Det bruser saa dæmpet om Huset
i natlige Buske og Træer;
jeg sidder alene i Natten og tænker
og er Dig i Tankerne nær;
jeg søger at finde en Vej gennem Mørket,
der hviler om den, jeg har kær.
Det er som en Pligt for min Tanke
at være en vaagende Vagt,
at være en Vilje, der kræver Dit Vel
— hvem kender vel Tankernes Magt —
maaske kan de styrke ad hemmelig Vej,
ifald Du er svag og forsagt.
Mod Tvivlen og ængstende Viden
staar ene min vaklende Tro,
det Haab, der blev til i mit bævende Hjerte,
den Dag, da vi mødtes, vi to —
men nu er det utrygt og hvileløst jaget,
og kender kun Sløvhedens Ro.
Og Trætheden stiger og stiger,
den er som et syngende Sus;
helt tydeligt skelnes hver Lyd af min Hjerne
trods Mathedens døvende Rus:
nu vaagned paa Loftet en Due af Drømme,
nu gnaver langt borte en Mus —
Mit Hjerte er sygt af at lide
og beder: befri mig, befri;
min Tanke er træt af at gaa efter Raabet
og ej finde Vej eller Sti;
jeg vaager mig syg hos min døende Lykke;
en Dag maa det være forbi.
Nu genlyder Fodtrin derude —
snart vaagner den slumrende By;
der skramler langt borte en Vogn, saa nu ved jeg,
det stunder igen imod Gry;
snart stiger den graalige Dæmring af Mørket
frem under en sejlende Sky.
Der jager en pludselig Glæde
igennem min Tanke og Sind,
et Minde om Lykken: at sove, at sove
af Sundheden døvet og blind,
og vaagne til Livet og vandre som Hersker
med Tryghed i Dagene ind.