Paa Trappen stod han gnaven
og frøs, og sagde blot:
»Farvel — Tak for i Aften —
ha’ det nu rigtig godt —
Vi træffer nok hinanden,
vi ses nok snart igen —«
Han vinked kort fra Døren:
»Farvel min lille Ven!«
Før inderligt og kærligt —
nu koldt og næsten haardt —
hun gemte sig i Vognen,
der jog i Natten bort.
Dèr sad hun sammensunken
som uden Sjæl og Aand —
og Pengene til Bilen
faldt ud af hendes Haand.
Hun turde ikke tænke,
hun blev helt syg derved
hun længtes kun mod Søvnen,
den var en sikker Fred.
Hvad hjælper det at græde,
naar alle andre ler —
og den, der gaar til Grunde
er ikke født til mer —