Din Mund, aa Din Mund,
den kan faa mig til at græde,
saa jeg ikke rigtig ved,
om af Sorg eller Glæde.
Du lukker den saa fast,
som Du ikke vilde tale,
men fine Nerver skælver,
som Du ikke kan befale.
Og ængsteligt og ømt
Dine Læber sig skille —
jeg synes tit, Du taler,
naar Du tier ganske stille.
Naar mod Din Vilje sitrer
de fine, bløde Vige —
som tænkte Du paa noget,
Du ikke turde sige.
Din Mund, aa Din Mund,
den kan faa mig til at græde,
naar jeg kysser den og ved,
at mit Hjerte kun er Glæde,
Du lukker Dine Øjne,
fordi Din Sjæl er nøgen,
og ser jeg paa Dig, finder Du
min Mund i bange Søgen.
Og kysser mig, og kysser mig,
som vilde Du mig bede:
ti stille med at spørge,
hold op med at lede.
Din Mund, aa Din Mund,
den kan faa mig til at græde,
for den taler om Din Sorg,
naar den fylder mig med Glæde.