Nu søgte hun den store
og fine Dansesal —
den drog som Fyret Fuglen,
den straalende Portal —
Dèr traf hun straks Bekendte
naar smukke Rosa kom,
saa var hun selv som Lyset,
de andre kredsed om.
Nu gaar hun for at glemme
ad Glædens brede Dør,
nu kalder Længslens Stemme
lidt mere ru end før —
Champagnen festligt skummer,
Jazz-band Musikkens Klang
er hæs og vild og rummer
Vellyst og Undergang.
Blandt Strengeskrat og Trommer
hør Saxophonens Lyd:
et Hjertes hæse Kummer
til Gales Galgen-Fryd;
En Melodi der daarer,
et inderst sorgfuldt Spil —
Tidt blev det født med Taarer,
som Verden danser til.
Een danser mest med Rosa,
en kæk og festlig Fyr,
og elegant som Greven
i hendes Eventyr.
Imens de danser, venter
de høje, slanke Glas —:
Den alleryngste Greve
i hendes Film-Palads — —
Helt ør af Vin og Varme
igen i Dansen ind,
tæt i hans sikre Arme
med Kinden mod hans Kind
De gamle, skønne Drømme
faar Liv i Rosas Bryst,
og Blodets varme Strømme
blir skælvende af Lyst.
Han kalder paa en Tjener:
»En Vogn, men i en Fart!«
Og, bøjet imod Rosa:
»Her er slet ikke rart —
nu fører jeg Prinsessen
ved Nat til mit Palads —«
Han nikked til Chaufføren
og tog hos Rosa Plads.
Han kyssed hendes Skulder
og hendes Bryst og Mund —
og Rosa svimled saligt
i Lykke uden Bund —
Han holdt om hendes Hænder,
som han i Kærtegn fandt,
og hvisked — mens han ymted
om Ring med Diamant:
Rosa er sød — ikkesandt?