Vi, der ejed vor Kærlighed, kunde forstaa,
hvad Jer haabløse Troskab har lidt,
mensi værned Jert trofaste Haab Sønden Aa —
vi har æret den Strid, I har stridt!
I var skilte fra Hjemmet — og boede dog der —
vi fra Mindernes dyreste Land;
men vi var dog hinanden forunderlig nær,
og vi længtes, som Elskende kan — —
I blev fremmede Folk i Jert urgamle Hjem,
I har ventet Befrielsens Dag —
som den Elskedes Billed i Løn taget frem,
har I gemt paa et dyrebart Flag.
Er det Broder, der mødes med Broder igen —
det er mer, det er mangefold merl
Det er Kærligheds Løn til usvigelig Ven —
det er evigt og skønt, det som sker.
Det er Uret, der mister sit knugende Tag,
det er Danmark, der aander paany!
Naar Jert Hjerte befris og vort elskede Flag,
er det Smil gennem Graad — er det Gryl
5