Tillad jeg i Eenfoldighed maae tale
Min Sag for denne Gang, og siden aldrig meer:
Min Middags Soel har alt begyndt at dale,
Og vil jeg frygter, saare snart gaae neer:
Naar derfor nu en Aftenstund jeg farer
Fra Lys og Liv til Gravens mörke Ro;
Saa faaer jeg strax omkring mig hele Skarer,
Af andre kiönne Folk, som under Jorden boe.
Og hver vil fritte mig og vide
Hvad Nyt jeg bringer med heroven fra;
Om alting gaaer endnu hen ved den ene Side:
Hvortil jeg maae naturlig svare, Ja.
Og videre af Höflighed berette
Dem lidt om Josephs seneste Bedrivt:
Om Catharinas Musulmanske Trætte,
Og Rasumowskys Svenske Skrivt:
Hvordan det er med Specierne gaaet:
Hvorledes det med Landbo-Sagen staaer:
Hvad Skrup vi alt har givet eller — faaet,
Kort sagt, hvad jeg at ramle op formaaer.
Men sæt, en næsviis Fetter i det samme
Det Indfald fik at spörge: Hör Person,
Som kommer her din Klogskab at udkramme,
Hvad var du oven paa? — saa stod jeg der til Skamme
Rödnebbed som en ærgerlig Kalkon.
Thi ville Deres Excellence,
For begges vores Skyld snart tænke paa mit Vel;
At ei jeg inden Mörkheds Grændse,
Optræde skal som reent en Bagatel.