Kalliope
→
Dichter
→
Axel Juel
→
Gedichtanfänge
Axel Juel
(1883–1948)
Werke
Gedichttitel
Gedichtanfänge
Verweise
Biografie
Søg
Alle Gedichte von Axel Juel auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.
A
Af Væde sortner Vejens hvide Støv
Ak, lille Marie, engang skal vi dø
Alting i Rosas Verden
Alverden i martrende Fængsel er holdt
Aa Gudskelov for Nætter og for Dage
Aartusinder intet forandrer
B
Bisp Absalon lagde sit Høvdingesværd
Bladene blafrer uroligt og vildt
Bragte Dagen Dig
D
Da fløj de Ravne fra Kampens Bulder
Dag efter Dag forsvinder
Da rejser en Larm sig
Da siden paa Holmen man rejste
Dejligst af alle Glæder
Dejligt at vandre af Træthed beruset
De Mænd, der var Hæder for Danmark
Den dybblaa Himmelhvælving
Den gamle Landsby-Længe
Den lille, sorte Ohola
Den næste Aften kom der
Den næste Gade hviler
Den vege Vismand forsager Livet
Der er ingenting, der maner
Der er intet, der som Du mit Sind har dulmet
Der er intet, der som Suset i nattetunge Trær
Der er kun eet, jeg elsker som en Hund
Der kom tre Grever sejlende
Der laa saa mange Breve
Deroppe vaagner Rosa
Der snor sig i den grønne Skov
Der strømmed mod mig dybt af Dit Væsen
De sidste spredte Skud er skudt
Det dirrer i den svale Luft
Det er Gry over Danmark
Det er idag saa inderligt
Det gør mig saa ondt, lille Ella
Det hvide Fyr
Det kvidrer fra de nøgne Trær
Det lider imod Natten
Din Fader var Sejer, Din Moder var Tro,
Din Midie varsomt buet mod Lænden linjeren
Disse Gader er slet ikke Gader
Du er Duggen, Du er Regnen
Du er hvert taaget Efteraar
Du gik med mig, da jeg var Dreng
Du gode Stilhed
Du Landevej, der har kendt min Glæde
Du siger, der er blevet saa fremmed i mit Sind
Du som har følt en Modgangsdag
Du spørger mig, hvorfor
Du var min Ungdoms Lykke
Du var vor Ungdoms Gud, og mangen Nat
Dybt bukker Portieren
E
Een krydser krapt mod Vinden
En Aften Du var hos mig
En Barne-Bøg i den vide Eng
En Dag stod tunge Roser
En gammel Landsby-Længe
Engang var alt mit Væsen Kamp og Kiv
En Havfrue svømmede, hvor Tang og Stilhed gror
En hviskende, puslende Stilhed derude
En høstlig Himmel over sorte Træer
En høstlig Kvæld efter Grøde-Regn
En kold Decembermorgen
En Sang for Jer, der bærer Festens Fakler
En silde Sommeraften med stille Bladesus
En steg til Glans og Glæde
Et Liv af Evighedens
Et svigtende, bristende — bliv
Evigt rinder Danmarks Graad for den tabte Søn
F
Farverne segner i Mulmets Favn
Fløjterne har kun saa kort et Parti
For mange Mænd var Rosa
Fra Mindernes Morgen vi møder vor Daad
Frem og tilbage, tilbage og frem
Først græder Sorgen, og Glæden lér
Først længe, længe efter
Først lærte jeg ved mit Skolebord
H
Han havde længe vaklet
Han siger ingenting, den lille Fyr
Han stod og saa
Helvedkaar, Vanvidsaar
Her bor Du altsaa, Rosa
Her jeg ventede Dig, Du
Himlen dyb og dunkel-blaa
Hun driver gennem Byen
Hun vented ingen Løfter
Hvor Bremerholmens Værfter
Hvor Du gjorde mig glad
Hvor elsker jeg at gaa, naar det er Nat
Hvor elsker jeg Din Glæde
Hvor en Kornmark gyldent bølged
Hvor en Landevej begynder
Hvor er det skønt at vente En
Hvor er det sært, at hun, der sover dèr
Hvor frydefuldt at glide
Hvor Hesten begynder at sakke
Hvor jeg husker Dig, Du Lille
Hvor Luften dog er kølig, ren
Hvor Strandens Linje buer
Hvor var det godt at komme
Hvor Verden er mangfoldig
Højt i min Haves højeste Træ
Højt over Bølger og Master
Højt over Døgnets Veksellys og Færden
Hør Lærken, Lærken overalt
Hør Tjener: sæt mig Bordet ud
I
I en stille, fornem Forstad
I et Værksteds dunkle Kammer
I fjerne Tider den første Hær:
I forborgen Skæmt
I gusten Skumringsgade
Intet gør mig svag
Intet levende øjner jeg fjernt eller nær
I Skjul bag Næssets Skove
J
Ja, jeg ved, at Du er bange
Ja, Verden er styg, og Verden er ond
Jeg duved over Havet
Jeg elsker Dig mer, end et Menneske maa
Jeg elsker, naar Du smiler
Jeg elsker Provinsbyen, helst imod Aften
Jeg elsker Skumringsstunden
Jeg er den ydmyge Elsker
Jeg er en lille Væverpige
Jeg er hjemløs alle Vegne —
Jeg er Hverdagens Barn, se jeg kommer til Dig
Jeg har gaaet timevis
Jeg har vandret hele Natten
Jeg kommer hjem til mine stille Stuer
Jeg synes, jeg aldrig har ejet
Jeg saa i Avisen, Du vies idag
Jeg tror, at det er tungt at se
Jeg vandred under Solen, jeg vandred under Maanen
Jeg vil sidde her i Solen
Jeg øjnede et dæmpet Lys
K
Kampen for Korset har kaldet til Leding
Kan Du huske hendes Øjne
Klinikken ligger paa en Brink ved Havet
Kun Een er Din Gud, er i Skriften udsagt«
L
Langsmed de disede Skovbryn og Diger
Lille Kvinde med de blide Hænder
M
Med Vinløv tækt, et Kunstens Tabernakel
Men hvor kan min store, fornuftige Pige
Men Rosa aner dunkelt
Mens lille Rosa synes
Mens vor Tanke og vort Hjerte
Min Sjæl gled over Dit Øjes
N
Nej, Rosa elsked ingen
Nej se, der kommer Rosa
Noget maa visne for andet, som gror
Nu dufter alle Haver
Nu er alle Broer sprængte
Nu grønnes Danmark i Sol og Dug
Nu klæder Sneen hvid den hele Egn
Nu kommer fra Landet de duvende Læs
Nu kommer Uglen frem
Nu kræves mer end Kampens vilde Mod
Nu lukkes Dør og Vindu op
Nu pipper de Fugle derude saa smaat
Nu skal jeg aldrig se Dig smile mer
Nu skygger dunkle Skyer over
Nu søgte hun den store
Naar Faren staar for Hvermands Dør
Naar jeg løfter Festens Bæger
Naar Tankerne sendes tilbage
O
Og Dagen kom, da Rosa
Og mange, gode Venner
Og saadan formes Livet
Oholiba, blege Pige
Om Verdens største Vismænd
P
Pageben i Sløjfesko
Paa Trappen stod han gnaven
S
Salutkanoner bragede
Sidde længe ved det sidste Bæger
Skærm Dine Blomster
Smaahuse — en Kirke
Snart lærte hendes første
Stille, Kunstner, jeg er hos Dig
Stille, mit Hjærte, stille
Stormen er som stride Strømme
Straalende Templer, rejst af Marmorstene
Søen er mat som et døende Blik
Saa bankede Du da en Dag paa min Dør
Saa gik der for vor Sjæl et Aar
Saa kom en dejlig Aften
Saa kys mig da, Tøs med den dejlige Mund
T
Trofast som en Muld, der nærer
Træt af Gadens tamme, blege
Trætte Vandrer, stands Din Gang
U
Ud mod den brede Landevej
V
Vandt Du Dig Slot af Marmorsten
Vi, der ejed vor Kærlighed, kunde forstaa
Vi elsker vort blomstrende Fædreland
Vi har kørt ad stille Veje
Vi løfter op vor Baad
Vi sad i Kabinettet
Vi skal aldrig mere mødes
Vi skulde have vandret
Vi stirred mod Himlen med spejdende Blik