Mit Haab er fortryllende skønt som en Skov,
der sløres af Knopper i Brud;
thi alt, hvad jeg føler fra den Dag, Du kom,
er strejfet af Skæret fra Gud.
Den Angst og den Smerte, jeg lider for Dig,
Fortvivlelsen selv er mig kær —
jeg synes, det er, som jeg hædres derved,
at jeg er den Lidelse værd.
At jeg maa erfare saa dybt og saa helt,
at hvad jeg end mødte og saa,
saa skulde jeg kende det ganske igen
og kunne af Hjertet forstaa.
Jeg ved, at jeg aldrig skal møde en Mand,
der ræddes ved, hvad der er hændt,
og ej kunne tage hans Tillid og Haand
og have hans Ulykke kendt.
Thi den, der har været paa Tinden af Fryd
og dybt i Fortvivlelsens Dal,
han kender hver eneste Glæde paa Jord
og fatter al Jorderigs Kval.
Alt, hvad Du har givet mig, Fryd eller Sorg,
alt bar om det Evige Bud,
og alt, hvad jeg føler fra den Dag, Du kom,
er strejfet af Skæret fra Gud.