Erfarenhed er dog en herlig Ting;
For skiöndt man sommetid den noget dyre kiöber,
Saa lærer man igien der rette Sving,
Og ikke meer som för i Taaget löber.
For sidste Gang i kiedsom Pige-Stand,
Gik Solen over Grethe ned til Hvile
Thi bad den unge Kones raske Mand,
Sin halve Siel til Brudesengen ile,
Hans længe önkte Canaan.
Hvad Kone vel sig bare for at smile
Et kierligt Ja til slig Anmodning kan?
Men Grethe desforuden mindes
Her Kones Ord om Qvinde-Lydighed;
Ved förste Vink hun altsaa villig findes,
Og putter sig i Duun til Næsen ned.
Den kiere Ægtefælle hopper efter,
Og med en trofast Aand
Bestræber sig af alle Livsens Kræfter,
At knytte ret for Alvor Hymens Baand,
See naar man nu sit Embed har forrettet,
Hør om man har trolig slidt;
Man finder sig naturlig noget trætter,
Og giör sig til at spöge, sladre lidt,
I sligt et Mellemrum Hans klapper
Med venlig Haand den væne Grethes Kind;
Men just i det et fyrigt Kys han snapper,
Giör Fanden ham det sære Galskab ind,
At leende sin kydske Mage sige:
Hör, veed Du hvad min rare Tös?
Nu kan Du troe jeg aldrig Dig skal svige,
Men eller er jeg dog en snurrig Knös:
For havde Du troskyldig forhen föiet
Mit Önske, skiönt jeg mange Gange svor,
Jeg muelig nok i Enden havde löiet
Og ladt en anden holde Ord.
Ja tænkte jeg det ikke, raabte Grethe;
I Mandfolk kuns en Spög af Meeneed giör;
Men viid min Ven, just derfor det ei skete;
Desværre! jeg er bleven pudset för.
Thi söger aldrig at forvilde
Et Gimme-Lam fra Dydens Faaresti.
Den som for andre lægger Trædskheds Hilde,
Blier sommetid forviklet selv deri.