Hvor Bremerholmens Værfter
udstrakte sig en Gang,
hvor Orlogs-Spanter rejstes,
og travle Hamre klang,
hvor Reberbaner dufted
af Hør og beget Hamp,
og hvide Sejl blev luftet
og splidset Tov og Tamp,
hvor Skipperboder bygtes,
den faste Stoks Kvarter,
der er nu ingen Værfter
og Skipperboder mer —
Du finder, naar Du søger,
hvor Søfolk bo’de før,
kun Fattigfolk og Skøger
til Huse Dør om Dør.
Dog endnu anes Duften
af Værft og Flaadehavn,
den gemmer sig fortroligt
i mangt et Gadenavn,
og ofte driver Søfolk
i Strædet, graat og smalt —
tit de, der misted Hyre,
mest de, der misted alt.
Facaderne er skidne
som smudsig, skurvet Hud,
afskallede, kun vasket
af Regn og Sne og Slud.
Fra Trappegange aander
en fad og fattig Duft,
og mæt af Fugt og Skimmel
er Kælderhalses Luft.
»Fransk Vask og Strygning« staar paa
et Brædt paa første Sal
og vidner om en Gerning,
der borger for Moral.
Gardinerne i Stuen
er Hul og Trævl og Tjavs,
og Kælderhalsens Skilte
ser ud som malt med Snavs.
Hvor fedtet Rude stirrer
mod Gaden sløv og blind,
og i et smadret Hjørne
Aviser er sat ind,
en ranglet tolv Aars Pige
i Gadedøren staar —
ak, om jeg atter saa Dig
om bare fire Aar —
For blir Du ikke Kone,
saa snart Du bliver »stor«,
og grim af Slid og Armod
og Uro som Din Mor,
saa ligner Du en Dame
fra Støvler og til Hat —
en fattigfin Reklame,
der helst skal ses ved Nat.
Men se de rare Sager
i Vinduskarmen dèr:
et Fad med Æbleskiver
og et med Grisetær,
en Kop med Fedtefinker,
et Glas med Sukkergodt,
og den, der køber Stegen,
er meget mer end flot —
Der er dog noget ædelt
i Fattigdommens Lod,
skønt Arbejd er at stride
mod Nødens bitre Brod:
at slide og at trættes
og tjene til et Hvil,
at sulte og at mættes,
det har dog Livets Smil.
Og her har Smaabørn leget
paa evig Barnevis:
paa Gaden er der streget
med Kridt et »Paradis«;
men fattigt Fodtøjs Slæben,
ukendt med Barneleg,
har uden Hensyn slettet
den fine, hvide Streg.
Naar Liremanden kommer,
saa blir der Bal, jovist;
smaa blege Piger lokkes
fra Kælder og fra Kvist;
smaa gustne Glædesflammer
slaar ud ved Lirens Spil —
forpjuskede Madammer
fra Vinduer ser til.
Men se — for nogle Ruder
er trukket tætte Flor,
saa løndomsfuldt, og viser
dog netop, hvem der bor:
al Armods flotte Nabo —
thi det er Armods Tort,
at den har ikke Raad til
at vise Skammen bort.