Da fløj de Ravne fra Kampens Bulder
og satte sig paa Gud Odins Skulder
og hvisked til ham: »Fra fremmed Land
til Norden kom der en sælsom Mand.
Saa grov en Kofte han om sig bærer,
og sære Ting Dine Folk han lærer:
Tilgiv Din Fjende, hvad ondt Du led,
thi Livets Lykke er Kærlighed!
Han frygter ikke for Vold og Farer,
trygt gaar han om i de vilde Skarer,
og truer man ham paa Liv og Blod,
han svarer blot: Du skal være god.
Men bort fra Dig han de Kæmper leder,
de lægger Sværdet, imens de beder,
og naar de kæmper, trods Nød og Savn,
jeg tror, det er i en andens Navn.
Selv vil han gerne med Livet bøde,
fordi hans Herre korsfæstet døde
at samle alle, som paa ham tror,
til evigt Liv efter Liv paa Jord.«
Bort fløj de Ravne — og Odin blegned,
mens Valhals mægtige Støtter segned
og svandt i Sky som et Syn tilsidst
for Straaleglansen om hvide Krist.
Men Korsets Tegn blev et Krigermærke,
mod Vantro kæmpede unge Klerke,
et Kors blev Tegnet for Kamp og Daab,
for Liv paa Jord og et evigt Haab.