Du er ikke Solen, der blænder,
Du er ikke Maaneskær,
men Du er en Lampe, der brænder
i Mulmet bag sorte Trær.
Den brænder saa dæmpet, at næsten
jeg frygter, at Verdens Slud
i Nattemulmet og Blæsten
skal slukke min Lampe ud.
Du er ikke gyldne Taager,
men Du er den lille Bys
venlige Hjerte, der vaager
tyst i et ensomt Lys.
Men mere end Verdens Kampe
jeg frygter min egen Magt —
at jeg skulde slukke min Lampe,
skønt aldrig det var min Agt.