Hver Gang Du strejfer min Tanke blot,
hænder der mig noget mildt og godt.
Naar jeg er ene, Du kommer tit
og taler til mig saa tyst og blidt;
Men er jeg, hvor Folk er, som Folk er flest,
jeg synes, jeg føler Dig allermest.
Mod Dumhed og Simpelheds bitre Vold
er Du for min Sjæl et usynligt Skjold.
Og hører jeg noget af Pøblen sagt,
der vækker min Harme og Had og Foragt,
og synes jeg, Livet er plumpt og raat,
saa hjælper Du mig til at smile blot.
Det er, som Du hemmeligt tog min Haand
og dæmped min vrede og hastige Aand.
Hvor bliver de fjerne, som sidder her,
mens Du, der er fjern, er mig ganske nær.
De ved det slet ikke, de aner ej,
at noget saa skønt vederfares mig.
Aa lad dem være, som de nu vil,
det fine og gode for mig er til.
Det er i Stuen i samme Stund
og gør mig god, hvor jeg før var ond.
Ja, naar Du strejfer min Tanke blot,
hænder der mig noget mildt og godt.