Da skete det sære en underfuld Nat,
jeg først ikke kunde forstaa,
og endnu det standser mit Hjerte brat,
naar bare jeg tænker derpaa.
Jeg maatte betro Dig, hvor inderlig dybt
Du fandt til mit Væsen Vej:
Nu ved jeg det Grete, jeg ved det nu,
for altid elsker jeg Dig!
Du løfted Dit Ansigt imod mig op
i voldsom og pludselig Fryd
og hviskede: Tak — saa segned Du ned
i Graad af en pinefuld Lyd.
Dit Udtryk var skiftet, Du blev saa hvid,
fortvivlet og dødsens-ræd,
det var som brast Du itu i min Arm,
dengang Du sank sammen og græd.
Du vendte Dig fra mig og græd og græd,
som var Du een vældende Vé,
Du græd, som om alting i Verden var Sorg
og slet ingen Udvej at se.
Jeg trøstede Dig, men Du stødte mig bort,
som var jeg en vildtfremmed Mand —
og hjælpeløs saa jeg Dig lide, aa Gud —
jeg frygtede for Din Forstand.
Du var som en Syg, saa vaklende træt,
da siden jeg fulgte Dig bort.
Du sagde: Hold ikke for meget af mig —
saa underlig sikkert og kort.
Hvem tager imod Dig, hvad trøster Dig nu —
hvad er det, hvad er det, som sker?
Jeg vidste, at havde jeg spurgt Dig derom,
saa saa jeg Dig aldrig mer.