Hun driver gennem Byen
i roligt Velbehag —
alt er saa kønt og venligt
paa denne Sommerdag;
det er som Solen skinner
helt ind i Sind og Blod —
hun ser i Vindusruden
sin fine, smalle Fod.
Og ingen rigtig Dame
— det har saa mange sagt —
er pænere end Rosa
i blaa Spadseredragt —
Hun ser paa dem, hun møder
og smiler trygt, fordi
hun ser sin Skønhed spejlet
i dem, hun gaar forbi.
Men gamle, kære Minder
har kaldt i Sindet frem
en vag, vemodig Længsel
mod hendes Barndomshjem.
Hun køber til sin Fader
en Pibe og Tobak,
en hamret Messingpotte
til Moders Gyldenlak.
Konfekt og Chokolade,
en Underholdningsbog;
hun ser i Tanken Stuen
og Moders Yndlingskrog. —
Saa naar hun ud til Parken,
hvor Byen holder op,
og Landevejen stiger
højt over Bakkens Top.
Først her er rigtig Sommer
med Duft og Fuglesang,
og Solen falder dæmpet
igennem Bladehang —
Hun aner, at vort Hjerte
først Somrens Fryd forstaar,
naar vi har kendt til Mørke
og Sorg og Efteraar.
Den gamle Landsby-Længe
og Poplens sagte Sus,
og Hyldetræet over
Lars Jensens lille Hus —
en vildt tilgroet Have
bag Muren, solskinshvid,
et Skur med Arbejdsvogne —
alt som i svunden Tid —
Mod Muren Solen flimrer
og over Vejens Støv,
og Poplen staar og mimrer
som fordum med sit Løv —
og, Herregud, derhenne
for Sandmandsvognen gaar
den lille, lodne Hest med
sin Dusk af Pandehaar.
Og der, hvor Vejen ender
i Grøft og Mark og Eng
og gammelt Vraggods ligger,
som forhen, smidt i Flæng,
der sover Katten, sløvet
af Sol, og mæt og tam —
i Kornet nikker Hanens
valmuerøde Kam.
Her er det, hun har leget —
og dèr, hun ofte stod,
naar vaagne Nætters Længsel
gik gennem hendes Blod —
Hun samler i eet Billed
hvert enkelt Træk hun saa,
og saa ta’r hun sig sammen
og banker sagte paa.