Farvel, jeg er for evig Din,
Han hurtig sig i Chaisen putter;
Hvor hele Sindsbevægelsernes Hær,
Frembrusende som Oceanets Bölger,
Med vilde Raab min arme Elsker følger;
Til kommende omsider alt for nær,
Han som Lynild op i Veiret springer;
Og midlertid han i Indbildning svinger
Sig frem mod hine Glæder han forlod,
Hans Öie stirrende sig klæber
Fast ved den Eden, hvor hans Fod,
Ham ubekiendt selvvillig henad stræber.
Til endelig i dunkle Skye,
Sig sidste Skygge selv omsider giemmer;
Da længe qvalte dybe Suk ham skræmmer
Ind i sig selv paa nye;
Og efter tusind Tankers Tummel,
Hvor Haab og Frygt sig vexelviis bestrede,
Naturen synker hen, begravet i en Skummel,
Usolende Nedslagenhed,
Den lille hulde Cephalide
Stort bedre ei til Mode heller var;
Dog dulgte hun saa temmelig sin Qvide,
For ei at blive pukket paa af Faer,
Men löhnlig flöi saa mangen kiælen Tanke
Til fierne Egne hen;
Og alle Herren bad saa inderligen sanke
Dem saare snart igien.
Det var Begyndelse og Ende
Paa hver en Morgen, Aftenbön;
Men, ak! Personen vil endnu slet ikke vende,
Tilbage til sin Elskovs rige Lön.
Oh! jo men vil han lille Cephalide;
Hun er for eiegod at blive vred;
Tænk ikke Skylden er paa Staklens Side
Man prøver hans Taalmodighed.
Men ret nu er den ogsaa ganske trættet,
(Job selv jo blev til Slutningen forrykt.)
Thi har han og sit Hierte ofte lettet,
Og bandet Skifteretten stygt.
Dog denne laêr sig ingen Ting anfægte;
Bestandig troe sin gamle Slendrian,
Den gierne havde seet Krabaten reent forsmægte.
Sligt var just paa dens Molle Vand.
For da saa meget mueligt at forsøde
Fraværelsens bredfyldte Malurt Drik;
Og ikke reent at længes sig til Döde,
Der Skokkeviis Epistler kom og gik.
Og hver var Liv og Fyr og Flamme,
Og Ömheds Stiil og Hiertets Sprog;
Kort Ting der kunde staaet uden Skamme
I Nasos ubetalelige Bog.
Thi vandrede i søde Grublerier,
Saa mangen Gang i stille Aftens Lys,
Eugen, blandt Lundens dunkle Stier;
Forsänket i sig selv at der fornye,
Meer levende endnu det glade Minde,
Af hiint elysiskt Öieblik:
Da Dyden rödmende sig jaet lod afvinde,
Og förste Kys han af sin Pige fik.
Hvorpaa han sig ved Bækkens Bredde satte,
Og sagte med dens tause Bölge gled,
Hans Tanke hen til fjerne rige Skatte,
Af hver en jordisk Salighed.
I Fred med hele Verden glemte
Han da til Modgangs allermindste Spor;
Og medens Følelsen hans fulde Hierte stemte
Til Glæde ikke yttrelig med Ord;
Han nynned’ ud sin Fryd og skued’
Med vennehulde Smiil omkring sig hen;
Og i hans Bryst et kierligt Önske lued’
For hvert et Liv i hele Skabningen.
Ja aldrig var Naturen for saa yndig,
Saa majestætisk skiön;
Og Verden skiöndt ti Gange mere fyndig,
End skildret selv af barskest Arons Sön;
Uagtet al dens Jammer-Qvide,
Dens Skarn, dens Abekatte-Viis,
Indslutted’ dog en Cephalide,
Der ene giorde den til meer end Paradis.
Thi pludselig op fra sit Sæde farer
Min Ven, og i sit söde Tryllerie,
Paa Træets Bark sin Kierlighed forklarer
Ved Krandsen begges Navne sluttes i.
Fornöiet han sit Arbeid da betragter,
Endnu en liden Stund;
Og mens et Suk bönfalder Himlens Magter
Om fælleds Held, saa giör hans Mund
Det dyre C et Afskeds-Kys, og siger
Sit Blændeværk, sin tænkte Glut, Farvel! —
Men som hans Fod fra yndte Scene viger,
Saa svinder flygtig Glimt af Lykke i hans Siel;
Dog à propos, ærværdige Personer
Som ikke gaae saa farlig höi en Gang;
Men elske Værk i jevne hverdags Toner,
I sluttelig har Autor og hans Sang;
Til Hekkenfeldt alt meer end engang skikker;
Og kaldt Eugen en Nar.
En Pog, der ikke ret har ind i Verden kigger,
Da saa afsted for ingen Ting han taer:
Jeg saare höit Messieurs, Jer Klogskab ærer,
Bekiendende I har fuldkommen Ret;
Men haaber I til Giengield overbærer,
At denne Gang han bar sig ad saa slet.
Hvad Jer angaaer godt Folk, som selv forfalder
Til slig Eugenisk Daarlighed iblandt;
Tillader, jeg til Vidne Eder kalder
Om ikke mangt et Træk i Billedet er sandt.
I följelig mig ei fordömmer,
Om ogsaa jeg i min Vankundighed mig drömmer
Tilbage saa en seisten, sytten Aar;
Og for min Siel i Herren föd henföver,
Endnu engang i Tanken lever over
De Scener, som for mig ei meer opstaaer.
Jeg kierligst Eder skal igien undskylde,
Naar I begaae den Narrestreg,
Ungdommelige Glæders Gud at hylde,
Og hoppe med imellem i hans Leg.
Men nu er det forbi; thi vender
Vi atter til den traurige Eugen;
Der snart andægtig vrider sine Hænder,
Snart Skiær igien af Harme Tænder,
Fordi Förlösnings-Timen er saa seen,
Hans Piges sukkersöde Breve,
Har hidtil været Balsom i hans Saar;
Men pludselig, ak! — disse udebleve.
Og Svar paa tre endnu tilbage staaer.
Thi ville Staklen moxen reent forlage,
Ægyptisk Mörke hersker i hans Siel;
Med Tvivl og Frygt og Mistroes tifold Plage:
Kort, alt der giör Fraværelse saa fæl.
Tilsidst saa umaneerlig Bylden svier,
At ingensteds han længere stædes kan;
Og altsaa ei et Öieblik han bier
At træde Reisen an.
Dog skiönt han som en Jehu farer,
Saa skyder Tanken dog en ganske anden Fart;
Og immer fölge hine stygge Skarer,
Og hvisle: han maaskee er kommen alt for snart.
Men endelig han sig befinder
I velbekiendte Egn;
Og midlertid ham hver en Gienstand minder
Om mangt et Ømheds Tegn,
Hans skarpe Syn det Tag opdager,
Hvorunder hver hans jordisk Glæde er;
Der med magnetisk Kraft ham til sig drager,
Og som han frygter dog at komme nær.
End naaer han nu den skovbegroede Bakke,
Den vennehulde Lund,
Der hörte ham saa tit sin blide Skiæbne takke,
Naar i den stille Aftenstund,
Hans kielne Pige ved hans Barm sig hviilte;
Mens Flöiten han sin hele Siel indflöid;
Og himmelsk ham Forladelse tilsmiilte,
Om nu og da et Kys Musikken bröd.
Her var det Cephalides Læbe,
For allerförste Gang det Ja undslippe lod,
Som Blyehed havde længe villet stræbe,
At dölge, skiöndt det klart i Öiet skildret stod,
Her grönnendes endnu mod Skyen kneiste
Den Bög, som sidste Aften för han reiste
Han helligede Kierlighedens Gud;
Og ved dens Fod blandt blomsterkrandte Greene
Saa ofte for uskyldig Södheds Scene,
Oprettede en Throne til sin Brud;
For derfra sommetid at kaste
Et venligt Blik til velbekiendte Træk;
Mod hvilke hver sig voved’ at förmaste,
Han bad Dryaden slaae med hellig Skræk.
Flux altsaa han af Vognen springer
Og medens Kudsken kiörer lidt foran,
En stille, mægtig Drivt ham bringer
Hen til den yndte Eensomhed; hvor han
Endnu i hver en Gienstand skuer
Erindringen om nydt Lyksalighed. —
Thi slaaer hans Hierte höit, og Brystet luer
Af Fryds, af Ömheds Følelser; og ned
Han ved den lille Græsbænk knæler,
Hvis Syn hvert Udtryk, hvert et Ord besieler,
Af ofret Tak til Himlens Gud, som lod
Ham sætte glad igien paa dette Sted sin Fod.
Men intet nu hans lette Sind forsinker,
Et bedre Gode venlig ad ham vinker;
Snelt over Engen iler han derhen.
Hvert Skridt hans Haab, hans Længsel hæver
Os utaalmodig alt paa Læben svæver,
Et: elskte Glut! saa sees vi dog igien!
Da pludselig hans Öie stöder
Afsides paa en talrig Sörgefærd.
Han stander, skuer; hurtig Hiertet föler
Den rædselsfulde Tanke: hvad om der? — —
Dog flux han alt for sorte Billed jager
Bort Millioner Mile fra sin Siel;
Skiönt uforklarlig Angst ham betager,
Og nöter som til Grunden fast hans Hæl.
Han stræber frem; forgiæves, Tanken brækker
Med tifold Skræk tilbage paa ham ind;
Imedens en usynlig Arm ham trækker,
Did hvor med Dödens Bleghed paa sin Kind,
Han vaklende, omsider følger,
Til hiin forladte Kirkegaard;
Hvor, endnu ubestemt som han ved Porten staaer,
Omdrevet blandt Uvisheds Bølger
Höit lydende beklemte Hierte slaaer.
Dog bort med Ahnelser; kuns Haabets Smile vinke
Ham hen til Overtydnings milde Tröst;
Thi hæver sig den trange Klinke,
Og Rasler toner huult i Ecchos Röst.
Han træder ind. — Et skummelt Öde,
Tyst som dets slumrende Indbyggere de Döde,
Fordyber Stedets Mulm og gyder Rædsomhed
I hver én Vraa. — Det förste Glimt udtegner
Den blomsterströde Steen; han nærmer sig — og segner
Ufølsom, maallös ned
Paa Cephalides Grav. — Dog grusom Skiæbne vækker
Ham snart igien til Tusind’ Piinslers Qval.
Vildt seer han om, og favnende bedækker
Skræksvangre Marmor. — Kuns een Taare stjal
Sig frem af evig storknet Öie:
Men ingen Lyd fra stivnet Tunge flöd:
Imedens Jammers Vægt og Siele-Angest böie
Hans Hoved mat mod Jordens kolde Skiöd.
Dog see, han farer op, forvildet, — hæver
Mod Himlen sidste vemodsfulde Blik:
O! milde Væsner, I, som Skabningen omsvæver
Beskytter Ynglingen! — men ak! omsonst, — jeg bæver,
Alt lyner Morder-Vaabnet. — Skuddet gik; —
Halv afbrudt döer paa Læben Cephalide
Og livlös sank Eugen ved sin Tilbedtes Side.
Tilgiver Venner! om jeg noget-længe,
Jêr opholdt har med denne Sörge-Sang;
Hver har saa her i Livet sine Strænge
At immer file paa. For denne Gang
Jeg kom uskyldigviis til mine at beröre
Og maatte spilt evindeligen væk;
Til Lykke Musen rusked’ lidt mit Öre,
Og gav mig over Fingrene et Smæk.
Dog, ædle Læser, et jeg veed: Dit Hierte
Har fulgt min arme Elsker i sin Nöd;
Har følt hans Klage, smeltet ved hans Smerte
Og sender et Suk til Himlen ved hans Död. —
Oh, Söstre, Brödre! som Naturen skiænker
Sin herligste, sin förste Skat, en Siel,
Der selv i svag Medskabnings Sted sig tænker,
Og følsom deler andres Ve og Vel:
For Eder Elskovs milde Gud berede
Hver Salighed, hver Södhed i hans Magt!
For Eder han hver Skridt med Roser sprede.
Og holde ved Jer trygge Leie Vagt.
Men I, hvis Viisdoms, Fromheds Bryster,
Tykhudede som Græker-Gastens Skiold,
Stolt haane slige Skröbeligheds Dyster,
Ja trodse hele Diævlehæres Vold:
Jer tör jeg ikke slige Retter byde,
I blæse jo ad saadant Ganterie.
Blot reen Fornuft kan Eder fryde,
I fölge trygt Adstadighedens Sti.
Vel, vandrer immer fort; men ynker
Fordömmer bare ikke, om I seer
Et Adams Barn imellem synker,
I Daarskabs Pyt lidt over Skoen neer.
Hvad hine angaaer, som med hele Kroppen pladske
I Syndens Pöl, det er en anden Sag;
De, veed man, flux til Retterbænken trække,
Og hyle vil paa Verdens sidste Dag.
Dog disse selv med venlig Omhues Öie,
Og Broder-Ömhed lader os ansee:
Den Gud, som forsker Hiertet fra det Höie,
Vel uden vores Dom enhver sin Ret betee.