Din Fader var Sejer, Din Moder var Tro,
den hellige Stund, Du blev til,
og aldrig vi svigtede Dig og de to
i Tidernes vekslende Spil.
Paa Brunkebjerg stod Du, da Lykken os sveg,
alene, men ikke forladt:
Din trofaste Skare var blodig og bleg
og tavs — i den evige Nat.
Da Ahlefeldt bar Dig i Ditmarsken frem,
han svøbte sig selv i Din Flig,
han saa, at Du ikke med Sejer kom hjem,
saa tog de Dig, svøbt om hans Lig!
Og siden Du smulrede hen og forsvandt
saa tyst, som Du jublende kom,
Du Danskernes Mærke for trofast og sandt,
Du Datter af Modig og From.
Men først gav Du tusinde Døtre i Vold
at hævde Din Trods og Din Tro,
og værne Dit Billed i Hjerternes Skjold,
omklamret af Løvernes Klol
21