Hör, veed du hvad, min Ven, ifald din Lykke
Dig spiller op et meer end Hverdags lystigt Stykke,
Saa vogt dig vel, dans ikke alt for frisk,
Fortuna er forfærdelig polisk.
Just naar du meest paa Konens Godhed stoler,
Og skierer ret gedigne Caprioler,
Vips, rörer hun en ganske anden Streng,
Der doppelt i dit kielne Öre skurrer;
Forgieves du din Pande rynker, knurrer,
Hun brummer ubarmhjertig hen i Fleng.
Man tidt har hende mærket af den Grille,
At den hun synes allerbest at ville,
Og ret som til sin Kieledægge giör;
Hun siden just er slemmest til at drille,
Og mindste Gunst han ikke vente tör.
Thi hyt dig, kiere vel, at ikke sette
For sikker Liid til vennehulde Smiil;
Ei heller lad dens Gunst dit Hierte lette
For langt mod Skyen op; naar snelle Piil
Er til sin fulde Höide stegen,
Saa falder den igien med Næsen ned.
Hop lystig kuns afsted, men midt i Legen,
Huusk paa en Dyd, der heder Sindighed.
Dog Sindighed hos Ungdom og hos Lykke!
Naar fandtes saadan Troe i Israel?
Man grumme sielden seer den nogen trykke;
Men tænke at dens Ynde skulle smykke
En lykkelig, en ung, forelsket Siel,
Det var Naturens Orden at forrykke,
Nei, nei, det gaaer i Verden ei saa vel.
Paa Prent jeg tilstaaer sligt kan artigt klinge;
Men ville man til Byes kuns saadan Phænix bringe,
(Jeg gierne en saa selsom Ting gad seet;)
Min Daler strax af Lommen skulle springe,
Skiönt saare vigtig Sum for en Poet.
Men Læser, for ei længere at trætte
Din hidindtils Taalmodighed;
Saa skal jeg i Enfoldighed berette
Et snurrigt Eventyr, jeg veed:
Hvorlunde nemlig der i fordums Dage,
Ei langt fra Rom et lille Vertshuus laae;
Der mange Giester kunde ei modtage,
Thi Leilighederne var ganske smaa;
Og Verten elskte Roelighed og Qvemme,
For resten et godt, ærligt Stykke Mand,
Der bröd sig ikke stort om de Fornemme,
Men husede kuns Folk af Middelstant.
Hans Ægtefælle var en vakker Kone,
Lidt over tred’ve Aar, og kunde tone
En Vise med endnu saa godt som een.
I övrigt tvende Born; en Purk i Vuggen,
En færdig Datter, fri for Lak og Meen;
Saa yndig, venlig, from, at selv en Steen,
Hun havde let til Kierlighed anstukken.
Thi var Cupido heller ikke seen,
I Vaades Fald at sörge vel for Slukken;
Han gierne da er rap paa sine Been.
Nu traf det sig, en ung anseelig Herre,
Men skielmsk og vilter, som desværre
Deslige Fyhre næsten altid ere,
Kom ofte denne lille Kroe forbi;
Og da han fik i Kikkerten det nette,
Det nysselige Pigebarn Lisette,
Saa kravlede det grummeligen i
Hans ikke alt for vel forvarte Pande.
Hver Tanke der opstod, var om at lande
Fornöielig en Gang i önskte Havn.
Pinuccio, (saa var Personens Navn,)
Alt nogle Uger bider sine Negle;
Han har saa grumme stor en Lyst at feile,
Men Vinden ei aldeles föie vil.
For altsaa ikke Maalet at forfeile,
Der maae Behændighed og Kunster til.
Just Sværigheden ikke var at vinde
Lisette selv; det var en kierlig Glut,
Særdeles föielig for denne Sinde,
Og ellers ingen Tid mod nogen mut.
Vel mueligt, hun af Standen lod sig blinde,
Dog vil jeg heller troe den liile Gut,
Hvis stærke Arm kan hele Verden binde,
Hvis Vældes Magt, hver Alder, Stand maae finde,
Fra Bispen selv til usle Landsbye-Tut;
Sig med i Spillet havde blandet.
Thi Fyhren rask og Pigen lækker var;
En plump Krabat, en Friere fra Landet,
Skiönt nok saa riig hun holdte kuns for Nar.
Man fölgelig afhandier et og andet,
Og nu sin Rigtighed Contracten har.
Der mangler blot, at Seilet paa skal trykke,
Men det var netop Knuden; her forrykkes
Vort unge Pars Concepter meget slemt.
Alt prövet er, men ingen Ting vil lykkes;
At faae Marchesen i et Hiörne glemt,
At lade Dör og Vindue paa klemt,
Sligt maatte vel min kloge Læser tykkes,
I saadan Nöd ei ganske ubeqvemt.
O ja, min Ven, det ofte gaaer ret nemt,
Men her Papa forstaaer slet ingen Skiemt;
Han passer paa, er lutter Öie, Öre,
Saa Staklerne sig med Taalmodighed maae smöre.
Den slemme Vert! ja bi du kuns Krabat,
Du i din Grav er endnu ikke kommen.
Du pudses maae, saaledes lyder Dommen,
Og saa skal hver din Klogskabs Kamerat.
Forældre, Ægtefæller, vil I lyde
Mit ringe Raad, lad Börn, lad Koner nyde
Anstændig Frihed; alt for slærk en Tvang,
Fordærver Spillet just saamangen Gang.
Naar ret poliskt Pind i et Hul putter,
Saa giennem to den skielmske Amor smutter;
Han er saa fiin, han har det paa et Greb,
Sig Pokker ikke selv kan vogte for hans Kneb.
Nu vel, det sig en Aften hender,
At Skiebnen med en Ven Marchesen sender,
Til Kroen hen; det truede med Regn.
Fraholdte fölgelig ved saadant Tegn,
At Reisen længere fortsætte;
Og allerede mödige og trætte,
Forlange de hos Verten Nattely.
Men alt var proppet; Huset er kuns lille,
Han ikke slige Herrer, som han ville,
Beværte kan; men strax i næste Bye,
De Appetiten kan langt bedre slille;
Did raader han dem ydmygst hen at tye.
Men dette Forslag ei Marchesen hover;
I har jo dog vel, sagde han, en Krog,
En Seng, en Löibænk, jeg for min Part sover,
Om man endog paa Tromme for mig slog.
Den tykke Vert igien til Huen tog,
Og svarer: naar de Herrer Cavalerer
Sig ikke om at ligge sammen kierer,
Saa tör det vel maaskee til Nöd gaae an.
De har i deres egen lille Stue
To Senge; een for ham og kiere Frue,
Den anden for en Ven, det træffe kan,
Der sommetid Logis uventet tager;
Ifald de altsaa gunstigen behager„
Den snart skal komme i behörig Stand.
— Fortreffeligt Her Vert! nu lidt at spise,
Og siden er De nok saa god at vise
Os hen, hvor vores Natteleie er;
Vi allerbeste Ret har ikke nær saa kier.
Det hurtigt var bestilt; Lisette blinker;
Pinuccio er snu, han Svar tilvinker,
Vel mærkende den dyrebare Vraa,
Der Gluttens Feltseng indbefatter,
Mod Væggen næst ved Dören Verten laa;
Tæt ved i Vuggen, Tingesten som patter;
Den anden Seng just lige for er sat,
Og nu de önske sig en glædelig god Nat.
Imidlertid Marchesens Hierte pikker;
Han tæller ret med Længsel hvert Qvarteer;
Og Snese Gange Verten heden skikker,
Som Pokker just til Trods skinbarlig stikker,
Saa han ei vil med Næsen vigtig neer.
Omsider han med Ægtefælle snorker
En vældig Bas, og strax Marchesen storker
Saa liftelig til Lises Leie hen.
Jeg bande tör det stakkels Barn er vaagen;
Hvad mener du vel Læser? — ja saamen!
Hun rækker kierlig Arm mod elskte Ven,
Og beer ham ikke stöde sig i Krogen.
Det lille Noer, hvor er hun eiegod!
Pinuccio, lad see du derpaa skiönner.
Jo Manden mangler ikke Lyst og Mod;
Han Lises Omsorg redelig belönner,
Og lærer hende ret en herlig Leeg,
Der trætter meget mere end den kieder;
Den beste Spas af alle Jordiskheder,
Hvorover jeg indstændigst Skiebnen beder,
Mig ikke staae i mange Tider Streg.
Kort, i den lille Krog, der Lise giemmer,
Er Tingene i allerbeste Gang.
Man leeger sort, thi Lysten Værket fremmer,
Hver Pause er net op tilbörlig lang.
Imedens Lise nu Oplysning havde faaet,
Om Pligterne i Ægtestand;
Den anden Herre i et Ærinde var gaaet,
Hvor Kongen selv ei nogen skikke kan;
Og da han mod den lumpne Vugge löber,
Saa flytter han den lidt til Siden hen;
Gaaer, kommer, sig i Dynen svöber,
Og tænkende ei paa den lille Svend,
Forglemmer paa sin Plads at sætte ham igien.
Lidt efter de forvorpne Katte river
I Kiökkenet en grumme Hoben neer.
Ved hvilken Larm Vertinden vaagen bliver,
Staaer op og sine Potter efterseer;
Men da Madammen kommer nu tilbage,
Saa lader hun af Vuggen sig bedrage;
Og findende den ei ved Mandens Seng,
Hun raaber sagte: hille en Ulykke!
Der kunde jeg jo giort et Fandens Stykke;
Jo det var kiönt! jeg takke maae min Dreng.
Tænk, om i bare Serk jeg havde sprunget
I Sengen til de Fremmede, hvad saa?
En artig Vise Fatter ville siunget;
Til Lykke veed jeg nu hvor jeg skal gaae.
Og vips, hun op til Cavaleren hopper,
I fulde Troe det tykke Mikkel var;
Hvorover han umiddelbar sig opper,
Og langt fra ingen Sinke eller Nar,
I Tieneste Madammen straxen târ.
Det lystigt gik; den gode Kone fryder
Ret inderlig sig over denne Spas.
— Nu Mikkel, hvad du mig i Aften byder,
Det er saamen dog ikke ganske Fias.
Hvad, meer endnu? Nei see engang til Manden,
Han sikkerligen noget har paa Panden;
Nu Fatter du er mig en Pokkers Fyhr.
Ja, ja, men nok saa godt som nogen anden,
Jeg paa Personen vist skal holde Styr. —
Og Grethe Moer var Kone for at holde
Sit Ord; bruunladen, smidig, flink,
Hun endnu kunde slemme Tanker volde,
Hvorom jeg alt har givet for et Vink.
Kort, en passant, et ganske artigt Möde;
Man plukker Druer tidt er ikke nær saa söde.
Imidlertid det lakker snart ad Dag;
Af Frygt for Galskab Lise da maae bede,
Skiönt nödig, Her Marchesen sig berede
Med förste paa at hidse Reiseflag.
Og altsaa efter sidste Favnetag,
Saa varmt, saa tet, Personen ganske spag,
I Mörket hen mod eget Leie feiler.
Men her er atter Vuggen til Fortred;
Thi da den ikke staaer paa förste Sted,
Saa heel naturlig Staklen ogsaa feiler,
Og putter sig hos Verten sagte ned.
Nu det var galt, men det end værre bliver;
Thi neppe har han lagt sig, för han giver
Sin Glæde Luft, og med en sagte Röst
Hvad han har nydt for hulderiig en Tröst.
— Jeg ret dig ynker, du har maattet ligge
Imidlertid og dig om Munden slikke,
For sikkert dine Tænder löb i Vand;
Men ogsaa du umuelig fatte kan,
Hvad det er for en herlig Tös Lisette.
Nu har jeg mange kiendt og af de rette,
Men det ei allermindste Snuus forslaaer;
Uendelig hun alle overgaaer.
En Krop, et Liv, et Skind saa fiint, saa blödt,
Og Bryster — intet tænkes kan saa södt!
Det kildrer, naar man bare om dem taler;
Jeg dig omsonst etcetera afmaler,
Det kommer ei paa Tusind Mile nær;
Kort, Lise ret en Lækkerbidsken er.
Men troe mig, jeg har heller ikke sovet;
Sex Togter jeg, sans Pralerie har vovet,
Det var en Spas; jeg svær dig hellig, at
Jeg aldrig för har havt saa kongelig en Nat.
Ved denne Snak sig Mikkel saare römmer;
Han gnier Öinene og troer han drömmer,
Men endelig Krabaten rigtig spraaer;
Og sære Griller i hans Pandebrask opstaaer.
Imidlertid Vertinden sagte visker
Marchesens Ven i Öret! hör du Fâr?
En anden Gang, hvormeget de end smisker,
Vi ikke slige Galninge modtár.
De klamres jo; man aldrig ret er sikker,
Der slige Folk tidt slemme Fluer stikker;
Men medens Konen lurer paa et Svar,
Begynder Verten skrækkelig at brumme,
Og med to Öine funklende og grumme,
Pinuccio ved Halsen hurtig har.
Hvad, skreg han, bilder I jer ind at giekkes?
Saa derfor kuns I sögte Nattely?
Men troe mig, Karle„ vi skal artig trækkes,
Jeg snart jer andre Ærinder skal flye.
Seer man! os slige Herrer dog vil giöre
Den Ære, vore Döttre at forföre,
Og sætte paa Familierne Klik;
Ja det er deres kiönne gamle Skik,
Men mener du Person at dermed flippe,
Saa târ du denne Gang forbandet Feil;
Jeg Vingerne dig skal saaledes klippe,
At andre sig deri maae see i Speil,
Og ikke nok med det, men saa at drille,
At aabenbare holde mig for Nar.
Den Onde skal, herud — jo jeg skal pille
Dit Skind, at aldrig saa det plukket var.
Dig Töite, skal jeg Halsen siden knække;
Saa flux herop, jeg ellers dig vil vække,
Tænk ei jeg mig paa Næsen spille lâr.
Ved disse Ord, den arme Dievel taber
Reent Sind og Sands, blîr baade stum og stöv.
Vertinden tier, föler, gloer, gaber;
Den lille Lise zittrer som et Löv.
Til Lykke sig den anden Ven befinder
Paa Vuggen, Aarsag til det hele Puds;
Han altsaa paa en Udflugt hastig finder,
Og raaber til Marchesen! hei Pinuz!
Hvor er du? Det er nu din gamle Vane,
At löbe saa om Natten stedse Sur.
Jeg længe nok, mon cher, dig maae formane,
At vogte dig du ikke faaer en Snur.
Jeg sagde dig det nok; saasnart han drikker
En Draabe over Törsten, er man sikker,
Han hele Natten om i Taaget gaaer;
Og Tusind underlige Griller,
Saa rigtig sig i Sövne forestiller,
At vaagen han dem ikke bedre faaer.
Saa op Pinuz! du ligger kuns og skiller
Godt Folk ved deres Roe; her henne Sengen staaer.
Pinuccio er ikke seen at gribe
Det givne Vink; han sover ganske tet,
Og lader sig i Næsen dygtig knibe,
Til Mikkel faaer omsider paa ham Ret.
Den arme Vert, det hele târ for Sanden,
Saa efter hum! og naa! og det var Fanden!
Marchesen slipper lykkeligen væk.
Selv Mutter nu forvundet har sin Skræk,
Og snildelig sig hen til Lise lister;
Hvor drillende sig nok at være kiek,
Hun gir sig til at raabe ganske bitter;
O! Fatter, giv den Nar et dygtigt Smek;
Hvad er det der, han sladdrer om Lisette?
Han skulle have havt paa Tösen fat?
Jo pyt Monsieur, han er nok af de rette;
Jeg har hos hende sidt den hele Nat.
Hun hverken har giört bedre eller værre
End som jeg selv, og derfor er det Snak;
Det meer fornuftigt var den gode Herre,
En anden Gang ei slet saameget drak.
Jeg troer alt Moerlille, sagde Mikkel,
Han drömte kuns, men nu er det forbi;
Dog slög hans Hierte som en Perpendikkel,
Saa stor en Angest fatte jeg ham i.
Nu staae de op, men ikke uden Latter,
Enhver af dem sin gode Aarsag har;
Hvo Tröst bekom, sin Lykkes Forsorg skatter,
Men alt i Smug; sig ingen mærke lâr,
Og Verten midlertid sin Morgen Dosis târ.
Saa kommer da, I Tvilling-Rigets Sönner,
Hvis Mine, Snak, hvis Broderie, hvis Bönner,
Det eiegode smukke Kiön,
Med et og andet gunstigt Tegn belönner;
Alt ligesom det viseligen skiönner,
Jer Elskovs Myrthe meer og mindre grön.
Og lærer af Pinuccios Exempel,
At trykke paa jer Læbe Tausheds Stempel;
I ellers let kan samme Fare staae.
Med Seieren smukt lader eder nöie,
Triumphen, den I ikke fordre maae.
Allene for saa skiden Lyst at föie,
Tidt mangen hele Frugten af sin Möie
Med Græmmelse har seet i Löbet gaae.
Adlyder vores fælleds store Lærer,
Hvis Stöv jeg til min sidste Time ærer,
(Men I maaskee ei alle kan Latin;)
Saa vider da: „at ingen Sladderhanke
„Hiertets uopdirkeligste Skriin,
„Men Aabenmundedhed skal staae beskiemmet,
„Thi Perler saa ei kastes hen for Sviin”.
Jeg Meningen jer saa omtrent forklare,
I selv, godt Folk«, kan Texten eftersee;
Men hvis I ei jer Elsktes Rygte sparer,
Saa har I selv deraf kuns Spot og Spe.
En stakkels Pige först at overtale,
For siden overlydt deraf at prale,
Det ret sig ærkenedrig er at tee,
Tilbedelige Kiön! o Glutter, ynder
En fattig Author, som for sine Synder
Er nödt at lære Sprog og skrive Vers.
Af medfödt Ædelmodighed tilgiver,
Om stundum han en Smule lystig bliver,
Det dog allene er uskyldig Skiers.
Han stedse jer Parti med Iver tager
Forsvarer ham igie, og kierligst drager
Den arme Fyhr udaf Critikens Klöer.
Tryg under eders Skyts, han da udbrede
Skal Kiönnets Roes og Trods for Skiebnens Vrede
Det elske, tiene, dyrke til han döer.