Det var en Morgen — det var engang —
en Landsbygade saa lav og lang,
hvor Solen skinned og Fugle sang.
Det var det skæreste Sommergry,
vi gik igennem en lille By,
hvor Fattigfolk havde Hus og Ly.
Nu vaagner alle i Morgenskæret —
en Skorstensrøg stiger fint i Vejret,
og Ænder vralter til Gadekæret.
En Le staar lappet med Hampevinding —
en Mur er bulet af bristet Binding,
saa træt og furet som Oldings Tinding.
Og vi staar stille, hvor Gavle luder —
smaa grønne Planter bag blanke Ruder,
og Senge, redte med grove Puder.
— — —
Vi traf hinanden paa vildsom Færden —
vi høsted Sorg i den store Verden;
men aldrig lykkes en Sjæls Forhærden.
Og derfor fandt Du den dybe Lære —
Du tog min Haand og Du hvisked: „Kære,
hvor vilde her være godt at være.“
Ja, var vi eet, og vi aldrig skulde
fornemme Tvivlen og al dens Kulde,
men være trygge, som Blomst i Mulde —
En lille Verden ved alfar Veje,
et ringe Hjem og et fattigt Leje —
dog mer, end vi kunde sammen eje.
Saa tit blandt Mennesker, festlig glade,
i høje Sale bag Slotsfaçade
min Tanke gaar til den lave Gade.
Det var engang, ak hvor Tiden rinder —
men dybt, dybt inde i mine Minder,
der vaagner Gaden — og Solen skinner.